Life on Mars
Politimanden Sam er involveret i efterforskningen af en seriemorder, der hærger London anno 2006. Midt i en jagt på en mistænkt bliver han pludselig slået ned og falder bevidstløs til jorden. Da han vågner igen er alt forandret. Hans omgivelser, hans bil - selv hans tøj. Det går op for ham, at han befinder sig 33 år tilbage i tiden. Kalenderen siger 1973! Er Sam virkelig rejst tilbage i tiden? Eller foregår det hele i hovedet på ham, mens han ligger i koma og kæmper for sit liv? Sam er ét stort spørgsmålstegn... Men der er stadig forbrydere, der skal fanges, og mord der skal opklares, så der er ikke andet at gøre, end at tage fat hvor han slap, selvom 1973 byder på en lidt anderledes politistyrke.
Sam møder op på sit "nye" job, (han er åbenbart lige blevet overført fra en anden afdeling) hvor han får noget af et chok over de tilstande, han må arbejde under. Han får en brutal chef - der hellere slår en mistænkt en gang for meget end en gang for lidt - og han må klare sig helt uden moderne hjælpemidler! Men så går det op for Sam, at hans afdeling er dybt optaget af efterforskningen af en række mord, der har uhyggeligt mange lighedspunkter med de mord, Sam efterforsker i 2006. Er det den samme morder, Sam jagter i nutiden, og hvis ja, kan han så forhindre adskillige mord ved at fange den skyldige i 1973?
Life on Mars er endnu en anderledes serie fra BBC, der virkelig har fået blod på tanden efter deres nye Doctor Who-serie blev et stort hit. 70’er stemningen er fanget perfekt, både i den måde politifolkene opfører sig på - de siger ting som ”You’re nicked!” og kalder hinanden for ”gov’nor” – og i scenografi og kostumer. Serien nyder også at lege med sin hovedperson, Sam, der halvdelen af tiden betragter det hele som sin egen private dagdrøm i den tro, at han kan vågne op hvert øjeblik, det skal være, men andre gange bliver han grebet af panik og begynder at få en mistanke om, at der måske er andre kræfter på spil.
David
|