Clarke og Rogers (Dustin Hoffman og Warren Beatty) er beviset på, at Gud har humor. De to tåbelige og uheldige sangskrivere er i desperat pengenød. Efter råd fra deres upålidelige manager bliver duoen sendt afsted på en tur i Marokko, men bliver sat af i den mystiske republik, Ishtar. Indenfor et døgn har de to raget sig uklare med terrorister, banditter, CIA, KGB og hvad de nu ellers hedder, mens de samtidig konkurrerer om opmærksomheden fra en lækker kvindelig frihedskæmper (Isabelle Adjani). Med risiko for at starte 3. Verdenskrig flygter Clarke og Rogers på en blind kamel og med flere CIA-snigmordere som selskab.
Jeg synes at filmen starter ok, med nogle sjove scener, men efter kort tid går det ellers støt ned af bakke, og før man når halvejs ind i filmen, er man udmærket klar over at man sidder med en vaskeægte cold turkey, og at den absolut ikke står til at redde! Men man blir ved med at kigge på skærmen, halvvejs i trance/choktilstand, over hvad man er vidne til! En film man er irriteret over at have brugt tid på, selv mange år efter at man har set den! Undgå dette kæmpemæssige nittelod!
Beatty og Hoffmann blamerer sig gudsjammerligt i hvad der må betegnes som den måske ringeste amerikanske film til dato (for Beattys vedkommende måske ikke den store katastrofe, men for Hoffmann var det godt, at der stadig var et par gode film tilbage i ørkenhorisonten)! Filmen er så ringe, at det bliver interessant!