An unknown error occurred:
UnexpectedClosure
INCLUDEFORM
!

[/!]
 
0.00 kr
Kurven er tom
Til kassen

Log ind

Nyhedsmail
Følg din ordre
FAQ
Sitemap

Akira Kurosawa: Samurai Collection (5 film) (Blu-ray) (BD) Akira Kurosawa: Samurai Collection (5 film) (Blu-ray)

Udgivet 22. september 2014 af British Film Institute BFIB1200 / UPC# 5035673012000

Akira Kurosawa: Samurai Collection (5 film) (Blu-ray) (BD) - Klik her for at se billedet i stor størrelse.
Laserdisken (DK)
Pris: 499.00 kr Klik for at lægge i Laserdiskens indkøbskurv.

Varen er på lager (1 stk.)
Klik her for leveringstider

Bestil filmen i Laserdisken!

Medierådets aldersgrænse. 1954-1962
Japan - Sort/Hvid
Ønskeliste
ActionDramaAsian Cinema
Filmens specifikationer
Original titel: Kurosawa: Samurai Collection
Instruktør: Akira Kurosawa
Medvirkende:
  Toshirô Mifune
Stikord: Samurai
Klik for alle udgaver af filmen
Same Cast
Blu-ray pladens specifikationer
Oprindelse:  England Blu-ray pladen har regionalkoden B.Region:

Uden danske tekster

Tekster: Engelsk
Sprog: Japansk

Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Antal stemmer: 3

Gennemsnit: 9.3 ud af 10

Du kan også stemme.   


Kurosawa: Samurai Collection

Seven Samurai (1954)

Vi befinder os i 1500-tallets Japan. Bønderne i en lille by er trætte af hele tiden at blive overfaldet og plyndret af banditter. Byens vise mænd råder dem til at rekruttere nogle samuraier - professionelle krigere - der kan beskytte dem mod overfaldene. Det varer ikke længe, før syv meget forskellige samuraier har stillet sig til disposition.
     De Syv Samuraier er en af Akira Kurosawas mest kendte og omtalte film, og den var på sin tid den dyreste japanske film, der var lavet. Filmen blev belønnet med Sølvløven ved Venedigs Filmfestival, og den blev endda dobbelt Oscar-nomineret. De Syv Samuraier var inspiration for Hollywood-filmen The Magnificent Seven med blandt andre Steve McQueen og Yul Brynner.

Throne of Blood (1957)

Throne of Blood er baseret på Shakespeares skuespil Macbeth, men den er så meget mere end bare en almindelig adaptation af det berømte stykke.
     Historien udspiller sig i Japan under samuraiernes storhedstid. Vi følger en hærleder, som på grund sin kones magtbegær lader sig overtale til at myrde lederen af den selvsamme klan, som han er medlem af. Den slags forræderi betaler sig sjældent, så der går ikke lang tid, før klanens øvrige divisioner rejser sig mod ham, og det hele bliver en kamp om, hvem der nu skal besidde tronen og bestyre klanen.
     Det er en speciel oplevelse at se, hvordan legendariske Akira Kurosawa har udbyttet det skotske højland, hvor Macbeth jo som bekendt udspiller sig, med den japanske middelalder, men det går faktisk pænt i spænd med Shakespeares temmelig teatralske fortælling. På mange områder overgår Throne of Blood faktisk alle andre filmatiserede versioner af stykket, bl.a. fordi historien på en magisk måde virker mere i overensstemmelse med samuraiernes stærke æreskodeks.
     Filmen er yderst smukt fotograferet, og Kurosawas skuespillerinstruktion er helt i topklasse i denne film, noget jeg ellers synes, at han nogle gange har haft et lidt for løst greb om til fordel for filmens poetiske rytme. Men man skal nu ikke tro, at poesien ikke er bibeholdt i dette værk, men han har her klart fundet den perfekte balance.

The Hidden Fortress (1958)

En blodig krig raser mellem to klaner i en delstat i 1500-tallets Japan. Forklædt som bønder forsøger den modige general Rokurota (Toshiro Mifune) fra den tabende klan at smugle klanens prinsesse og en skat af guld over grænsen til nabostaten. Der er med andre ord lagt op til en storstilet gang underholdning i The Hidden Fortress, som var Akira Kurosawas stiløvelse i at instruere en episk chambara (Japans pendant til Hollywoods western).
    Historien fortælles på utraditionel vis gennem øjnene på to forhutlede bønder, som efter et mislykket forsøg på at gøre deres lykke som soldater ender i en gigantisk fangelejr. Et oprør blandt fangerne gør det muligt for dem at flygte, men inden de får set sig om, støder de ind i Rokurota, som i et snedigt spil på deres grådighed får dem til at hjælpe sig med at bringe guldskatten i sikkerhed. Den dristige flugtplan mod grænsen og friheden udspiller sig som en lang række nervepirrende situationer, hvor en konfrontation med fjendens soldater er en konstant trussel, samtidig med at de to bønders blanding af fejhed og opportunisme gang på gang er ved at sætte missionen over styr.
     Filmen er fra 1958 og var den første af Kurosawas film, som blev optaget i tohoscope, og man skulle næsten tro, at formatet var blevet opfundet til anledningen. Der er vel dårligt en eneste scene, hvor det brede billede ikke specifikt benyttes til at understrege eller højne dramaet. Filmens scener er konstant orkestreret således, at horisontale linier og bevægelser er fremherskende, og forholdene og følelserne mellem historiens personer er til stadighed fremhævet gennem måden, hvorpå de er placeret i forhold til hinanden i de enkelte scener. Endvidere er filmen et rigtigt udstyrsstykke, hvor der tydeligvis ikke har været sparet på pengene i forbindelse med udfærdigelsen af kulisser og kostumer. Kurosawa havde da også en ubrudt række af publikumssucceser bag sig på dette tidspunkt, og The Hidden Fortress var den sidste film, han skyldte Toho under sin oprindelige kontrakt med studiet.
    I Japan blev filmen en stor økonomisk succes, og uden for Japan fandt den mange beundrere blandt de mange unge filmentusiaster, som i årene forinden havde stiftet bekendtskab med Kurosawa gennem Rashomon og Seven Samurai. En ung mand ved navn George Lucas var blandt disse, og små tyve år senere ville oplevelsen af The Hidden Fortress være en af de markante indflydelser på hans lille science fiction film – Star Wars.

Yojimbo (1961)

Scenen er en støvet, vindblæst japansk landsby, som i bedre tider ville være travlt optaget af at afholde det årlige silkemarked. Landsbyen er imidlertid dybt optaget af en blodig fejde mellem byens to ledende familier, som hver især har hyret sig et større slæng af omvandrende lejemordere og herreløse samuraier til anledningen. Vold og mord er dagens orden, hvorfor det første syn, der møder den navnløse ronin (Toshiro Mifune), idet han tilfældigvis vandrer ind i byen, er en hund med en menneskehånd i munden.
    Efter at have spist en hurtig skål ris – som eneste gæst i den lokale inn – beslutter Mifune sig for, at der må være arbejde for ham i en by af denne beskaffenhed. Som han selv siger det: "I en by som denne kan jeg blive betalt for at dræbe, og denne by er fyldt med mænd, som har bedre af at dø". Han gør lidt hurtig reklame for sig selv ved at provokere et par af de lokale udskud til at trække blank mod ham og efterlader to af dem døde og en tredje med en arm mindre at bekymre sig om. Opvisningen har den ønskede effekt, og Mifune finder sig snart bejlet til af begge sider med lukrative jobtilbud. En stund lang fordriver Mifune således tiden med at leje sine evner ud til snart den ene side og snart den anden, alt imens han hele tiden sørger for at puste til flammerne og holde gryden i kog. Han er i virkligheden ganske ligegyldig over for hvilken side, der måtte vinde fejden, og så længe han undgår at tage et personligt engagement i skærmydslerne, lykkes hans dobbeltspil da også upåklageligt. I længden er dette ham imidlertid ikke muligt, og Mifune ender da også bogstaveligt talt med at stå alene mod hele byen.
     Kurosawa er ofte blevet anklaget for at være en pessimist, og det portræt, han i Yojimbo tegner af menneskeheden, er da også kun i korte glimt opløftende. Under overfladen af dristige slyngelstreger og virtuose sværdkampe antyder historien det dilemma, at der i en konfrontation sjældent er tale om en god og en ond side. Selve hovedpersonen er ikke afgørende værre eller bedre end de banditter og fribyttere, han på snedig vis spiller ud mod hinanden og likviderer i flæng. Godhed og retfærdighed beskrives som luksusidealer, der let kan ende med at blive skæbnesvangre. De uskyldige og sårbare individer i filmen er egentlig blot uden resourcer, og det overlades til tilskueren at afgøre, om disse karakterer ikke ville være nøjagtigt ligeså korrupte og uden skrupler, dersom de var i en mere fordelagtig position.
    Humoren er sort som tjære i Yojimbo, som var en af Akira Kurosawas største publikums-succeser. Instruktøren har da også sjældent været så ligefremt underholdende og tilgængelig som her, og filmen inspirerede en lang række mere eller mindre direkte genindspilninger og efterligninger, hvoraf den mest berømte unægteligt er Sergio Leones A Fistful of Dollars med Clint Eastwood i hovedrollen som den navnløse opportunist. Derudover er Yojimbo mageløst flot fotograferet i sort/hvid tohoscope af den store japanske fotograf Kazuo Miyagawa, og Masaru Satos rigt detaljerede og perfekt timede rytmiske musik er til tider på nippet til at forvandle det hele til en slags parodi på en samurai musical.

Sanjuro (1962)

Efter den store succes med Yojimbo ønskede Toho-studiet en fortsættelse på fortællingen om den navnløse, herreløse samurai. Akira Kurosawa udarbejdede derfor manuskriptet til Sanjuro, oprindeligt med en anden instruktør i tankerne, men endte dog på studiets opfordring med selv at instruere. Toshiro Mifune vendte tilbage i hovedrollen, og flere andre af skuespillerne fra den tidligere film – bl.a. Takashi Shimura og Tatsuya Nakadai – medvirkede ligeledes i Sanjuro. Masaru Satos livlige musik akkompagnerer atter Mifunes kluntede vals gennem historien, og det eneste element, der egentlig savnes fra Yojimbo, er Kazuo Miyagawas mageløse kamera-arbejde, selvom afløseren Fukuzo Koizumi er en kompetent erstatning.
    I forhold til Yojimbo er Sanjuro en lettere film og en af Kurosawas mest humoristiske. Handlingen går kort og godt ud på, at en klanherre er draget bort for en stund, hvilket giver et par af hans undersåtter anledning til at planlægge et kup. En gruppe unge samuraier fatter mistanke og er fast besluttet på at komme herrens familie og kammerherre – som er blevet kidnappet af de skurkagtige komplotmagere – til undsætning. En døsig Mifune viser sig nu på scenen og rådgiver de unge og voldsomt naive samuraier til at handle med hovedet og ikke lade følelserne løbe af med sig. Til at begynde med er de noget skeptiske over for den snuskede og taktløse ronin, men efter at han har bevist sin snilde og kampevne i flere situationer, overgiver de unge helte sig efterhånden til Mifunes ledelse.
    Det lykkes at komme klanherrens hustru og datter til undsætning, og det er i de situationer og verbale udvekslinger, der efterfølgende opstår imellem Mifune og den midaldrende adelskvinde, at en del af filmens humor og stille visdom ligger. Den gode kvinde er naturligvis taknemlig for sin frihed, men giver flere gange udtryk for, at Mifune er lovlig hurtig med at trække sværdet og lade hovederne rulle. Som hun formulerer det, er et godt sværd et sværd, der forbliver i sin skede. Kvindens formaninger er ikke ulig dem, som Mifune selv har belært de ni unge samuraier med, og det står malet på hans ansigt, at han erkender sandheden i kvindens ord, trods sine beskedne verbale morsomheder på hendes bekostning.
    Alle visdomsord til trods er der stadig en mission, der skal fuldføres, og dette kan ikke for Mifunes vedkommende udrettes uden at ty til sit sværd. Filmens afgørende scene understreger moralen om det blottede sværd, og Kurosawa lægger ikke fingre imellem i sin grafiske fremstilling af, hvad det kolde, skarpe stål gør ved en varm og blød menneskekrop. Som følge er Sanjuro flere steder af filmhistorikere blevet nævnt som en af de film, der lagde grunden til de grafiske blodsudgydelser, der har været skildret på film i de følgende årtier.

Brugerne skriver om Akira Kurosawa: Samurai Collection (5 film):

Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse 14. september 2014
Mesteren Akira

Seven Samurai ****

Kort sagt: en af verdens bedste film, fortalt med ægte patos, menneskelighed og fuldstændig uovertruffen sans for montageteknik. Jeg er stadigvæk forbløffet over så meget den holder den film her 50 år efter sin premiere! Mifune er fantastisk, men alle roller er fyldt maksimalt ud! Slaget til sidst er ikke overgået af nogen anden samtidig film!

Throne of Blood ***1/2

Kurosawas Macbeth-version er fuldblods-Shakespeare og mindst lige så god som eks. Polanskis. Slutscenen hvor Mifune angribes af pile fra alle verdenshjørner er fascinerende og i det hele taget kommer alle aspekter af det komplekse drama frem!

The Hidden Fortress ****

Kollosalt underholdende Kurosawa-film som hører til blandt hans allerbedste.

Yojimbo ***1/2

De fleste krtikere udråber ofte denne film til et mesterværk og det er da heller ikke langt fra. Men sammenlignet med DÆMONERNES PORT, DE SYV SAMURAIER og DEN SKJULTE FÆSTNING, så har jeg svært ved at placere denne film i det samme selskab. Jeg tilstår at den er virtuos, men den er langtfra så nuanceret som de allerbedste af Kurosawas film. Dertil er den simpelthen for kynisk. Men en flot film, selvfølgelig! Fantastisk fotografering og helt upåklageligt disponeret. Og så er filmen jo et herligt eksempel på den gensidige påvirkning som vestlig og østlig filmkunst havde på hinanden og de frugtbare resultater der kom ud af det: Kurosawa var en stor beundrer af de amerikanske westerns, navnlig John Fords, og filmen her skal ses på den baggrund. Og denne fascination skabte så påny grobund for Leone. Det er simpelthen så gribende, at man næsten må fælde en tåre!

Sanjuro ***

Et mindre værk fra mesterinstruktørens hånd som primært lider under et lidt løst script, men som ellers er fortrinlig. Som sædvanligt med Kurosawa er SANJURO fortrinligt klippet og Toshiro Mifune er alle pengene værd som samurai´en der hjælper en landsby mod en grum fyrste. Pacingen er lidt sløj, men der er et væld af fine detaljer, bl.a. scenen med blomsterbladene i åen er fremragende.

Skriv din egen anmeldelse af Akira Kurosawa: Samurai Collection (5 film) - klik her

Start en debat om filmen Akira Kurosawa: Samurai Collection (5 film) - klik her

Start en debat om denne udgave af Akira Kurosawa: Samurai Collection (5 film) (Blu-ray) - klik her

Klik her for print-venlig udgave

 
Tlf: (+45) 98 13 22 22      mail@laserdisken.dk      CVR: 10 19 42 45  
testtest