Bogie & Bacall: The Signature Collection
Humphrey Bogart, født 6 dage før begyndelsen af 1900-tallet, og Lauren Bacall, næsten 25 år yngre, mødtes under optagelserne til Howard Hawks' To Have and Have Not i 1944 og holdt fra da af sammen til Bogie's død i 1957. Parrets privatliv havde tilsyneladende en kunstnerisk set positiv afsmitning på de film, de lavede sammen, ikke mindst de fire i denne samling. Foruden ovennævnte er det The Big Sleep, Dark Passage og Key Largo.
To Have and Have Not (1944)
Våbensmugleren Harry Morgan (Humphrey Bogart) er sig selv nærmest, indtil han falder pladask for den dampende sexede sangerinde, i den 19-årige Lauren Bacalls skikkelse, og resten er - som man siger - historie! Intelligent film instrueret af Howard Hawks, der kan det dér med at få replikkerne til at flyve frem og tilbage og lade dialogen overlappe. Filmen er baseret på en Ernest Hemingway-roman, men den virker mere åndsbeslægtet med Casablanca.
The Big Sleep (1946)
Klassisk Humphrey Bogart-Lauren Bacall drama, på dansk kaldet Sternwood mysteriet, hvori Bogie spiller detektiven Philip Marlowe og høje, slanke Bacall målet for hans erotiske drømme. Hun er den ældste datter af en døende general, som har tilkaldt detektiven for at opklare nogle familiære mysterier. Filmen er vildt underholdende og spændende, på trods af instruktøren Howard Hawks' berømte udtalelse om, at selv han ikke forstod et begreb af den!
Dark Passage (1947)
En dømt morder flygter fra fængslet for at bevise sin uskyld. Humphrey Bogart og Lauren Bacall i endnu en atmosfærefyldt spændingsfilm. Instruktøren er denne gang Delmer Daves, som godt suppleret af de to skuespillere samt Tom D'Andrea og Houseley Stevenson i mindre roller, får en ellers utroværdig historie til at fungere. Desuden bruger han en del overbevisende fortællemæssige tricks, herunder subjektiv kameraføring i den første halve time.
Key Largo (1948)
Spændingsdramaet Key Largo er måske ikke John Huston's allerbedste film, men den kommer tæt på. Edward G. Robinson er tilbage i en af sine rendyrkede gangster-karakterroller som den usympatiske Johnny Rocco, der holder en gruppe rejsende som gidsler på et hotel på sydspidsen af Florida under en tropisk storm. Humphrey Bogart spiller en krigsveteran, der ikke har tænkt sig at finde sig i noget. Claire Trevor vandt en Oscar som skurkens alkoholiserede veninde.
|