Da Louis Armstrong fyldte 70 blev The Newport Jazz Festival dét år afholdt som en hyldest til dén mand der om nogen havde skabt været med til at skabe jazz, både som musik og som begreb. En række af de kunstnere der skyldte manden så meget dukker op og optræder for et begejstret publikum, lige indtil han selv kommer på scenen og giver en række af sine bedste numre. Det er storslået at se og høre på og særligt Mahalia Jackson gør stort indtryk med sin usædvanlige sjælfulde stemme- man savner iøvrigt lige Ella Fitzgerald blandt de optrædende kunstnere - men også Dizzy Gillespie markerer sig. Det er dog i dét øjeblik at Armstrong selv dukker op foran et overrasket publikum og udstråler en vitalitet og et overskud der er helt forbløffende, at der ikke er et øje tørt. Om man er til jazz eller ej er ligegyldigt; når "Satchmo" folder sig ud er det umuligt ikke at blive grebet og revet med af livsglæden og den spirituelle energi som dette menneske rummede. Som Mahalia Jackson siger: "Hvis man ikke kan elske ham, så kan man ikke elske overhovedet." Det blev iøvrigt jazzlegendens sidste optræden, hvilket kun gør filmen her så meget mere fantastisk.