Klik for at følge de konkrete retssager og for adgang til tidligere numre af Lady Justice
Lady Justice er et personligt elektronisk retspolitisk tidsskrift om retssamfundet Danmark. Via dokumenterede retssager behandles tabu-emnerne retssikkerhed og de høje forbrugerprisers mulige årsager (kulturministeriets og domstolenes støtte til de internationale producenter).

"Du skal have brede skuldre, hvis du vil være parallelimportør. Du kan ikke forestille dig, hvad du vil komme ud for," sagde TV-importøren til mig, da jeg i 1984 indviede ham i min plan om at lancere Laserdisc-systemet i Danmark via import fra England.
    Jeg var forberedt på chikanerier fra videobranchen, men det kom bag på mig, at kulturministeriet og domstolene støtter industriens markedskontrol og forfølgelsen af Laserdisken. Men vi er her endnu, og i jubilæumsskriftet får du alle historierne - ikke mindst baggrunden for, at vi tilsyneladende altid er involveret i en retssag.

Billedgalleri:


25 år med livet i laser

De første 6 år af Laserdiskens levetid var der vedvarende rygter om, at videobranchen ville lukke forretningen, fordi jeg havde tilladt mig at samarbejde med distributører i England. Det var et uhørt brud på det nagelfaste mono-pol, Foreningen af Danske Videogramdistributører (FDV) havde "tilkæmpet" sig i begyndelsen af 80'erne.
    De sidste 19 år har Laserdisken på et hvilket som helst tidspunkt været involveret i en eller flere retssager, der skyldes monopolernes ønske om at gøre det så svært som muligt at drive uafhængig virksomhed i Danmark.

Jubilæumsskriftet indeholder mange historier fra de 25 år - og tidligere - for eventyret tog sin begyndelse allerede i 1978, da jeg og mine søskende indspillede filmene "Jagten på Dracula" og "Dracula i sneen" på Super-8. Filmene vandt præmie i en stor filmkonkurrence i Foto & Smalfilm og blev senere vist i et af Danmarks Radios børneprogrammer. Successen lagde kimen til den film-interesse, der i løbet af nogle år førte til etableringen af Laserdisken.
    Laserdiskens eksistensgrundlag har altid været, at jeg med Laserdisken vil give danske film-interesserede mulighed for at få oplevelser, de ikke ville få uden Laserdisken. Det var oprindeligt nødvendigt med Laserdiskens indsats for at give danskerne adgang til filmoplevelser i god teknisk kvalitet med respekt for filmkunsten i form af Laserdiscs med film i letterbox-formatet. Siden har det været Laserdiskens ensomme mission at sikre danskerne adgang til de mange fine film, som findes i udlandet, men som ikke er kommercielle nok til en udgivelse herhjemme. Og hvis vi fik lov til det af myndighederne, ville vi bruge mange flere kræfter på at gøre denne hjemmeside mere spændende og indholdsrig til glæde for alle, som holder af film.

Læs Laserdiskens jubilæumsskrift online

Laserdiskens jubilæumsskrift er også et led i den tabu-ramte samfundsdebat om retssikkerhed og den danske form for korruption: Vennetjenester. Du må gerne kopiere det. Jeg vil opfordre dig til at dele jubilæumsskriftet med venner og bekendte. Du kan få adgang til det på 3 måder:

  1. Hent den trykte udgave gratis i Laserdisken eller få det tilsendt mod betaling af porto.
  2. Læs den elektroniske e-book, når det passer dig. Klik her for download af pdf-udgaven.
  3. Læs bladre-versionen direkte på skærmen ved at klikke på bogen nedenfor.

Angsten for domstolene

To ting har især overrasket mig i de 25 år med Laserdisken:

  1. Pressens og politikernes manglende interesse for kulturministeriets manipulationer.
  2. Styrken af tabuet om domstolenes ufejlbarlighed.

Min største fejl i de 25 år var at tro på domstolenes beskyttelse, da jeg i 1987 begyndte at udleje Laserdiscs. Jeg anede ikke, at domstolene har deres egne motiver til at hjælpe videobranchen med at fastholde deres selvskabte monopol. Jeg vidste heller ikke, at alle er frygteligt bange for at røre ved tabuet om domstolenes ufejlbarlighed. Jeg synes, det er et farligt tabu.
    Det danske samfund har givet domstolene uindskrænket magt uden at have øje for, hvor let det er for dommerne at misbruge den magtposition, de anbringes i. Der er ingen kontrol, men tværtimod en angst for eller modvilje mod at blande sig i domstolenes arbejde, f.eks. med debat eller endog kritik. Det er farligt for demokratiet i den grad at lade sig skræmme af domstolene.
    Laserdiskens jubilæumsskrift har uvurderlig samfundsmæssig betydning som det eneste skrift, der tør dokumentere og forklare en væsentlig årsag til de rekordhøje forbrugerpriser i Danmark.

Politisk indgriben er nødvendig

Domstolene har taget parti til fordel for monopolerne. Højesteret har afvist at behandle det principielle spørgsmål om ophavsretslovens fortolkning. Det betyder, at den internationale industris kontrol med markedet fortsætter uanfægtet.
    Københavns Byret har blokeret for behandlingen af retssagen om de af mine film, som foged-retten beslaglagde for flere år siden, ved at fratage mig retten til at føre sagen selv. Retten i Aalborg har bedt mig hente de nu værdiløse film - uden at nævne, at de er eller var beslaglagt. Dermed er det udelukket, at der kommer til at ske ændringer via de danske domstole.

Der er ikke meget, der tyder på, at politikerne interesserer sig for disse emner, men jeg har orienteret alle Folketingets medlemmer med Laserdiskens jubilæumsskrift og følgende brev:

Aalborg, 24. oktober 2010

Til alle medlemmer af Folketinget

Laserdisken har i 25 år specialiseret sig i at importere filmværker, der ikke bliver udbudt på det danske marked. Det er dels film, der ikke er kommercielle nok til en dansk udgivelse, og dels film, der udgives i bedre teknisk kvalitet i udlandet. Laserdiskens import supplerer de kommercielle danske udgivelser.
    Som uafhængig importør var jeg involveret i ændringen af ophavsretsloven i 2002, da retten til fri import blev afløst af det såkaldte princip om “regional konsumption” i ophavsretslovens § 19. Der var tvivl om de praktiske virkninger af lovforslaget, hvorfor der blev holdt et særligt ekspertmøde. Jeg var med som partsrepræsentant, idet jeg blev inviteret af Kulturudvalget.
    Et enigt Folketing var mod lovændringen, men Kulturministeren beroligede Folketinget med, at ændringen ikke ville påvirke specialimporten af film og musik. Sådan lød det dengang.

Specialimporten er under angreb igen: Også den danske filmskat er truet

Desværre har kulturministeriet skiftet mening. Tusinder af filmklassikere må ikke blive solgt fra danske forretninger som Laserdisken, hvis det står til kulturministeriet. Det går også ud over den danske filmskat, f.eks. den legendariske Carl Th. Dreyers film Jeanne d’Arcs lidelse og død fra 1928, der i forrige måned blev kåret til verdens bedste film på Torontos filmfestival. Den må ikke sælges i Danmark, alene fordi den er udgivet i USA. Læs mere om dette i Laserdiskens jubilæumsskrift.

Efter Højesterets dom: Folketinget er nødt til at tage stilling

Under den afsluttende debat i Folketinget, hvor min virksomhed Laserdisken specielt blev nævnt af kulturministeren, blev det også debatteret, om det var rimeligt, at jeg, en privat borger, skulle føre sag ved EF-domstolen for at opnå, hvad også Folketinget søgte at opnå. Jeg gennemførte den bebudede retssag ved EF-domstolen om lovens gyldighed. Sagen endte med, at der ikke er noget problem, når loven fortolkes rigtigt. Jeg meddelte dette til Kulturudvalget i januar 2007, men kulturministeriet valgte alligevel at håndhæve en mere restriktiv og forkert fortolkning. Jeg anlagde sag om ophavsretslovens fortolkning. Den sag har principiel karakter, sagde Retten i Aalborg og henviste sagen til landsretten.
    I strid med kulturministeriets løfte om at søge det korrekte resultat, kæmpede kulturministeriet med næb og kløer mod en retlig undersøgelse og afgørelse. Trods mit engagement i 2002 og sagen om lovens gyldighed, som jeg førte ved Østre Landsret og EF-domstolen uden problemer, overtalte kulturministeriet Vestre Landsret og Højesteret til at afvise sagen på “manglende retlig interesse”.
    Jeg mener, at De som politiker bør overveje de kulturelle og økonomiske konsekvenser af valget af det, jeg mener er den forkerte fortolkning. De bør også overveje sandsynligheden for, om spørgsmålet på baggrund af Højesterets dom nogen sinde vil få en retlig undersøgelse. Jeg vil forsøge at indbringe afvisningen af en domstolsafgørelse for Den Europæiske Menneskeretsdomstol, men jeg er kun én mand, og det er ikke sikkert, at jeg kan løse alle de kulturelle problemer alene.

Med venlig Hilsen

Hans Kristian Pedersen

Sammen med Laserdiskens jubilæumsskrift vedlagde jeg følgende supplerende dokumentation:

  1. Nordjyske Stiftstidende: Laserdisken stævner kulturministeren, 22/4-2007
  2. Byrettens kendelse vedrørende spørgsmålets principielle karakter, 14/3-2008
  3. Nordjyske Stiftstidende: Minister mod Laserdisken, 15/6-2008
  4. Højesterets dom vedrørende sagens afvisning, 3/5-2010
Modtagere af tidsskriftet Lady Justice

Målet med Lady Justice er at skabe politisk interesse om retssikkerhed og de høje danske priser. Politisk indgriben er nødvendig, hvis forholdene skal ændres. Den primære målgruppe er medlemmerne af Folketinget, Retsplejerådet og domstolene. Udvalgte dele af pressen modtager Lady Justice, og offentligheden kan tegne et gratis abonnement via Laserdiskens hjemmeside (klik her).

Klik her for at afbestille abonnement på Lady Justice