We interrupt this program...
En delikat overvågning går galt, og en bande tyve stikker af med politiet i hælene gennem Hong Kongs gader. Kuglerne flyver til alle sider og tiltrækker opmærksomheden fra en håndfuld journalister, der tilfældigvis er i gang med at dække et banalt trafikuheld. De følger efter, og resten af jagten bliver vist live på TV. Det lykkes tyvene at skyde adskillige politifolk, og i et tilfælde falder en betjent på sine knæ og beder for sit liv. I sidste ende slipper tyvene væk, og Hong Kong-politiet bliver ydmyget foran hele nationen. Politichefen går amok og beordrer alle kræfter sat ind på at fange tyvene.
Den unge, ambitiøse politikvinde, Rebecca Fong, tilbyder at overtage sagen. Hun har nemlig en plan. Da tyvene søger tilflugt i et stort lejlighedskompleks, er chancen der. Fong beordrer alt politi til stedet, og så tilkalder hun medierne. Snart er tyvene omringede uden nogen chance for at slippe væk. TV-kameraerne snurrer, og alt er kørt i stilling til en meget offentlig afstraffelse...
Johnny To er i sit mest sprælske hjørne med denne energisk fortalte "belejringsfilm". Se bare åbningsskuddet, en 6 minutter lang sekvens med et kæmpe skyderi, filmet i ét langt uafbrudt skud!
Breaking News kører i højt tempo med masser af fed action og masser af den slags scener, man bare KUN finder i en Hong Kong-film! Breaking News er også fyldt med humor og satire, men ikke den slags lagkage-humor, asiatiske film normalt kaster sig ud i. Humoren i Breaking News er underfundig og ofte meget underspillet.
Hvis du synes, at Hong Kongs filmindustri har haft problemer med at leve op til Infernal Affairs-trilogien, så skal du ikke lede længere end til Breaking News for at finde en film, der beviser andet. Anbefales på det varmeste.
David
Specielt om denne udgivelse:
- Bag kameraet-dokumentar
- Outtakes og slettede scener
- Original trailer
- Trailers for andre AWE-udgivelser
- Billedgalleri
- Instruktør-filmografi
- 4-siders booklet
- Audio: Kantonesisk DD5.1
- Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
|