Doctor... who?
Doctor Who er en af de mest sejlivede TV-serier nogensinde. Første afsnit kørte over skærmen i 1963, og siden dengang er serien gået igennem utallige inkarnationer med forskellige skuespillere i hovedrollen. I denne nyeste version af serien kunne man i første sæson opleve Christopher Eccleston som (den niende) Doctor Who, men i anden årgang møder vi for første gang David Tennant som den tiende Doktor. Ex-popstjernen Billie Piper er fortsat hans trofaste assistent, Rose.
Doktoren er en Time Lord. Et væsen fra en fremmed planet, der rejser igennem tid og sted. Nogle gange er han på sightseeing, andre gange rejser han rundt for at hjælpe.
Første sæson sluttede med, at vores titelkarakter blev regenereret endnu en gang. Derfor starter denne årgang med en noget forvirret doktor, der stadig kæmper med at finde sig tilpas i sin nye krop! David Tennant (Harry Potter 4) har som nævnt overtaget rollen som doktoren, og han er lige så fantastisk som sin forgænger!
For første gang er det muligt at gøre brug af moderne computereffekter, så nu kan man ikke længere grine ad de billige kulisser, som plagede serien før i tiden. Med et permanent glimt i øjet, en tilpas mængde frækhed og en flair for gode historier har BBC formået at forny denne serie til en ny generation. Man kan sagtens være med, selv om man aldrig har hørt om Doctor Who før!
David
Specielt om denne udgivelse:
Doktoren har netop sagt farvel til Martha og er på vej ud på nye eventyr, da hans flyvende tidsmaskine T.A.R.D.I.S. støder ind i et eller andet. Doktoren tror ikke sine egne øjne, da han ser navneskiltet: Titanic! Det viser sig dog hurtigt, at der ikke er tale om det gode gamle fartøj, vi alle kender, men et imponerende rumskib fra en anden galakse. Doktoren sniger sig om bord og bliver gode venner med servitricen Astrid (Kylie Minogue), men han er ikke den eneste uindbudte gæst om bord.
|