Lovændringen: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 (infosoc-direktivet) ændrer princippet om international konsumption af spredningsretten til regional kon-sumption. Det gennemføres i den danske ophavsretslovs § 19, stk. 1 den 22. december 2002.

Spredningsretten er udtryk for ophavsmandens ret til at sprede sit værk. En forfatter bestemmer selv, om hans bog skal udgives, men hvis han vælger at udgive bogen, mister han sprednings-retten til de udgivne eksemplarer. Der indtræder konsumption. Det betyder, at forfatteren ikke kan kontrollere spedning af de eksemplarer, der er omfattet af hans udgivelse. Det er en praktisk regel, der gør, at man kan købe bogen "Dronningeofret" og sælge den igen uden at få ballade med Hanne-Vibeke Holst. Hvis en forfatter vil forbyde at sprede et eksemplar, som han eller hun selv har udgivet, kan man blæse på det. Retten til at sprede bogen er sikret ved lov.

International konsumption er den traditionelle form for konsumption. "International" betyder, at det er lige meget, hvor bogen er udgivet. Hvis der er tale om et udgivet eksemplar, er der ikke flere betingelser, der skal opfyldes. Loven giver en ret til at sprede bogen videre.

Regional konsumption er en ny EU-opfindelse. Efter dette princip indtræder konsumption ikke, blot fordi eksemplaret er udgivet. Eksemplaret skal tillige være udgivet i EU. Kun hvis eksemplaret er udgivet i EU, er der en lovsikret ret til at sprede det videre.

Hvis eksemplaret er udgivet udenfor EU, har man under det nye princip om regional konsumption ikke en lovsikret ret til at sprede det videre. Det er en vigtig forskel, men det betyder ikke, at EU lukker af for resten af verden. Under visse forudsætninger kan værker fra resten af verden fortsat spredes, men det er de forudsætninger, der er strid om. Der er nemlig to fortolkningsmuligheder.

Fortolkning 1:

Før (under international konsumption) havde man en lovsikret ret til at sprede eksemplarerne,
og man kunne blæse på ophavsmandens forbud. Ophavsmanden var magtesløs, hvis man ikke adlød. Med lovændringen får ophavsmanden en ny ret, han ikke havde før: Han kan forbyde spredning af eksemplarer, han har udgivet udenfor EU. Hvis man ikke vil adlyde hans forbud,
kan han sende fogedretten og beslaglægge eksemplarerne og kræve erstatning.

Oprindelse og begrundelse for fortolkning 1:

Under lovforslagets behandling i Folketinget blev fortolkning 1 lagt til grund. På et ekspertmøde den 13. november 2002 i Kulturudvalget med lovforslaget som tema, fortalte professor Mogens Koktvedgård om baggrunden. Hans forklaring gik ud på følgende:

Resumé og forpligtelsen for kulturformidleren: Ved at give ophavsmanden en ret til at forbyde videresalg af de importerede eksemplarer beskytter man forfatteren i den situation, som Mogens Koktvedgaard beskriver. En EU-ophavsmand kan forbedre konkurrencesituationen i den tredje verden, uden at han samtidig forringer sine muligheder for at tjene penge i EU.
    Kulturformidleren (importøren) er - i modsætning til tidligere under international konsumption - forpligtet til at respektere ophavsmandens eventuelle forbud. Forudsætningen for et videresalg er derfor, at ophavsmanden ikke har forbudt det.

Fortolkning 2:

Den fortolkning tager udgangspunkt i, at import og videresalg er forbudt, medmindre man får en særlig tilladelse fra ophavsmanden. Da udgangspunktet er, at salg er forbudt, står fortolkning 2 i modsætning til fortolkning 1, der tager udgangspunkt i, at salg er tilladt.

Oprindelse og begrundelse for fortolkning 2:

Fortolkning 2 blev ikke forklaret under behandlingen i Folketinget. I kulturministerens svar til Per Clausen den 18. januar 2007 er fortolkning 2 gengivet som et faktum, men en begrundelse for, at afskaffelsen af international konsumption medfører krav om ophavsmandens tilladelse, ses først i Kammeradvokatens svarskrift den 19. juni 2007 (side 4) i retssagen om lovens fortolkning:

Bag den fortolkning ligger det synspunkt, at salg af et udgivet eksemplar er en udnyttelse, som antages at være til ulempe for ophavsmanden, hvorfor hans tilladelse er nødvendig. Det gør f.ex. op med den opfattelse, at boghandlere hjælper forfattere med at tjene penge på deres bøger. Da den særlige ret kun gælder for eksemplarer, der er bragt på markedet udenfor EU, må det også antages, at EU har indført regional konsumption særligt for at styrke ophavsmænd i tredjelande (EUs egne forfattere får ikke samme fordel, idet de stadig må finde sig i, at boghandlerne sælger deres bøger, uden at de kan gøre noget som helst for at forhindre det).

Forpligtelsen for kulturformidleren: Kulturformidleren (importøren) er forpligtet til at indhente særlig tilladelse fra ophavsmanden, før han må sælge et udgivet eksemplar. Forudsætningen for et videresalg er derfor, at kulturformidleren (importøren) har erhvervet en særlig tilladelse.

Konklusion

De to fortolkninger giver mig som kulturformidler af importerede film forskellige forpligtelser, så det er nødvendigt med en domstolsafgørelse for at fastslå den korrekte fortolkning autoritativt.

Med venlig hilsen

Hans Kristian Pedersen,
indehaver af filmbutikken Laserdisken. Jeg kan kontaktes på e-mail: hk@laserdisken.dk.