Controversial Classics
Warner har endnu engang gravet dybt i arkiverne og fundet 7 uundværlige film frem til alle os filmelskere!
I am a Fugitive from a Chain Gang Paul Muni er overbevisende i en af datidens mest barske og samfundskritiske spændingsfilm, instrueret af Mervyn LeRoy i 1932. James Allen, filmens hovedperson, vender tilbage til sin hjemegn, hvor han afslår at genoptage sit gamle job som fabriksarbejder. I stedet involveres han i et røveri, og skønt uskyldig bliver han kædet sammen med nogle overordentligt brutale medfanger. Han undslipper, men fra nu af går det alvorligt ned ad bakke med hans liv.
Fury Den østrigsk/tyske filminstruktør Fritz Lang, som emigrerede til USA i 30’erne for at komme væk fra nazisterne, bevarede sit samfundskritiske blik i det nye land. Hans første og iøvrigt nok bedste amerikanske film var en historie om flokmentalitet, massehysteri og hævn. Spencer Tracy spiller en mand, som uskyldigt arresteres for en forbrydelse, tilsyneladende lynches af en rasende menneskemængde, alligevel undslipper og derefter kun lever for at få hævn.
Bad Day at Black Rock I denne bemærkelsesværdigt stramt fortalte historie, måske John Sturges’ bedste bidrag til filmkunsten, har Spencer Tracy en af sine ypperlige sene roller som en mystisk fremmed, der dukker op i en lille afsides by for at opklare en sag. Overalt i byen mødes han med mistro, frygt og had, og tydeligvis har nogen noget at skjule. Den offentlige mening holdes i stramme tøjler af en neurotisk og farlig Robert Ryan (aldrig set bedre), som efterstræber den fremmedes liv.
Blackboard Jungle Glenn Ford, som engang i en undersøgelse blev erklæret for USAs populæreste skuespiller, spiller skolelæreren Richard Dadier, som får et job på en barsk high school i et slumkvarter og har sine problemer med at vinde elevernes respekt. Blandt de værste af de unge rødder ses Sidney Poitier, Jamie Farr (fra TV-serien Mash) og den senere filminstruktør Paul Mazursky. Bill Haley And the Comets optræder for første gang med nummeret ”Rock Around the Clock”.
A Face in the Crowd Andy Griffith, som har en lang karriere som kendt TV- og birolleskuespiller bag sig, startede sin filmiske løbebane i 1957 med en betydelig hovedrolle i Elia Kazans A Face In the Crowd. Han spiller en smålig pralhans, som TV får øje på og med ét slag gør berømt. Han bliver uhyre populær, men bag kulisserne viser han sig at være et hævngerrigt uhyre, og journalisten, der bragte ham ind i varmen og har fortrudt dette, beslutter sig for at afsløre ham.
Advise & Consent Otto Premingers politiske thriller analyserer de mørkere sider af arbejdet bag kulisserne i USAs senat. Da præsidenten udpeger en kontroversiel kandidat (Henry Fonda) til posten som indenrigsminister, sætter det gang i de politiske intriger med alvorlige konsekvenser til følge. Filmen kan sammenlignes med Frank Capras Mr. Smith Goes To Washington, men har ikke dennes humor. Blandt de medvirkende ses Charles Laughton, hvis sidste film det var.
The Americanization of Emily Under opbygningen af den store invasion, D-dagen i 1944, er England vært for mange tusinde amerikanske soldater. En af dem er løjtnant Charlie Madison (James Garner), som ved alt om, hvordan man gør livet så behageligt og risikofrit som muligt. Men tingene kompliceres, da han falder for engelske Emily Barham (Julie Andrews), og værre bliver det, da hans overordnede får et nervøst sammenbrud, som betyder, at Charlie sendes på en nytteløs og farlig mission.
Peter Sejersen
|