An unknown error occurred:
UnexpectedClosure
INCLUDEFORM
!

[/!]
 
0.00 kr
Kurven er tom
Til kassen

Log ind

Nyhedsmail
FAQ
Sitemap

Kat (Liv Corfixen)  (DVD) Kat (Liv Corfixen)

Udgivet 5. december 2001 af Nordisk Film 1070931 / UPC# 5708758642392

Kat (Liv Corfixen)  (DVD) - Klik her for at se billedet i stor størrelse.

Udgået

Det er ikke længere muligt
at bestille denne udgave.

Klik her for eventuelle
andre udgaver af filmen

Medierådets aldersgrænse. Det Danske Filminstitut - 2001
Danmark - Farve - 83 min
Ønskeliste
GysSkrækThriller
Filmens specifikationer
Original titel: Kat
Instruktør: Martin Schmidt
Medvirkende:
Maria  Liv Corfixen
Henrik  Martin Brygmann
Isabella  Charlotte Munck
Peter Hald  Søren Pilmark
Gundine  Birgitte Federspiel
Hr. Vestergaard  Holger Perfort
Fru Vestergaard  Grethe Holmer
Politiassistent  Søren Christensen
Dyrlæge  Claus Flygare
Parkeringsvagt  Margrethe Koytu
Vis alle medvirkende...
Stikord: Mystery
Based-on-a-book
Computer / Internet
Katte
Overnaturligt / okkult
Spøgelser / onde ånder
Utroskab
Klik for alle udgaver af filmen
Same Cast
DVD-pladens specifikationer
TV-system:  PAL DVD-pladen har regionalkoden 2.Region:
Oprindelse:  Danmark
Features:
Ja Anamorphic (16:9) Ja Trailer
Production Notes Music video
Ja Documentary Music score
Ja Commentary Fact track
Interviews Gallery
Multi-angles Cast & Crew
Hidden Features Outtakes
DVD-Rom features Ja Deleted scenes
Antal plader: 1Denne udgivelse indeholder 1 plade(r).
Billedformat Lydformat Sprog Tekster
Letterbox
DD 5.1
DTS 5.1
Dansk
Norsk
Svensk
Aspect Ratio Kassette Pladetype Faste tekster
1,77 : 1 Keep Case DVD9 Ingen

Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Antal stemmer: 12

Gennemsnit: 6.8 ud af 10

Du kan også stemme.   

Laserdiskens vurderinger:

Søren

Brugerne skriver om Kat (Liv Corfixen):

Anmeldt af Holliday, Aalborg 31. august 2011
Kat på et blodig biltag
Kat (Liv Corfixen) Anmeldelsen indholder spoiler(s)

Martin Schmidt er det tætteste vi kommer her til lands på en genreinstruktør. Med low budget teenage gyserne Sidste Time som bevægede sig indenfor det supernatural element og den direkte ”efterfølger” Mørkeleg, som var en rendyrket slasher, blev der i midt 90’erne med et rusket liv i et segment som på dette tidspunkt ellers var ca. lige så stendødt på de nordlige breddegrader, som westerns og sci-fi. Katalysatoren for disse to film var Ole Bornedals Nattevagten, som dog i bund og grund havde mere karakter af thriller end af gys. Kigger vi lidt mere i bakspejlet med danske gysere, dukker titler op som rotere omkring genren som: Vampyr, Mordets Melodi, Ulvetid, Cecilie, Døden Kommer til Middag, Nattens Engle, Manden Der Tænkte Ting, Riget, Kollegiet, Baby Doll, Det Parallelle Lig og nu, senest Von Triers Antichrist.

Er der to ting, som har stort set dannet parløb hele vejen igennem Schmidts gyser produktion, er det tæv af anmelderne og kommerciel succes. Gymnasium gyseren og debutfilmen Sidste Time (95), var til historie bøgerne. Måske ikke selve filmen, men så omstændighederne. Godt fire millioner rare danske kroner og nitten optagedage var der at gøre godt med for Schmidt og co. Og det dufter for alvor af en ”negativ” Danmarks rekord. De snævre økonomiske forhold og det meget lille rum til armbevægelser er skam også synligt i det endelige resultat. Det er småt med kameraindstillingerne og filmen er præget af, for gyserfilm, få close up billeder, men til gengæld mange gruppe og total billeder. Det koster nemlig både tid og penge at flytte kamera og ændre lyssætning. Sidste Times umiddelbare fordel (ud over det altid er spændende med et dansk bud på en genre film) er energien og entusiasmen som gennemsyre den. Selve historien, som er forfattet af Schmidts gamle skolekammerat og patner in crime Dennis Jürgensen, er faktisk ganske gennemført og idéen bag to sideløbende handlingsforløb som sammensmelter til sidst, er bedre end den ofte har fået kredit for. Filmens minus (som skulle blive gentaget i Mørkeleg) er at den visuelt er alt for lidt udfordrende og risikere for lidt på den konto. Både når vi snakker direkte afregning ved kasse 1 i blood n’ guts, men også via en temmelig anonym instruktion. Det er måske ikke så underligt, set omstændighederne i øjnene og at det var en debut. Alligevel, eller på trods af, blev Sidste Time det års mest sete danske film og høstede desuden et fint salg til udlandet som faktisk gjorde, at den havde tjent sig selv hjem, før den første dansker havde nået at give et gips fra sig i biografmørket. Mørkeleg (96) som havde skrottet det overnaturlige element fra forgængeren, og var en straight forward teenage slasher, blev skudt nærmest back to back med Sidste Time og blev en næsten ligeså stor succes. Her var der lidt flere penge og albuerum at gøre godt med. Det udmøntede sig bl.a. i en stemningsfuld lysætning og ganske fin udnyttelse af location. Filmen skæmmes dog af at den starter med det mest grafiske mord, og der efter er mere eller mindre off screen kills. Come on, det er altså en slasher film det her. Desuden halter afsløringen af filmens morder, hvor timingen ikke syntes specielt velvalgt. De unge skuespillere gør det godt og især Line Kruse leverer egodt fysisk skuespil som vores heltinde. Med andre ord; Det danske gys var for alvor tilbage.

I 1998 kom så novellefilmen ”Afmagt” om et ungt par som mister deres barn og får besøg af en fremmede som ved mere om denne sag end han burde. Puk Scharbau, Jens Jørgen Spottag og Peter Mygind er på rollelisten. Historien er i øvrigt forfattet af Laserdiskens egen Peter Johansen. I den forbindelse har både Svend Erik og ch skrevet glimrende anmeldelser af Johansens bud på en nordjysk underground gyser med Schizofrantic

I 2001 var det så atter blevet tid til en tur i biografmørket. Denne gang med Kat. Kats bagmænd var til dels Zentropas egen Godfather Peter Ålbæk Jensen, som havde forelsket sig i historien om katten også Nicolas Windig Refn producenten Henrik Danstrup. Kat var samtidig også et midlertidig "brud" med Dennis Jürgensen, hvis to selvstændige historier, havde dannet fundamentet for Sidste Time og Mørkeleg. Det er nemlig ikke, som mange ellers tror, to film som er bygget på den populære forfatters bøger, men omvendt. Bøgerne blev skrevet efter filmene og er derfor et såkaldt write of. Et begreb som man ellers mest kender fra amerikanske film, hvor man hyre en forfatter til at skrive en bog over filmen. Bogen Kat (ondskaben lurer i regnen) udkom i 1995 og er Peter Langstrup debut roman. At konverterer den om til et filmmanuskript blev lagt i hænderne på Marie Trolle Larsen. Som i øvrigt kan ses som kriminalassistent i filmen. Historien i Kat er ganske simpel. To veninder deler en herskabslejlighed. Den selvsikre og udadvendte Isabella (Charlotte Munch), hvis bedsteforældre bor i lejligheden ovenover. Også Maria (Liv Corfixen) som læser jura og har kæreste problemer. Maria er Isabellas modsætning, som både er usikker på sig selv, sit studie også ikke mindst kærestens intentioner. Spillet af Martin Brygman. Isabellas bedsteforældre afholder på fredage spirituelle og okkulte seancer, som giver udslag i en del larm nu og da. En fredag aften, da begge piger for engang skyld er hjemme, er det ekstra slemt og Isabella er på nippet til at gå der op, da det lyder som om en elefant ommøblerer lejligheden. Før hun når så langt, stopper larmen dog. Aftens seance udmærker sig også med, at før den gik i gang, bankede en ældre og temmelig underlig og forvirret dame på pigernes dør, da hun troede det var der, Isabellas bedsteforældre boede. Efterfølgende kommer Isabellas bedstefar ned og informere Maria om, at de har en seance på programmet senere samme aften, som kan larme, samt de ikke ønsker at blive forstyrret. Maria kat smutter ud og med op i lejligheden. Aftens seance går imidlertid helt galt, da det lykkes de tre ældre mennesker, at fremmane en ”forkert” ånd. Ånden tager her efter ophold i Marias kat som er vidne til optrinet og historien er i gang.

Kat’s historie er på ingen måde hverken speciel original eller dybsindig. Den er som 99,9 % af alle andre historier i genren, en undskyldning for stemning, begivenheder og ja, selvfølgelig gyset. Ikke mindst når vi snakker det supernatural. En hurtigt blik ned over Stepehen Kings samlede værker konverteret til filmmediet, vidner fint om dette. På samme måde er der næppe ret mange, som har genset Halloween, eller Nightmare on Elmstreet, fordi der var elementer i historien, de ikke lige fangede ved første gennemsyn. I Kat, er det så katten som er katalysator for gyset og uhyggen. Det er der heller intet nyt i. Katten har igennem hundredvis af år og i utallige historier været både symbol og løftestang for handlingen og dannet bro mellem de levende og døde. Både i tidlige folkeeventyr, bøger og på film. Katten forbindes nemlig ofte med mystisk og overtro, f.eks. har hekse ofte en sort kat og selve kattens natur, modsat hundens, er også en hel anden karakter. Katten ejer ikke hundens trofasthed og lader sig heller ikke diktere eller tæmme. Ting foregår på dens præmis, når den har lyst og ikke omvendt. Spørgsmålet er vel om det er mennesket der har kat, eller omvendt? På den ene side er den lige så kærlig, opmærksomhedssøgende og nærmest kærlig af natur som hunden. For så i næste øjeblik, at være helt sin egen, utilnærmelig og grusom. Hvem har f.eks. ikke set en kats dødsleg med en mus? Her kan den være både halve og hele timer i sin leg med den hjælpeløse og udmattet mus, før den endelig forbarmer sig over den og slår den ihjel. Ofte helt uden ønske eller intension om at æde den. For så bagefter ugerningen, at strække sig i eftermiddagssolen, med ønske om at blive kløet og nusset.

Skuespillerne i Kat gør det fremragende. Vores to hovedpersoner, Maria og Isabella, spiller fint overfor hinanden som den lyse og den mørke. Dialogen er fin og der er god kemi. Med andre ord, niveauer over hvad vi ellers præsenteres for i genren. Hvor tæerne ofte er den største udfordring at få rettet ud igen. Søren Pilmark som spiller den ledende politiefterforsker, beviser endnu engang, at han er en yderst kompetent skuespiller. Og evner både med sin mimik og spil, lynhurtig at danne et troværdigt billede for sin figur, på trods af her, få scener. Politiets indgriben i historien, er også fint vægtet. Modsat f.eks. i Mørkeleg, hvor den blev klippet næsten helt ud og de scener som blev tilbage, nærmest fik et komisk islæt over sig. I Kat, fungere Pilmark som betjenten der kan se ind bag Maria og at der er noget galt.

Enkle scener i Kat, kan virke påklistret. I øjnene springer f.eks. scenen hvor Maria opsøger den gamle dame, som hun tidligere snakkede med kort før den skæbnesvangre seance. Man kan spørge sig selv hvordan hun finder frem til hende og hvorfor? Til det første er der at sige, at det er et godt spørgsmål. Når det så er stillet, er det næppe noget man som bør dvæle ret meget ved, har man hjemme i denne genre. I hvert fald skal man ikke kigge langt ud over brillestellet for at skimte de første hundrede lignende scener melder sin ankomst. Er det det man efterlyser. Selve scenen som ikke har det store indhold, har dog en vigtig funktion, da den er et point of no return for Maria. Indtil da har Maria været den passive i historien. Hun er den stille observant til både sit liv og de hændelserne der tegner det. Det hele sker uden nogen synderlig reaktion. Med beslutningen og eftersøgningen samt den efterfølgende konfrontation med den gamle posedame, ændre dette billede sig. Maria går fra at observere til ikke bare at reagere, men agerer.

Kat har fra første sekund et rigtigt lækkert og indbydende look. Det skyldes ikke mindst filmens fotograf, veteranen Dirk Brüel. Brüel som tidligere har fotograferet film som Nils Malmros Drenge, Bille August’ Honning Måne, Det Forsømte Forår, Springflod, Slip Hestene Løs, De Nøgne Træer, Johnny Larsen og ikke mindst Magnetisørens Femte Vinter, som han i øvrigt vandt den prestige fyldte Da Vinci pris for. I juryen sad bl.a. Kurosawa fotografen Shoji Ueda og Coen brødrenes hoffotograf Roger Deakins. Brüels visuelle touch og sans for billedekompositioner og leg med lys og skygge gennemsyre Kat. Hans brug af især køligt blåt lys som veksles til sol og varme er den perfekte baggrund til herskabslejligheden. Kameraarbejdet er generelt af høj, høj klasse. Læg eksempel mærke til i begyndelse af filmen, hvor Maria og Isabella har haft en kort samtale i køkkenet, hvor efter vi klipper og kigger ind ad vinduet til køkkenet, for så at panorerer op ad bygningen til lejeligheden overover, hvor aften skyerne spejler sig i hastig flugt i vinduet, som Isabellas bedstefar trækker rullegardinet ned, så seancen kan begynde. Et andet eksempel af mange, er da Marias kat kommer listen fra den sorte gang og ud af mørket i slowmotion og langsomt bliver synlig. En fysisk smuk manifestation på kattens nye jeg. Efterfulgt af et lige så effektfuld POV skud op i sengen og hen over Maria som sover.

I det hele taget bliver katten brugt eksemplarisk i Kat. Dyr og deres indgriben i film og historie som enten deciderede hovedpersoner eller mennesket bedste ven, eller værste fjende, er mange. I Kat eksekveres scenerne og momenterne perfekt. Kattens forsøg på at komme ud ad vinduet, da naboparret overfor skændes højlydt. Scenen ved dyrlægen, hvor vi med simple midler i lyddesign og kattens øjne for indblik i dens virkeligheds opfattelse af de to andre kvinder i venteværelset. Hele scenen i øvrigt, er et eksemplarisk eksempel på, hvordan en tilsyneladende banal venteværelse scene ganske enkelt kan løftes og gøres mindeværdigt. Her via kattens opfattelse og de to kvinders samtale og som de efterfølgende fader ud og efterlader Maria alene i venteværelset.
København og bybillederne bliver også effektivt implanteret i de få, men fine scener vi er udenfor. Lige fra Marias første tur på gaden, med de nærmest klaustrofobiske bygninger foran hende, til hendes første sammenbrud på Langelinie og solen der glimter i vandet igennem rækværket.

Herskabslejligheden og den begrænset plads, hvor en stor del af filmen udspiller sig, er normalvis en yderst utaknemmelig samarbejdspartner. Selv om det selvfølgelig ikke er en rigtig lejlighed, men et set der er bygget, er der ikke meget rum at boltre sig på. Og netop her ligger Kat måske største bedrift begravet. Smith og Brüel formår hele filmen igennem, at gøre vinkler og skud interessante. Det tiltede kamera og Schmidt brug af close up, bringer os ikke bare tæt på vores personer, men hvor det normalt hurtigt bliver rutine, med det samme skud i køkkenet, de to samme vinkler i stuen osv. Leges der her hele tiden med mulighederne og vi er vidner til intet mindre end en eminent udnyttelse af location. Lejlighedens hjørner, kroge, den lange gang, lys og skygger prikker hele tiden til os og vi guides rundt på første klasse. Fokusset på detaljerne og effekten er superb. Helt uden sammenligning i det store billede, kom jeg til at tænke på Carpenter og hans samarbejde med Dean Cundy på The Thing. Her arbejdede de også med et meget snævert rum og kulisse på den amerikanske base. Carpenter var bekymret for de manglende muligheder og samtidig at kunne bevare momentum og ikke kede folk med reprise af de samme skud og vinkler. Alligevel lykkedes det ham at kreere en idé og detalje rigdom i billederne, som selv her efter minimum 30 gennemsyn, stadig kan berige undertegnet med nye opdagelser og vinkler hver gang jeg ser den.

Effekterne i Kat har været meget kritiseret. Ikke mindst at man tillod sig, at skabe et computer monster, også i Danmark af alle steder. Her er kritikken selvfølgelig ikke mindst foranlediget af at Kat har et meget lille budget og pengene som var til rådighed, til at skabe monsteret, næppe kunne have betalt første afdrag på en møtrik til en George Lucas robot i Star Wars. Jeg står personligt lidt uforstående overfor dette. Fair nok, at man syntes at monstret ligner noget der er skabt på en computer og eller ser kunstig ud. Men netop horror genren har jo en lang og smuk tradition for, at skabe både mindeværdige og knap så heldige effekter. Uden de på nogen måde saboterer filmen. Her kan man jo f.eks. tænke på Stop motionen sekvenserne i den oprindelige The Terminator, kontra fortsættelsen. Eller på Raimi’s Evil Dead. Hvad med Spielbergs gummi haj som havde problemer med blot at holde sig flydende? Og når man så samtidig kigger på $ 100.000.000 film som Predators, hvor rædderlige CGI vuffer løfter ben og strinter op ad det nærmeste træ. Eller de mere end transparente monstre i I Am Legend som mest af alt ligner noget hvor pengene er sluppet op. Man kan selvfølgelig også hive den skrækkelige An American Werewolf in Paris ned fra de støvede hylder. Måske kigge Jon Voigt over skulderen i Anaconda. Eller tidens værste CGI hajer ever i Deep Blue Sea. Ja, selv for for de største effekt mestre kan det gå galt. Lucas som insisterer på at ”forbedre” sin oprindelige trilogi med opdateret effekter hver eneste gang den udkommer på et nyt medie. Det nærmede sig det pinagtige, da Han Solo skulle stepdanse omkring Jabba the Hut i Star Wars, som i øvrigt ikke havde meget lighed med samme figur fra The Return. Men det bemærkede Solo næppe, da han havde mere travlt med ikke at snuble over Hut’s hale i en detalje, som er så ringe udført, at man næsten må tro det er løgn. Ja, mulighederne og eksemplerne er mange og så tillader jeg mig at tænke, at for en dansk low budget gyser fra 2001, er resultatet måske ikke helt så tosset - endda.

Kat score lægger sig fint i tråd med filmens visuelle stil og danner sammen med lyddesignet, en effektfuld atmosfære. Manden bag musikken er den gennemrutineret Gary Chang, som har stået bag mere end 70 film og tv-serier. Her i blandt Under Siege, 52 Pick Up, The Breakfast Club og Miami Blues.

De konventionelle effekter i Kat er fremragende og hvor der med rette kan sættes et spørgsmålstegn ved uhyret, er der til gengæld ikke meget at diskutere her. Første scene, hvor vi får et glimt af hvad der er på færde, er da en bilist har en konfrontation med en parkeringsvagt. Her er der en brutalitet og effekt som man har sukket efter i tidligere Schmidt produktioner. Parkeringsvagten, Margrethe Koyto fra Taxa, smides først igennem bagruden på en bil, for derefter at blive flået ud igen. Afsluttet med at bilen dumpes oven på bilisten, som set i bakspejlet, sikkert gerne ville have sluppet med en parkeringsbøde. I filmens finale hvor Brygman får sin bekomst, er ligeledes godt formidlet. Hans flyve og ruske tur igennem stuen og desperate forsøg på at holde fast i livet og dørkarmen er ganske effektfuldt.

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om, at med Kat, har Martin Schmidt ikke bare lavet sin ubestridte bedste film, men også en af genrens ypperste her til lands. Historien suger os ind og holder os fanget og udvikler sig snigende, mens vi følger Marias deroute. Pacingen er god og persongalleriet troværdigt. Der er som altid i film, detaljer man kan diskuterer. Eksempelvis, finder jeg at kattens transformation til uhyre skæmmende for historien, men kan godt se idéen. I min optik, ville det havde fungeret bedre, havde man aldrig helt givet slip på mystikken omkring hvad det var som angreb Maria’s ofre. På samme baggrund er det også de uafslørede angreb som virker bedst. Hvor vi endnu ikke ved hvad det er som angriber, ud over, at det har en kobling til katten og Maria. Det er i øvrigt også kun i filmen at monsteret er implanteret. I Bogen eksisterer det ikke i fysisk form. Summa summarum, ændre dette dog ikke på, at med Kat har Martin Schmidt lavet en film hvor vi for første gang rigtig for et indblik i en personlig stil og talent for at fremelske et velkomponeret gys. Der har været tilløb, og stiløvelser tidligere, men med Kat og et voksen ensemble, er det som om Schmidt også vokser.

Efter Kat stod de næste produktioner på TV-serie. Schmidt instruerede flere afsnit af bl.a. Rejseholdet, Nikolaj og Julie og Ørnen. Før den igen stod i gysets tegn med Bag det stille ydre (2005).

Bag det stille ydre var samtidig også et comeback til Dennis Jürgensen. Selve filmen var endnu engang ultra, ultra low budget og der var ikke mange penge at gøre godt med for de to herrer. Det fremprovokerede blandt andet flere omskrivninger af manuskriptet og nedtoning af effekterne. Bag det stille ydre er en klassisk haunted house historie, men fremstår desværre ikke specielt vellykket. Slet ikke hvis man ser den i forhold til Kat og må betegnes som Schmidts svageste i hans gyserproduktion. Filmen væver fra start af og har i det hele taget svært ved, helt at finde ud af hvad det er den vil. Er det en gyser, eller er det en who’s dunnit historie vi er vidner til? Filmen syntes for alvor at knække på midten og finder aldrig en rød tråd eller sin egen stil. Skuespillerne er på autopilot, med undtagelse af Dejan Cukic som stjæler filmen. Gyset er helt væk, vi skal skræmmes af rådden frugt i dagslys og en pejs med egen vilje.

Spøgelserne ageren i historien hænger ikke rigtig sammen og de effekter der skal få os til at gispe og række ud efter kæreste eller pude er ikke eksisterende. Filmen har igen en god location i huset, men her benyttes denne slet ikke på samme effektfulde måde som i Mørkeleg og især Kat. Fotograferingen virker underlig off og stemningsforladt selv om det er gennemrutineret Jan Weincke som står bag kameraet (Sort Høst, Århus by Night, Zappa, Kærlighedens Smerte). Flere scener virker desuden underligt beskåret, som om filmen ikke er gengivet i samme format som den er skudt i. Største minus er dog, at Bag det stille ydre slet ikke formår at skabe en interesse for sin historie og lille familie. Vi smides som publikum rundt mellem scenerne, hvor man har mere travlt med at tænke jamen hvorfor end hvad skal der nu ske? Brugen af fiskeøjeteknikken bliver i Bag det stille ydre malket fra første sekund og bliver lynhurtigt et irritationsmoment, frem for en spændings skaber. Her burde Schmidt have kigget sig selv over skulderen og have genset Kat og hvor effektfuldt og velbalanceret effekten bruges der. På plussiden må man nævne stuntet med den brændende kvinde og seancen med clairvoyanten.

Bag det stille ydre skulle også blive Martin Schmidts foreløbige sidste bidrag til den danske gyserscene. Men forhåbentlig ikke den sidste, da vi har brug for folk der tør lave genrefilm og give sig i kast med dette på trods af tæsk i medierne og skrabet budgetter.





Anmeldt af lookalot, København K 15. september 2009
ka´det blive meget værre?
Endnu en dårlig dansk gyser. Flere af scenerne er ufrivilligt morsomme, og så er selve historien bare for lam. Konklusion: dårlig instruktion, dårlige effekter, halvdårligt skuespil, dårligt manuskript; mao: en tam og mislykket oplevelse.

Anmeldt af Frank Løvkvist, Tjele 23. marts 2008
utrolig dårlig dansk gyser. ringe effekter og dårlig handling.

Anmeldt af Monkeyman, København S 6. september 2007
Tilbage ned i kattebakken
Det var katten's, så er Martin Schmidt tilbage med endnu et makværk til den danske gyserfilms industri. Kat er mildt sagt en rigtig rigtig dårlig film. Elendig historie man aldrig hopper på, pinagtige skuespil og de dårligste CGI effekter jeg længe har set. Kan huske da filmen kom ud, at man pralede med at der var computereffekter med, men hvad nytter det når det er så amatøragtigt lavet. Kære Martin Schmidt, jeg håber at du i fremtiden vil lave gode danske gyserfilm, for indtil nu, har det bestemt ikke set godt ud.

Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse 20. marts 2006
Dårlig serie revisited?
Trist gyser der fik mig til at tænke lidt på TV-serien "De Udvalgte". Det er ihvertfald lige så ringe!

Anmeldt af Chesney, Brædstrup 22. juli 2004
Jeg ved ikke hvad der er dårligst, denne film eller "Mørkeleg" som han lavede for ca. 5 år tilbage. Det er svært at få et overblik over når niveauet er så lavt !!!!
Jeg er og bli'r en stor fan af gyser-genren, men der er grænser.

Ret din egen anmeldelse af Kat (Liv Corfixen) - klik her

Deltag i debatten om filmen Kat (Liv Corfixen) - klik på "svar"

 Forfatter Emne: Kat (Liv Corfixen)
Monkeyman

Kat (Liv Corfixen)
Se alle titler her
Sendt 2011/08/31 21:18:50 IP: Logget Svar...

Miaaaav for helved !

Jeg er uden tvivl uenig med dig, Holliday, når det kommer til denne efter min mening rædselsfulde film, men jeg kan sgu ikke andet end tag hatten af for dig, når du skriver sådan en fin og detaljeret anmeldelse.... Og så er du måske eller måske ikke, den eneste i dette kongerige, der tør stå ved og sige, at du synes at "KAT" er en kvali gyser.

Halleluja for den frie filmsmag, si'r jeg bare!

Men på den anden side, så skal der nogle gange ikke gøres ret meget for at vende en dårlig film til god.... havde man strammet op for visse ting i "KAT", så kunne den måske i mine øjne godt ha' været spiselig.
Holliday

Sendt 2011/09/01 18:06:03 IP: Logget Svar...

Der er en logisk forklaring på det

1. Så har halvdelen af dem der har anmeldt Kat ikke set den, men bare dolket den på rutinen. Den anden halvdel har ikke udviklet en selvstændig filmsmag endnu og følger derfor også i pøblens fodspor. Tilhører man gruppe to, er der dog håb forude. Det kan ta' år, før man udvikler en god filmsmag, ja for nogle lykkes det slet ikke. Kig f.eks. på T.A.

2. Så er historien jo rig på eksempler af film, som er blevet udråbet til fiaskoer og kunstneriske fallitboer f.eks. Halloween, Blade Runner, Once Upon a Time in the West, The Thing, Stjerner uden hjerner.

P.S. Også er der jo selvfølgelig den gruppe af mennesker, som kan li' Twister og er uden for pædagogisk rækkevide
Monkeyman

Sendt 2011/09/02 00:27:42 IP: Logget Svar...

Taste for movies

Ha ha... okay, jeg vil med glæde indrømme at jeg er godt kan lide "Twister".... AND IM PROUD OF IT!
Ligesom jeg er stok uenige med mange herinde, når jeg mener at andre film som "8MM" og filmatiseringen af "American Psycho", er kvali produkter.

Jeg har set "Kat" ikke 1 men 2 gange, så jeg står skam ved min anmeldelse af filmen, der er helt udenfor pøblens indflydelse... jeg synes bare filmen er piv ringe, selvom det da godt kunne ha udvinklet sig til noget mere interessant, hvis man havde skaffet sig en anden instruktør og havde finpudset manusset, men da dette ikke er gjort, så kan filmen i mine øjne ikke stige til mere end hvertfald en halv stjerne på forsøget af at skabe sådan en dansk gyser.

Det kan muligvis godt være at film som "Blade Runner" og "Halloween", ikke var en kritisk succes da de de udkom... men at sammenligne disse film med "Kat", er lidt at skyde over mål.... hvorimod at Schmidts gyser hører fint sammen med "Stjerner uden hjerner", som jeg kan hører du er fan af... alt ære og respekt for det.... jeg var ikke vild med filmen, men var derimod klokkeklart vild med Tim & Gordons comic-shows i fjerneren.

Filmsmag er ligesom at spise... Der er noget man kan li' og så er der noget man bare ikke kan fordrage, selvom 99 % af befolkningen mener at det smager godt.
Jeg har bestemt ikke den perfekte filmsmag, det er der ingen der har, men jeg synes den i det mindste er meget alsidig og varigerende, ligesom en buffet

Nu for jeg sgu lyst til at gense TWISTER.. hygge hejsa!
Holliday

Sendt 2011/09/02 13:28:30 IP: Logget Svar...

Der er håb Monkeyman, selv for dig

Jeg har nu aldrig set Stjerner Uden Hjerner. Der ud over kunne American Psycho ha' været en god film - havde de blot glemt at putte film i kameraet.

God fornøjesle med Twister. Den er, selv med min tvivlsomme smag in mente, lige en tand for pervers

Start en debat om denne udgave af Kat (Liv Corfixen) - klik her

Klik her for print-venlig udgave

 
Tlf: (+45) 98 13 22 22      mail@laserdisken.dk      CVR: 10 19 42 45