I denne lynch-mob western med gode navne i titelrollerne spiller Dana Andrews en principfast sheriff, der vil forhindre Stone Junctions opildnede borgere i at begå selvtægt. I byens fængsel sidder en morder, som efter pøbelens mening ikke bør tilbydes en normal rettergang. Foruden Andrews medvirker storbarmede Jane Russell, som Howard Hughes i sin tid var besat af, samt Lon Chaney (Wolfman) og Tom Drake, Judy Garlands unge ven i Meet Me in St. Louis.
Kropumulig western om en U.S. Marshal der fanger to lovløse som indianere vil have fat i og efterfølgende søger ind til en lille by, hvor han mildest talt ikke er velkommen. Komplet utroværdigt plot er yderligere "fremhævet" gennem afsindigt spil fra en række ubetydelige skuespillere og både Dana Andrews og Jane Russell er komplet spildte i deres roller og ser iøvrigt skræmmende utilpasse ud ved det hele. Lon Chaney medvirker også og har formentligt ikke været ædru undervejs. En helt igennem pinlig film, der ikke er noget positivt at sige om.