An unknown error occurred:
UnexpectedClosure
INCLUDEFORM
!

[/!]
 
0.00 kr
Kurven er tom
Til kassen

Log ind

Nyhedsmail
FAQ
Sitemap

Open Range  (DVD) Open Range

Udgivet 30. januar 2019 af Nordisk Film 1311531 / UPC# 5708758653428

Open Range  (DVD) - Klik her for at se billedet i stor størrelse.
Laserdisken (DK)
Pris: 59.00 kr Klik for at lægge i Laserdiskens indkøbskurv.

Varen er på lager (1 stk.)
Klik her for leveringstider

Bestil filmen i Laserdisken!

Medierådets aldersgrænse. Touchstone - 2003
USA - Farve - 145 min
Ønskeliste
ActionDramaWestern
Filmens specifikationer
Original titel: Open Range
Instruktør: Kevin Costner
Medvirkende:
Boss Spearman  Robert Duvall
Charley Waite  Kevin Costner
Sue Barlow  Annette Bening
Denton Baxter  Michael Gambon
Percy  Michael Jeter
Button  Diego Luna
Sheriff Poole  James Russo
Mose  Abraham Benrubi
Doc Barlow  Dean McDermott
Butler  Kim Coates
Vis alle medvirkende...
Stikord: Korruption
Krudt og kugler
Kvægavl / køer
Tyve og røvere
Klik for alle udgaver af filmen
Same Cast
DVD-pladens specifikationer
TV-system:  PAL DVD-pladen har regionalkoden 2.Region:
Oprindelse:  Danmark
Features:
Ja Anamorphic (16:9) Ja Trailer
Production Notes Music video
Ja Documentary Music score
Commentary Fact track
Interviews Gallery
Multi-angles Cast & Crew
Hidden Features Outtakes
DVD-Rom features Deleted scenes
Antal plader: 1Denne udgivelse indeholder 1 plade(r).
Billedformat Lydformat Sprog Tekster
Letterbox
DD 5.1
DTS 5.1
Engelsk
Dansk
Norsk
Aspect Ratio Kassette Pladetype Faste tekster
2,35 : 1 Keep Case DVD9 Ingen

Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Antal stemmer: 25

Gennemsnit: 8.8 ud af 10

Du kan også stemme.   

Laserdiskens vurderinger:

Niels Ole
David
Lars

Go West!

Kevin’s Unforgiven kalder onde tunger den, og der er lidt om snakken, men med Open Range har Kevin Costner alligevel begået en moderne klassiker inden for westerngenren – en genre, der tiår for tiår har formået at sige mere om den amerikanske selvforståelse end nogen anden populær filmgenre.

Den eneste gang, jeg nogensinde har pjækket fra skolen, var, da jeg skulle se Stagecoach (Diligencen, 1939) i Skole-TV – ok, sådan fremstår det i hvert fald i erindringen. Vi er tilbage i de glade monopol-halvfjerdsere, og programmet Skole-TV viste lejlighedsvis filmklassikere som Gaslight (1940) og Julius Caesar (1953) om formiddagen. Men det var nu ikke altid, at 7. - 8. klassernes elever fik lov at samles foran 26-tommeren i medielokalet, så det turde man jo ikke løbe an på, når det gjaldt så vigtig en film.
    Det var dengang DR's filmindkøbere følte, at de var forlenet med en vis opdragende funktion, og det havde så den heldige bivirkning, at man fik mulighed for at stifte bekendtskab med en række af filmhistoriens store og små hovedværker, og der var jo ikke den store risiko for, at seerne sporenstregs skiftede kanal, hvis de fik serveret en sort/hvid film (stumfilm ku’ man rent faktisk også komme for skade at blive præsenteret for). Således vankede der altså lejlighedsvise western-godbidder fra genrens kvalitative storhedstid i 1940’erne og 1950’erne. Og det har, for mit vedkommende, ført til en næsten uforbeholden kærlighed til genren.

Westerns 101
Set i det store perspektiv er westerngenren Hollywoods mest populære. Lige fra stumfilmtiden og langt op i 60’erne var hesteoperaerne de andre genrer talmæssigt overlegne. En væsentlig styrke ved westerngenren er, at den altid har formået at tilpasse sig sin samtid og har haft noget relevant at sige om den. Alene kostumerne har præcist afspejlet samtiden: 30’ernes indimellem prangende Wild West Show-kostumer med pressefolder, 40’ernes eftertænksomme, uglamourøse realisme, 50’ernes stramtsiddende sorte bukser/skjorter og pomadehår med anderumper, 60’ernes og 70’ernes hippie-cowboys med skægstubbe, langt hår og spraglede ponchoer, 80’ernes høje hår og 90’ernes tilbagevenden til realismen.
    En "stenalder"-western som Edwin S. Porters The Great Train Robbery (1903) er samtidig en af filmhistoriens første "rigtige" film, der i løbet af godt en halv snes minutter beretter en historie, der i form og indhold er genkendelig den dag i dag. Samtidig etablerede filmen, der jo var lavet på et tidspunkt, hvor det vilde vesten næsten var samtid, mange af genrens faste kendetegn og konventioner.
    1910’erne (hvor der sågar blev produceret westerns hos Nordisk Films Kompagni i Valby) og 20’ernes westerns var tunge og autentisk-prægede og havde stjerner som William S. Hart, hvis Tumbleweeds (1925) er en typisk sag. 1930’ernes film var primært små, hurtige og sorgløse B-film som The Trail Drive (1935) og Rip Roarin’ Buckaroo (1936) med farverige og, for nogens vedkommende, syngende helte som Gene Autry, Tim McCoy, Ken Maynard og Tom Tyler.
    Genren blev imidlertid med ét slag voksen i 1939 takket være John Fords mesterlige Stagecoach, der bl.a. sikrede John Wayne status af A-stjerne. Verdenskrigen gjorde filmene mere ambitiøse og psykologiske, som f.eks. William Wellmans tragiske The Ox-Bow Incident (Hævnerne fra Ox-Bow, 1943), eller simpelthen bare større og dyrere, som William Wylers fornøjelige mesterstykke The Westerner (En mand kom til Texas, 1940) med Walter Brennan i glansrollen som Judge Roy Bean. Flere af genrens store mesterværker som Fords My Darling Clementine (1946) og Howard Hawks’ Red River (1948) stammer fra efterkrigsårene. I tilgift kom nogle enkelte, stort anlagte, men rent ud sagt kuriøse værker som David O. Selznick-produktionen Duel in the Sun (Duel i solen, 1946). Der fandt også en vis sammensmeltning sted mellem 40’ernes nye genre, film noir, og så westerngenren i film som f.eks. Pursued (Forfulgt, 1947).
     1950’erne var den kvantitative storhedstid, hvor instruktører som Budd Boetticher, Ford, Anthony Mann og John Sturges var på toppen. Film som Fred Zinnemanns High Noon (Sheriffen, 1952), George Stevens’ Shane (1953) og Boettichers kultfilm The Tall T (1957) dukkede op i disse år.
     I 1960’erne begyndte Hollywoods gamle studiesystem at bryde sammen, og ordinære, gammeldags westerns som 40 Guns to Apache Pass (Fyrre rifler til Apache Pass, 1967) begyndte at veksle med skæve eksperimenter som Monte Hellmans The Shooting (Opgøret, 1966) og Sam Peckinpahs brutale mesterværk The Wild Bunch (Den vilde bande, 1969), som foregreb den desillusion, der ville komme til at herske i det følgende tiår. Det var også i 60’erne, at de italienske spaghettiwesterns og de ubestemmelige, internationalt producerede westerns overtog initiativet, lejlighedsvist stilfuldt, men også med spinkelt motiveret vold på samlebånd og et overlæs af latterlige gimmicks.
     I 1970’erne tog afmytologiseringen og dermed aflivningen af genren for alvor fart, og det vilde vesten blev synonymt med mudder, modløshed og brutal vold. De gode gamle helte blev skurke i film som Doc Holliday (1971) og Dirty Little Billy (1972). I 1980 kom så det afgørende dødsstød i form af Michael Ciminos opblæste western-drama Heaven’s Gate, der var et så øredøvende kostbart flop, at studiet United Artists var tæt på et krak. Når man undtager film som Clint Eastwoods Pale Rider (1985), som egentlig er en genindspilning af Shane, lå genren næsten død i ti år.

Costner’s Last Stand – Westernfilmen i 1990’erne, og hinsides..!
Rygtet om westerngenrens død viste sig selvfølgelig trods alt at være overdrevet, og en mindre renæssance for genren blev indvarslet i 1990, hvor Kevin Costner fik uventet stor succes med satsningen Dances with Wolves (Danser med ulve), som gustne skeptikere ellers havde moret sig med at kalde "Kevin’s Gate" eller ikke meget mere venligt "Costner’s Last Stand". Filmen blev fulgt op af Clint Eastwoods mesterværk Unforgiven (De nådesløse, 1992), og den sejlivede genre var vakt til dåd igen.
    Fra et udsigtspunkt her godt og vel på den anden side af år 2000 kan man dog konstatere, at genren især blomstrede på tv-mediet, der bedre kunne matche de lave omkostninger og hurtige produktionstider, som cowboyfilmene havde nydt godt af i f.eks. 1930’erne og i nogen grad 1950’erne. 90’erne bød således på en håndfuld fortrinlige tv-westerns med Sam Elliott, bl.a. Conagher (1991) og Desperate Trail (1995), og Elliott har en fremtrædende plads blandt den halve håndfuld filmstjerner, der i dag kan betegnes som "westernstjerner". Andre forsøgte sig også. Emilio Estevez lavede A Dollar for the Dead (1998) – en ganske veloplagt spaghetti-western pastiche, mens Lance Henriksen var stjernen i Gunfighter’s Moon (1995) – en direkte-til-video, moderne B-western, der skamløst, men ikke uden evner, kannibaliserede hele tre klassikere: The Gunfighter (Farligt rygte, 1950), High Noon og, atter engang, Shane. Mens tv-filmen var et oplagt hjemsted for westerns i B-kategorien, så var mini-serie formatet til gengæld velegnet til den mere storladne, episke western. Især var det her westernforfatteren Larry McMurtry – der har skrevet forlæggene til så forrygende film som Hud (1963) og The Last Picture Show (Sidste forestilling, 1971) – som kom til at holde for med bl.a. den fremragende miniserie Lonesome Dove (1989) og indtil flere prequels og sequels som Streets of Laredo (1995) og Dead Man’s Walk (1996).
     På spillefilm-fronten kom 90’erne ikke til at leve op til de forhåbninger, som fans af genren gjorde sig. Young Guns (1988) – af vittige hunde kaldt "Young Sons" (med henvisning til stjernerne Emilio Estevez og Charlie Sheen, sønner af Martin Sheen og Kiefer Sutherland, søn af Donald Sutherland) - og dens efterfølger Young Guns II: Blaze of Glory (1990) var nærmest en art Brat Pack-film med westernmotiv. Mere autentisk var film som Tombstone (1993), der berettede den efterhånden velkendte, men altid spændende historie om den legendariske sherif Wyatt Earp, der levede længe nok (1848-1929) til at han kunne kolportere sin egen legende til Hollywood. Det bringer os tilbage til Kevin Costner. En af de film, der i midten af 1980’erne bragte Costner frem i rampelyset var Lawrence Kasdans western(komedie) Silverado (1985), hvor Costner brillerer i rollen som ung, ivrig revolvermand. Siden har han haft, hvad der kan fremstå som lidt af en ulykkelig kærlighedsaffære med westerngenren – en genre han i hvert fald ikke lægger skjul på, at han føler en endog stor affinitet overfor. Flere af hans følgende film har nærmest været kamouflerede westerns, selv om Revenge (1990) nominelt var en actionthriller, og hans to store flops Waterworld (1995) og The Postman (1997) begge nominelt var science fictionfilm. I 1994 allierede Costner sig imidlertid med Lawrence Kasdan, og resultatet blev Wyatt Earp – en stor, solid episk western, der meget sobert, men også spændende beretter Earps livshistorie – ud fra den i fiktion fornuftige anskuelse, at såfremt virkeligheden og legenden divergerer – ’then print the legend!’. Den ganske kostbare film fik dog en blandet modtagelse, og blandt mere fintfølende cineaster tør man dårligt indrømme, at man ejer den på LaserDisc. Walter Hills Wild Bill (1995), en håndfast filmbiografi med Jeff Bridges i rollen som Wild Bill Hickok, er en anden udpræget guilty pleasure.
     1990’erne bød på andre glimrende westerns som Quigley Down Under (1990) med Tom Selleck, der har leveret et par udmærkede præstationer i genren, og Michael Manns Last of the Mohicans (Den sidste mohikaner, 1992), der føjede sig til de episke film, som dominerede i det tiår. Der blev også serveret lejlighedsvise, gimmick-prægede rædsler som The Wild, Wild West (1999), Bad Girls (1994) og The Quick and the Dead (De hurtige og de døde, 1995). Til de to sidstnævnte dame-westerns forsvar må det dog nævnes, at det gamle vesten faktisk rummede autentiske, kvindelige helte og/eller outlaws som Annie Oakley, Calamity Jane og Belle Star, og at de bestemt har været emnet for glimrende westerns tidligere i filmhistorien.
     Som for godt ti år siden, hvor det var Costners egen Dances with Wolves og Eastwoods Unforgiven, der førte an, forekommer Costners Open Range at være den mest solide western, man i nyere tid har set. Og igen synes dette at indvarsle en lille nybølge af westerns. Ron Howards The Missing er biografaktuel, det samme bliver måske den stort anlagte, franske tegneserie-filmatisering Blueberry og Anthony Minghellas Cold Mountain (Tilbage til Cold Mountain, 2003) – en romance, der udspiller sig under den Amerikanske Borgerkrig.

Range war!
"Range war" hed det i det gamle vesten, når rivaliserende kvægbaroner eller jordbesiddere valgte at lade seksløberne afgøre tvister om retten til gode vandingssteder eller rige græsningsarealer. En af de mest kendte range wars, både fra historien og filmhistorien, er The Lincoln County War, den som Billy the Kid deltog i. Open Range beretter i fortættet form om en sådan range war. Året er 1882, og selvom Hopalong Cassidys vise ord: "Fences just ain’t natural out here" stadig ringer i vore ører, så er kvægejere, der har sat sig på store jordbesiddelser, begyndt at få ejerfornemmelser i en sådan grad, at man overvejer indhegning og aktiv beskyttelse af grænserne ved hjælp af den nye opfindelse, pigtråd, og små hære af revolvermænd. Men der findes stadig såkaldte free grazers, folk der ejer mindre kvæghjorde, men ikke besidder jord, og kvæget må derfor holdes i konstant drift. En sådan kvægejer er den aldrende Boss Spearman (Robert Duvall). Sammen med sin højre hånd, Charley Waite (Kevin Costner) samt to yngre følgesvende, den kæmpemæssige Mose (Abraham Benrubi) og den unge mexicaner Button (Diego Luna), lever han en fri tilværelse på de åbne vidder. Men Boss og Charley ved godt, at tiden er ved at rinde ud for denne livsstil grundet præriens inddeling i (om end meget store) parceller. De holder sig derfor klogeligt væk fra bebyggede områder, men har selvfølgelig behov for at proviantere, og da de befinder sig en dagsrejse fra byen Harmonville, bliver det besluttet at sende store Mose ind for at handle fornødenheder som bønner, bacon og kaffe. Men da han bliver væk ud over den aftalte tid, beslutter Boss og Charley at undersøge sagen. I byen viser det sig, at Mose er blevet provokeret til et slagsmål med tre af den lokale ranchers håndlangere og nu ilde tilredt befinder sig i byens fængsel. Boss og Charley opsøger byens korrupte sherif, Marshall Poole (James Russo), for at få Mose løsladt, og på sheriffens kontor møder de den rige, irske rancher Denton Baxter (Michael Gambon). Han lægger ikke skjul på det had, han nærer over for free grazers, og kommer med floromvundne trusler ved at berette, hvor ilde det er gået uafhængige kvægdrivere, som tidligere har passeret territoriet.
     Mose bliver lappet sammen hos byens sympatiske læge Doc Barlow (Dean McDermott), hvis smukke kone (antager man) Sue (Annette Bening) fungerer som hans sygeplejerske. Boss og Charley forsøger nu at få sat hjorden i bevægelse og komme væk fra området, men inden længe bliver de overvåget af fire, maskerede ryttere. Boss og Charley vælger at tage initiativet, og under en natlig raid afvæbner de deres forfølgere. Men da de vender tilbage til deres egen lejr, er Mose og den trofaste gamle hund Tig (utvivlsomt opkaldt efter Costners filmselskab af samme navn) blevet myrdet af Baxters revolvermand Butler (Kim Coates). Button er blevet hårdt såret, og trods faren må han bringes tilbage til lægen i byen. Boss og Charley ved, at det samtidig vil betyde et sandsynligvis dødbringende opgør med Baxter og hans folk, men som Charley siger: "I’ve got no problem with killing", og hans mørke fortid kommer nu for dagen. Under den Amerikanske Borgerkrig var han en slags marauder, hvad man i dag vel næsten ville betegne som en slags terrorist, med den mission at sprede rædsel og kaos blandt civile bag fjendens linjer. Og efter krigen arbejdede han i en periode som revolvermand af netop den type, som de nu er oppe imod. Som Charley ser det, har hans år sammen med Spearman blot været en ti års pause fra myrderiet. Sue, som Charley på forbudt vis føler sig tiltrukket af, tager sig af den sårede Button, mens Boss og Charley begynder at træffe forberedelser til det uundgåelige opgør ved daggry.
     Open Range er kort sagt en ny-klassisk western med storslåede vistaer, stærke skuespilpræstationer og et hamrende spændende showdown! Costners western besidder mange af de samme kvaliteter som filmene fra storhedstiden – 40-50 år tilbage. Det skyldes sandsynligvis romanforlægget The Open Range Men af den flittige westernforfatter Lauran Paine, der tidligere har fået en roman filmatiseret, hvilket resulterede i den efter sigende ganske solide The Quiet Gun fra 1957. Altså må man antage, at romanen netop har rummet de bestanddele, som indgår i en god, solid western.
     Open Range befinder sig i den subgenre, man kalder den elegiske western, der begræder, at de stoiske repræsentanter for det vilde vestens gamle dyder nu er trængt af fremskridtet, hvis repræsentanter westerngenren uvægerligt portrætterer som hensynsløse opportunister. Heldigvis dvæler Open Range ikke unødigt meget ved de elegiske elementer og undgår derved at blive reduceret til en slags græsk tragedie med seksløbere. Det er samtidig en film af et vist episk format med en spilletid på to timer og tyve minutter. Den tager sig sin tid og har især i hele optakten et roligt og langsommeligt tempo, hvor vi bliver præsenteret for livet "on the open range". Men igen lykkes det lige netop filmen at undgå at tage sig for god tid. Allerede fra midteraktet begynder der at blive bygget op til det klimaktiske showdown. Og undervejs er den fuld af smukke detaljer, som da Boss og Charley inden opgøret, der sandsynligvis vil koste dem livet, forkæler sig selv ved at nyde uhørte luksusvarer som cubanske cigarer og schweizisk chokolade. Da opgøret kommer, skuffer det ikke og burde faktisk have en chance for at gå over i westerngenrens filmhistorie. Det er uhørt dynamisk, brutalt og langvarigt, og i forhold til den beslægtede sekvens i f.eks. High Noon bydes der på en afgørende og overraskende fornyelse.
     Respekt er et gennemgående tema i Open Range – mændenes respekt for hinanden, deres livsstil og i sidste ende lov og ret. Afgørende for filmens tone har også været instruktøren Costerns respekt for sin stjerne Robert Duvall. Duvall leverer en storslået CinemaScope-version af sin gamle tv-helt Augustus McCrae (fra miniserien Lonesome Dove) – en mand med vid og bid samt faste, lettere filosofiske overbevisninger, og så kan det jo ikke blive meget bedre. Kevin Costner selv leverer en velspillet og overbevisende westernhelt, og som hans "love interest" og stærk frontier kvinde fungerer Annette Bening fint. I birollerne er den over to meter høje Abraham Benrubi (kendt som den monstrøse Larry Kubiak fra ungdomsserien Parker Lewis) og den unge mexicanske filmstjerne Diego Luna (...og din mor, 2001) helt upåklagelige. Yderst vigtigt er det, at skurkerollerne er i habile hænder. Michael Gambon kunne spille den grådige ranchejer på rygraden, men undgår lige præcis at gøre det. Kim Coates (Unforgettable, 1996) er altid leveringsdygtig i en skræmmende psykopat, således også hans revolvermand Butler, som man dog ser for lidt. James Russo er fortrinlig som sheriffen. Filmen er dedikeret til den altid finurlige, nu desværre afdøde Michael Jeter, hvis morsomme præstation som den retskafne Percy, ejer af byens lejestald, må siges at være en smuk svanesang.
     Open Range befinder sig et sted lige midt imellem at være virkelig habilt håndværk og så et mindre mesterværk inden for genren. Holder man af den stort producerede, realistiske western, så leverer den imidlertid varen, og vurderingen bliver derfor noget nær en top rating.

Peter Risby Hansen

Specielt om denne udgivelse:

  • Dokumentar: America's Open Range
  • Featurette: Open Range på Tegnebrættet
  • 6 trailers
  • Audio: Engelsk DD5.1 / DTS
  • Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk

Brugerne skriver om Open Range:

Anmeldt af CT, Vanløse 8. januar 2011
Costner rules...
Costner har altid været glad for westerns og her har han i den grad skabt en moderne western-klassiker.

Selv om jeg kender slutningen og har set den flere gange, sidder man nærmest og sveder i håndfladerne når skyderiet går i gang. Og man venter utålmodigt på, hvornår Costner nu tager sig sammen og siger de ting, der skal siges til dejlige Annette Bening.

Gode gamle dyder i en moderne western. Det er sjældent. Det fås ikke bedre.

Det er ikke bare shoot 'em up. Der reflekteres dybt over konsekvenserne af, at seksløberne nu igen kommer i brug - og man ser lokalbefolkningens forskellige reaktioner hele vejen igennnem.

Anmeldt af Holliday, Aalborg 5. januar 2009
Forgiven
Har endelig (efter lidt rigelig tilløb) fået konsumeret Costners Open Range. Filmen er en fin historie om de klassiske western tematikker som vi har fået præsenteret så mange gange før. Costner selv og Duvall nyder åbenlyst hinandens selskab og filmen er generelt rigtig fin castet. Historien tager sin tid og er man kyniker, kunne man argumentere for, at der stort set ikke sker en skid og spilletiden er overdreven lang. Men Costner har argumenterne i orden og tager sin tid til at udvikle persongalleriet og lade os komme lidt tættere på filmens figurer og deres konflikter - og skeletter. Mit problem med filmen er lidt det samme som med Eastwoods slutning på Unforgiven, at begge d'herrer gerne vil præsenterer os for en klassisk amerikansk western, men samtidig med, en seriøsitet og realisme som bevæger sig væk fra de værste eller bedste i genren (alt efter temperament) hvor feks. Blondie i Leones The Good, the Bad And the Ugly skyder et reb over på 150 meters afstand. Alligevel hopper de så begge i samme båd, når finalen skal sælges.

Open Range er en fin film, som dog i min optik aldrig formår at folde sig ud og gøre sig interessant nok til, at et genkig hiver og flår en i ørene lige med det samme. Filmens plus er den udpræget sympati som den føder for Costner og især Duvall

Anmeldt af Monkeyman, København S 27. januar 2008
Western med mangler
Utrolig flot filmet, men historien holder ikke ordenligt fast om mig, så derfor går der ikke langt tid før jeg næsten fuldstændig har glemt hvad det er jeg har set.

Anmeldt af Kasper, Aalborg 20. september 2007
Open Range
Boss (Duvall) og Charley (Costner) driver kvæg over de åbne vidder og lever som "freerangers". Edter et voldsomt regnvejr sender de en hjælper til en by efter forsyninger, men denne kommer ikke tilbage - og da se finder ham, har han fået tæv af lokale ranchers. Det viser sig, at byen styres hårdt og brutalt af en korrupt sheriff og en tyran af en kvægbaron, der ikke tolererer "freerangers".
Boss og Charley må gribe til deres færdigheder som tidligere pistolmænd, og forsvare både deres egen frihed og den livsstil de repræsenterer.

En meget spændende Westernfilm, som Kevin Costner fik lavet i 2004.
Robert Duvall og Kevin Costner gør det virkelig godt sammen i denne dejlige Westernfilm.
En Westernfilm jeg vil anbefale, hvis man altså ikke har set den endnu.

Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse 17. september 2006
Format
Jeg kom i en anmeldelse af vanvare til at hævde - i mine betragtninger over den ganske hæderlige "Tombstone" - at western-genren var død. Dengang, det vil så sige i midten af 90´erne, var det muligvis rigtigt. Vi havde været vidne til en række problematiske film, som - selvom de måske ikke var decideret dårlige - ikke lagde en alen til de store klassiske film. Det mener jeg for så vidt heller ikke at "Open range" gør, men det er uomtvisteligt en film af format. I en stilfærdig og stringent stil, som man kun kan bifalde for sin renhed, fortæller den på mange niveauer. Persontegningen er interessant, fordi hverken Duvall eller Costner er hovedpersonerne, det er snarere historien selv der dominerer. Alligevel er fortællingen drevet frem af sine portrætter, men de får en episk dimension som er usædvanlig for SÅ ny en film. Filmen er økonomisk disponeret, og konfrontationen til sidst er eksemplarisk eksekveret. Hvis man er fan af genren, vil man helt givet have fundet et "Guldhorn", som ikke kan undværes på reolen. Os andre almindeligt dødelige vil kunne høste en herlig filmoplevelse som sagtens kan ses flere gange.

Anmeldt af Svend Erik, Løkken 12. august 2004
Nænsomt restaureret
Af og til erklærer en og anden nitwitted filmjournalist westerngenren for død, og hver gang det sker, toner den frem på skærmen lyslevende og mere i live end nogensinde. Således sker det også med Open Range (skønt jeg må indrømme, at ikke mange har turdet skrive nekrologer siden Unforgiven).
Somme har endvidere forsøgt at afskrive Kevin Kostner, men forgæves. Med Open Range kommer han (Kevin) tilbage i fuld feltmæssig udrustning. Med stor indsigt i og ligeså stor respekt for genren har han skabt en film, der er født som westernklassiker. Store landskaber (som del af personkarakteristikken og stemningsbasis), rolig fortællerytme, gennemtegnede personskildringer, klassisk westerndilemma (male bonding i opposition til samfundets feminine civilisation), grundlæggende spænding, klar skelnen mellem ondt og godt, godt opridset tema om eneren, der overvejer at tilslutte sig samfundet osv. - det er altsammen ingredienser, der hører hjemme i den gode western, og som Kostner forstår at lægge frem i nænsomt moderniseret og restaureret form. Han vedkender sig sin arv, hvilket vi, der kender westerngenren, nyder i fulde drag, og han tilføjer den præcis den dosis vitamin, der skal til for at holde os mere end lysvågne. Han kan sin OK, Clementine, High Noon - you name it - og han har et bud på, hvorledes denne virkeligt gennemarbejdede hændelse kan bringes ind i vores årtusinde. Godt gået.
Det er også godt gået, at han tør give håbet og den menneskelige varme en chance, og at skildringen i den forbindelse får lov at fylde så meget, som her.
Kostner har fundet sit eget landskab, de bløde bakker - overgiver sig altså (i lighed med Eastwood) ikke til Ford-løsningen i Monument Valley - det ville der ikke have været noget galt med, men det her er flot. Stor fotografering, fin klipning.
Forventeligt gode skuespilpræstationer over hele linien - det ser ud som om de nyder, at være med her, og det er jeg overbevist om, at de gør.
Jeg har lige set filmen, og nu skal mine venner tvangsindlægges. Jeg glæder mig til gensynet.

Ret din egen anmeldelse af Open Range - klik her

Deltag i debatten om filmen Open Range - klik på "svar"

 Forfatter Emne: Open Range
Svend Erik

Open Range Open Range (tysk omslag) (Blu-ray) Open Range
Se alle titler her
Sendt 2004/03/02 13:00:46 IP: Logget Svar...

Lidt for open range og for lidt Open Range

Hej Peter Risby Hansen
Ligesom du har jeg et blødt punkt med Westerns. Andre Bazin skriver i sit berømte essay om westernfilmen: "westerns er i virkeligheden den eneste "rigtige" form for film, der eksisterer" - det er selvfølgelig blevet diskuteret en del, hvilket i sig selv er ret underholdende.
I forbindelse med præsentation af filmen Open Range, fortaber du dig i betragtninger, der bliver til en morsom lille gennemgang af westerngenren. Her mangler jeg Walsh's: The Big Trail, Zinneman's: High Noon og trilogien fra Hawks, som High Noon afstedkom: Rio Bravo, Eldorado og Rio Lobo. Når Peckinpah nævnes, synes jeg "begge ender" skal med så Ride the High Country (De red efter guld) får sin plads i kanonen. Endelig er det meget vanskeligt at tale westernhistorie og Ford uden at sige soldatertrilogi.

Og så blev du vist ikke færdig med omtalen af Open Range, gjorde du?
Risby

Sendt 2004/03/05 11:32:57 IP: Logget Svar...

Open Range - Work in Progress!

Hej Svend Erik.

Først og fremmest er det jo godt at vide, at man ikke er den ensomme stemme på prærien, og at der andre "die hard" fans af genren. Tak for din konstruktive kritik, filmene du savner er bestemt lige så vigtige og relevante. Jeg havde dog håbet af jeg med betegnelsen Westerns 101 kunne slippe om ved kun at nævne et udvalg - og når man forsøger at begrænse sig, ja så vil der jo smutte betydnignsfulde film gennem nettet.
Som den opmærksomme læser har du opdaget, at teksten er ukomplet. Hans Kristian Pedersen fra LaserDisken er kommet til at bringe ca. halvdelen af teksten under sin redaktion af stoffet. Den skulle om føje tid dukke op i sin helhed. Hvis nogen ser H.K. så sig til ham: This town ain't big enough..!
Svend Erik

Sendt 2004/06/22 11:20:32 IP: Logget Svar...

101?

Hej Peter Risby
Tak for svaret. Nu har jeg grublet over, hvad der menes med udtrykket: Westerns 101 - jeg kunne sikkert finde det et sted i litteraturen? men det er lettere evt. at få dig til at røbe det.

Start en debat om denne udgave af Open Range - klik her

Klik her for print-venlig udgave

 
Tlf: (+45) 98 13 22 22      mail@laserdisken.dk      CVR: 10 19 42 45