Hack! (Danica McKellar):
Vincent King og Mary Shelley bor på en afsides tropisk ø, og en dag får de besøg af nogle biologistuderende, som vil udforske øens fantastiske natur. Vincent og Mary er begge utroligt interesserede i film – nærmere bestemt skrækfilm. De har længe tumlet med planer om at indspille århundredets skrækfilm, og nu har de pludselig de perfekte ”skuespillere” inden for rækkevidde. Men de unge mennesker finder sig mærkeligt nok ikke i at spille hovedrollerne og digter en helt anderledes slutning på filmen, hvilket får uforudsete konsekvenser.
Tekst fra pressemateriale
|
Brugerne skriver om Hack! (Danica McKellar):
|
Anmeldt af
Holliday, Aalborg |
26. september 2009 |
|
Kopi af en kopi |
|
En flok college snotunger som alle er mere eller mindre ved at dumpe, tager ud på en ø, hvor der bor to film tosser. Vincent King og Mary Shelly (get it?) for at glo på fugle. Her skal de så prøve, at score ekstra plus point og hive gennemsnittet op i biologi. Det viser sig dog hurtigt, at de to øboer, har langt mere alvorlige planer med de unge, end blot at agere de høflige værter som de er på overfalden. De vil nemlig indspille den ultimative horrorfilm...med de unge mennesker i offerrollerne!
HACK! Er en fattigmands udgave af Scream filmene. Filmen er fra første sekund fyldt med indside referencer til film i alle afskygninger og hele set-up’et, er en lang horror kliche pinsel. Vi præsenteres for footballtossen, den kvikke og lidt kejtet pige med brillerne, negeren, den hvide trash pige, hende den lækre, bøssen og mr. All good guy.
I starten sidder man og er lidt i tvivl om, det er en spoof man er vidne til, eller det skal forestille at være the real deal? Når den så endelig er forbi, er man ikke ret meget klogere, og mindst af alle er instruktøren vel? HACK! mangler nemlig stort set alt. Humor hvor den prøver at være sjov. En ikke eksisterende historie. Dialogen er et STORT ? Spænding er der intet af og gore delen er så dårligt afviklet, at det mest af alt minder om en glad amatørfilm, skudt på super-VHS. Vores glade film venner ejer så lidt talent, at de burde overveje en skuespillerlektion eller 100, i stedet for at tage på ølejer. Filmens twist, er ca. lige så tydelig som Klaus Bondams hvide røv en lørdag aften i H.C. Ørstedsparken.
HACKS! præmis er efterhånden så gennemgnavet et ben i genren, at ikke engang en halt gade køter fra Rio’s slump, ville værdige det to blik. Eller for at skærer det ud i pap: Så flasher Gabrielle Richens sine yndige attributter og hard ass røv, og alligevel (gentager lige mig selv) ALLIGEVEL er det ikke en formidlende omstændighed for at se HACK! Kan ting blive mere vanvittig?
…Og hov, så glemte jeg for resten da lige, det patetiske forsøg på at puste lidt kunstig street horror credibility ind i lidelserne, ved at snyde Kane Hodder og William Forsythe til at deltage i lidelserne.
|
|
|
Region
