Rugrats i Paris: Filmen:
Mine favorit-rollinger er tilbage på det store lærred. Efter den lidt tvivlsomme Rugrats: The Movie var jeg en smule skeptisk. Jeg elsker at side derhjemme og se Rollingerne, men den første film havde tydeliggjort, at de små søde havde svært ved at bære en spilletid på mere end de 20 min, de normalt er begrænset til på tv. Filmen havde ellers en lovende Indiana Jones-start og en glimrende 2001-tunneltur gennem den menneskelige evolution, men derved stoppede morskaben også! Men nu er rollingerne så draget til Paris, og jeg ved ikke, hvad det er med os europæere, men det er der faktisk kommet en meget sjovere film ud af. Chuckie er på jagt efter en ny mor. Det betyder, at hans far, Chas, må forelske sig i den rette kvinde, men uheldigvis har Chuckie udset sig en statue af en prinsesse til at være den perfekte mor, og denne lille tåbelighed er faktisk, hvad filmen tager sit udgangspunkt i! Men tro mig - det er ikke kedeligt! Så kan du lide Rollingerne på tv, men blev skuffet over den første film, så giv alligevel 2’eren en chance.
Morten Kaa
|