Lægen Jerome finder i en hytte i Smokey Mountains en død kvinde og hendes datter, Nell. På grund af en total mangel på kontakt til omverdenen, har Nell hverken et brugbart sprog eller nogen erfaring i, hvordan det civiliserede menneske opfører sig. Jerome begynder, trods vanskeligheder med myndighederne, et antropologisk studie af den sære kvinde. Han kæmper stædigt imod et krav om, at hun tvangsindlægges for yderligere observation.
Nell er en af de slags film som kan sammenlignes med Awakenings, Rainman og til dels Forrets Gump. To verdner mødes hvor vi skal prøve at forstå 'de primitive'. Det ender næst altid op i et spejlbillede hvor de kigger på os og vi kigger på dem og det er dem der har fat i den lange ende, for de er jo uskyldige. Helt uden dagsorden eller bagtanker Sådan er det også i Nell.
Nell den primitive skovpige spillet af Jodie Foster som åbenlys prøver at Chick-a-bay sig til endnu en Oscar ( gudskelov lykkes det ikke.) Foster Står over for de to læger Liam Neeson og Natasha Richardson og de har selvfølgelig deres egne problemer at tumle med som kun Nells blide hånd kan heale og samtidig føre sammen.
Filmens problemer er som stort set alle denne slags film, at de er dybt forudsigelige. Konfrontationen med den civiliseret verden og de farer og problematikker der lurer er altid de samme. Nells største problem er dog en overdreven sentimentalisme og et ulidelig score, især når Foster for 13 gange viser sine attributter i måneskin, eller danser med sig selv. Højdepunktet må dog være retssagen hvor Nell igennem Neeson giver os en kærkommen lektion og runner up må være slutscenen.