Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Gennemsnit: 9.6 ud af 10

Du kan også stemme.

12345678910

Laserdiskens vurderinger:

Mogens

Thomas

Morten K.

Alexander

Et kunststykke af billeder, musik, ord og følelser

Brugerne skriver om Clockwork Orange, A:

	Anmeldt af lookalot, København K	22. februar 2014
	Jeg skynder mig at tilslutte mig heppekoret af denne glimrende film en af kubrick's bedste

	Anmeldt af hopza, Dyssegård	11. maj 2011
	Kubricks bedste film
	En filmisk genistreg. Malcolm McDowell er fantastisk i rollen som Alex og den futuriske scenografi sidder lige i skabet. Lydsiden fylder ens øre med det smukeste klassiske musik, mens ens øjne ser på grim vold. De to modsætninger fungere perfekt sammen, og viser os hovedpersonen opfattelse af vold. Hvordan man vil tolke filmen må være op til en selv. Uanset hvad er det en film der helt klart skaber debat. A Clockwork Orange er helt klart Stanley Kubricks bedste film.

	Anmeldt af FSD, Charlottenlund	11. april 2010
	Kubricks bedste film
	"A Clockwork Orange" er et skræmmende, kunsterisk mesterværk og måske en af de bedste film, der er lavet. Det er i hvert fald Kubricks bedste film, og det siger ikke så lidt.

	Anmeldt af shadowman, Sønderborg	28. december 2009
	Kubricks
	Han Gør det igen skaber en film der er helt unik og skræmmende......... Kubricks is no.1

	Anmeldt af Rasmus, København S	8. september 2007
	Mesterværk nr. 1
	Har jeg skulle pege på én film jeg elsker lidt mere end alle andre, en definitiv yndlingsfilm, er valget siden for to år siden hver gang, uden tøven, faldet på det sortsynede kulthit, ”A Clockwork Orange”. To år er det nemlig cirka siden jeg så denne film, som med det samme strøg til tops i mit filmhjerte. "There was me, that is Alex, and my three droogs, that is Pete, Georgie and Dim and we sat in the Korova Milkbar trying to make up our rassodocks what to do with the evening...". Ordene siges af Alex, en charmerende ung bølle, der, fri som en fugl, nyder livet i hærværk, sang og brutale voldsudøvelser. Alex lever et sært dobbeltliv, hvor han og hans tremandsslæng på den ene side, iført bizarre hvide kostumer og sorte bowlerhatte, udlever deres afskyelige voldsrelaterede lyster, og hvor han i sin modsatte eksemplariske facade nyder Beethoven-symfonier, mens han blot filosofere over alverdens former for ondskab. For Alex, Pete, Georgie og Dim går livet mildest talt let som en leg, når de næve- og lænkeprygler aftener tynde i håbet om stimulans. Der er tale om den mest absurde form for livsnydelse, og netop med den absurde følelse opfører Stanley Kubrick sin afgørende problemstilling. Alex ender efter en mislykket boliginvadering op i statens og politiets magt, og her tager filmen en chokerende drejning. Fortællingens kanter spidser til, og i modsætning til filmens første kapitel af heftige og herlige voldsforevisninger, er anden del regulært skræmmende. Kubrick giver et rus af psykisk og fysisk pinsel, specielt i sin afvænningssekvens der ved nærmere tilbageblik hver gang står som et uudsletteligt, vammelt rædselsinferno. I billede og lyd tager filmen ligeledes et spring fra at være syrede og lystige kontraster til den farverige vold, til at forekommer som understøttende elementer for den mørke psykiske beklemthed, både i de hårrejsende elektro-lyde og den langt mere grumsede fotografering og farvesætning. Her bliver ”A Clockwork Orange” en film om noget langt mere skræmmende end vold, voldtægt og lovløshed. Nemlig om sygeligt magtmisbrug der undertrykker den menneskelige frihed og deraf viderefører den skræmmende tanke om at udhule sjælen, hvidvaske sindet og påfylde moralsk fyld efter eget valg. Alex bliver medvilligt offer for kureringsmetoden Ludovico, der med filmforevisninger i grusom utugt, vold og ondskab omvender ham til et vandrende hult hylster. Som taget ud fra et surrealistisk mareridt sættes han i spændetrøje i en mørk, øde biografsal, og iføres små klemmer på øjenlågene, mens hans øjeæbler fra stund til anden dryppes våde af en mager og kitteliklædt forsøgsassistent. Følelsen går fra nydelse til kvalme for ondskabspassionerede Alex, mens han, uden at kunne afvige fra lærredets udpenslede brutaliteter, skriger om hjælp og nåde. Et klip efter ser vi Alex til en forevisningskongres, hvor en af statens overhoveder stolt og selvtilfreds viser sin identitetsløse undersåt frem. Straks smider filmen med spørgsmål fra alle vinkler. Har vi nogensinde holdt af Alex? Var han et godt menneske før? Er han et bedre menneske nu? Herfra føles ”A Clockwork Orange” som et stille kvælertag fra Stanley Kubrick, hvis greb om struben udfordrer seeren til en helt unik udholdenhedstest hvori hans tag blot strammes og strammes. A Clockwork Orange” er ingen realistisk film. Man kan beskylde Kubrick for at overdrive alle skuespillernes roller, for at ligge et distancerende teatralsk overtræk over fortællingen og for at skabe et forvirrende univers af futurisme og drømmelignende kreationer (Med den flippede mælkebar som hovedeksempel). Alligevel er historien ét, langt fængslende stålgreb, der appellere til såvel sanser som følelser, og lader os iagttage filmhistoriens mest overvældende rus. Følelsen er bestemt ikke rar, men den er på alle måder enestående, eftertrykkelig og umådelig tilfredsstillende, og med den er og bliver "A Clockwork Orange" den bedste film jeg nogensinde har set.

	Anmeldt af Monkeyman, København S	22. august 2007
	Bowlerhat og voldsorgier
	Syret og mesterlig samfunds kritisk film, der giver én et ordenligt gok i nøden. Kurick er her i absolut topform, og giver os en vigtig film til os og vores efterkommere. TOTAL MIND BLOWING + lækker mærkeligt electro musik soundtrack blandet med klassik musik, det lyder fabelagtigt og genialt.

	Anmeldt af Kalle Marx, Esbjerg	15. september 2006
	Den der stjæler billedet
	Clockwork Orange er klart Kubrick's mest overvurderede film. Den er god, men ikke meget mere. At lave en filmatisering over novellen har været et dristigt træk og Kubrick har da også fulgt den det meste af vejen. McDowell som filmens helt(?) tegner et noget karikeret portræt og at gennemvæde filmens soundtrack med letfordøjelig, genkendeligt klassisk musik har været et træk der skulle være forbeholdt "2001". Det tilføjer en påtaget og unødvendig dimension og selvom Beethovens niende symfoni spiller en vigtig rolle i bogen bliver den enerverende hen mod slutningen. Kubrick sympatiserer tydeligvis med sin helt Alex de Large, men jeg har svært ved at gøre det samme. Ikke fordi han er sadistisk, men fordi han er ukomplet. Kubrick har ikke udstyret ham med den dybde en så radikal karakter kræver: Han kan lide vold, kontrol og klassisk musik. At have en psykopat til at høre klassisk musik, og vise at han nyder det, er den nemme løsning. Filmen er tydeligvis fyldt med gode idéer, som kamera, linserne og setdesignet, men meget minder om gentagelser fra "2001" der er en langt bedre film. Faktisk er den heller ikke så spændende helt igennem, da voldsscenerne er noget af det der underholder mest. Resten af filmen er spædet op med dialog der er pyntet, men for det meste ret formålsløs. Ikke en film man vender tilbage til i samme grad som Kubricks bedste.

	Anmeldt af vandelay, Ølstykke	22. juni 2006
	Mesterværk!
	En film der var tænkt som et mesterværk lige fra starten. Kubrick høster frugterne af sliddet fra "2001", med denne teknisk perfekte film. Lavet som en form for undergrundsfilm, med billige kamerateknikker, filmet ved naturligt lys uden det store studiearbejde. "Clockwork" er stadig en rystende sag, netop fordi den er så smuk og så grum. En klassiker.

	Anmeldt af Myto, Taastrup	17. april 2006
	Fantastisk film, dårlig filmatisering
	En rigtig filmatisering er det jo sådan set ikke, da den modsiger bogens budskab, men til gengæld kommer den med sin egen, langt mere dystre pointe, der fungerer ligeså godt som bogens, blot på en anden måde... Samtidig med at være tankevækkende, udmærker filmen sig også ved at være utrolig flot og en ret syret omgang, både hvad angår billedsiden, soundtracket og, naturligvis, det fiktive slang, der er en oplevelse i sig selv. En film, der ikke er så let at ryste af sig igen.

	Anmeldt af FilmHistorie, Klarup	15. oktober 2005
	Oh my yaiks!
	Det er længe siden, at jeg har haft så meget kvalme, imens jeg så en film. Mange gange har jeg sagt, at da jeg så Fellini's "8½" var det som om, at jeg fik suget hjernen ud... og i så fald har denne film givet mig fornemmelsen af, at hele mit hoved er taget, og at jeg i hvert fald aldrig får min hjerne igen! Aldrig før, siger jeg jer, har jeg stirret så intenst på tv-skærmen med et minimum antal blik i de 131 minutter denne film varer. Aldrig før har så mange kuldegysninger gået igennem mig på så kort tid. Aldrig før har jeg haft så meget lyst til at grine, græde og skrige på samme tid. Aldrig før har jeg set en film, der rejser hårene på ryggen, som den her. Aldrig før har jeg oplevet, at nogen kan tage den samme "creepy"-stemning, mens jeg så afslutningen på "Being John Malkovich" og holde den en hel film igennem. Aldrig før har jeg gået rystende fra fjernsynet. Aldrig før har jeg følt mig så svag i kroppen. Aldrig før har jeg haft det så ubehageligt, som da jeg i går for første gang så "A Clockwork Orange". Nej, hvor jeg elsker den film! Den skal i hvert fald have top-karakter!

	Anmeldt af Borgen, København NV	21. marts 2005
	Kubricks mest helstødte film er en udødelig klassiker, og fremstår stadig lige så visionær i dag. Malcom McDowell er fantastisk som den voldsbesatte bandeleder Alex i et fremtids samfund, som er præget af en gennemført dystopisk stemming. Hvad der gør denne film så unik er i høj grad også lydsiden. Dens brug af klassisk musik på denne måde er GENIAL. Samtidig er hele set-designet virkelig gennemført, fordi man reelt er i tvivl om det er fremtid Jeg elsker denne film, og mener muligvis det er den bedste film nogensinde!

	Anmeldt af Svend Erik, Løkken	2. maj 2004
	Autoriseret vold
	Der er utallige forslag til, hvad Kubricks film handler om. Men billederne er uomtvistelige og går nok ind i hvert sit årti og åbner for tolkninger, der er aktuelle netop da/nu. Alex anvender kriminel gruppevold, skal vi tage afstand fra det? De intellektuelle anvender økologisk vold, skal vi tage afstand fra det? Regeringen anvender autoriseret vold, skal vi tage afstand fra det? Helliger målet midlet? Er der overhovedet nogen, der har ret til voldsudøvelse - det er vel spørgsmål, Kubrick rejser. Og når man så kender Burges, ved man, at der ligger en advarsel i billederne - om at mennesket er udmærket i stand til vold, samt at det gælder alle mennesker. Det ser vi også på billederne, der hver for sig mejsler sig på nethinden. Kubrick er en forfærdelig mand, har han først bidt sig fast, slipper man aldrig af med ham igen.

	Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse	25. marts 2004
	Fremtidsmareridtet over dem alle!
	Uafrystelig og dybt skræmmende filmatisering af Anthony Burges´s berømte roman virker betænkeligt slap når man sammenligner med vor egen tids film om de samme temaer. Men det ændrer ikke på, at Kubricks måske bedste film stadigvæk er en højrøstet advarsel mod et samfunds fælleskabsfølelse der er aldeles under afvikling, selvom nogle kritikere har hævdet, at den kan forstås som en hyldest til netop individualismen og et opgør med totalitarismen. Man kan tolke den som man har lyst den. Det er en modbydelig film uanset standpunkt!

Start en debat om filmen Clockwork Orange, A - klik her

Start en debat om denne udgave af Clockwork Orange, A - klik her

Klik her for print-venlig udgave