|
Udgivet 29. januar 2008
af Atlantic Film
|
D6704
/
UPC# 7319980067044 |
|
|
|
|
|
|
Bestil filmen i Laserdisken!
|
|
|
|
 |
Miramax
-
2006
England
-
Farve
-
95 min
|
 |
 
|
|
|
| DVD-pladens specifikationer |
|
| TV-system:
PAL
|
 Region:
|
|
Oprindelse:
Danmark
|
Med danske tekster
|
|
|
Billedgalleri:
|
Laserdiskens vurderinger:
 |
| David |
 |
|
|
|
Sidste chance for en flirt
 To gamle skuespillere, Maurice (Peter O'Toole) og Ian (Leslie Phillips), begge med den ene fod i graven, er så småt ved at vænne sig til tanken om, at de skal dø. De ved godt, at der ikke er så meget mere, de kan gøre på denne jord, så de finder glæde i de små ting. Ian glæder sig til, at hans niece fra landet kommer og bor hos ham, for han tror, at han dermed får en lille stuepige i huset, som kan lave mad, gøre rent og generelt gøre hans liv lidt nemmere. Derfor får han noget af et chok, da niecen viser sig at være en alt for typisk teenagepige, der glor TV, æder chips og ikke gider løfte en finger.
Maurice, derimod, er ikke så nem at afskrække. Han er en rigtig gammel gris, og synet af en frisk, ung teenagepige er nok til at få ham op af stolen - han giver sig øjeblikkeligt til at charmere pigen. Og det virker. Hun kan ikke lade være med at blive en smule fascineret af denne besynderlige, gamle mand. Han citerer Shakespeare - hun citerer Kylie Minogue. Han lader hende få en øl - hun lader ham snuse til sin nakke. Efterhånden udvikler de et forhold, der er mere end bare platonisk. Har Maurice nået sin sidste salgsdato, eller kan dette gamle fjols få lov til at vinde endnu et kvindehjerte, inden han stiller træskoene?
Ved første øjekast kunne Venus godt ligne en tør, grå engelsk film, specielt når vi bliver introduceret til de to gamle mænd i hovedrollerne, der dårligt kan tage et skridt uden at pruste og stønne, men så åbner de munden, og ud strømmer en fantastisk dialog, fuld af sort humor, sjofle bemærkninger og skarpe observationer!
Hjertet i Venus er forholdet mellem O'Tooles Maurice og pigen Jessie, spillet af Jodie Whittaker. Det er både frækt, smukt, rørende og hjerteskærende. Filmen når hele registeret igennem bare ved at spille disse to karakterer ud mod hinanden. Det er, som om verden står stille, når disse to mærkværdige personligheder rykker tæt sammen og deler deres hemmeligheder. Venus er ikke en stor film, men den er fuld af store præstationer, og ingen er større, end den Peter O'Toole leverer.
David
|
|
Brugerne skriver om Venus:
|
|
Anmeldt af
Svend Erik, Løkken |
22. december 2011
|
|
Tag tilværelsen for hvad den er |
|
Selv i begyndelsen af 80'erne fremstiller Peter O'Toole en gammel skuespiller meget lig sig selv. Han spiller (for en gangs skyld) ganske ukrukket og klarer den meget vanskelige balance som en olding, der er erotisk optaget af en purung pige. Komedie eller ej er der noget ganske usandsynligt over forholdet, som man må afskrive at beskæftige sig med. Gør man det (afskriver) og indstiller sig på filmens egne præmisser, kan man godt blive optaget af historien - eller nærmere den måde O'Toole og Jodie Whittaker administrerer sine roller og dialog. De gør det nemlig fremragende.
Filmen er fortalt i spredte episoder, hvilket ikke forpligter dramaturgien, men heller ikke bringer den kant og spænding til fortællingen, som ligger lige for.
|
|
|
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Farum |
7. maj 2009
|
|
Den sidste flirt |
|
"Venus" er i grunden en meget ejendommelig film, ikke bare at se men også at forholde sig kritisk til. På den ene side er det en typisk odd-couple komedie, her om en aldrende stjerneskuespiller, der skal forholde sig til sit liv, sin sidste tid og forholdet til erotikkens manglende plads i tilværelsen. Her ser vi det illustreret gennem et venskabsforhold til en ganske ung pige, hvilket er vovet men smagfuldt håndteret af instruktøren. På den anden side bevæger "Venus" sig på kanten til patetisk selvudlevering, idet O´Tooles eget profesionelle liv på én eller anden mærkelig måde pludselig bliver udstillet - man ser det klarest ved besøget i kirken hvor real-life afdøde skuespillerkolleger får screentime. Det virkede lidt makabert. Tilbage står man derfor med en lidt fragmentarisk film, som er sådan lidt af hvert, og måske savner et decideret tyngdepunkt. Når den så alligevel er en oplevelse man ikke bør gå glip af skyldes det det virkelig gode skuespil, en knastør humoristisk dialog og en latent stemning af livsoptimisme, som er svær at ryste af sig bagefter. Men nogen dybsindighed er der ikke tale om.
|
|
|
|
Ret din egen anmeldelse af Venus - klik her
Start en debat om filmen Venus - klik her
Start en debat om denne udgave af Venus - klik her
|
Klik her for print-venlig udgave |
|
