Nocturnal Animals
Den ulykkeligt gifte gallerist Susan (Amy Adams) modtager et romanmanuskript fra sin eksmand, Edward (Jake Gyllenhaal), som hun ikke har set i årevis. I bogen Natdyr bliver Tonys kone og datter kidnappet af lokale bøller under en natlig køretur gennem Texas. Tony indleder en vendetta mod kidnapperne, og under den nervepirrende læsning går det op for Susan, at bogen kan være Edwards hævn over deres eget kuldsejlede forhold. Modedesigneren Tom Ford har instrueret.
Tekst fra pressemateriale
|
Brugerne skriver om Nocturnal Animals:
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
28. juli 2021
|
|
Min eksmands roman |
|
Instruktørens kun anden spillefilm hæver niveauet en anelse, selvom det stadig er tydeligt, at han er mere optaget af form end af indhold. Det kan have sin berettigelse, hvis en film skal være ren underholdning, men her er der mere på spil i en historie om hvordan en kvinde skal komme overens med en skilsmisse i et miljø, hvor kun konstant succes synes at være målestok i alle livets forhold. Det fungerer sådan set, selvom det ikke synes fuldstændigt dramatisk og stilistisk begrundet hvorfor det skal formidles igennem en fiktion i fiktionen; gensyn vil måske kunne afklare dette. Hvorom alting er så spilles der godt, filmen har et godt flow og man er med indtil slutningen som ikke er helt så overraskende som der lægges op til. En interessant men udpræget ujævn film. Amy Adams viser, at hun har format til de store roller.
|
|
|
Anmeldt af
Svend Erik, Løkken |
6. september 2018
|
|
Meta kunst og stil |
|
Tom Fords sølvbjørnbelønnede film om, hvorledes mødet med fiktionen reagerer med os, arbejder på flere niveauer. Det bevirker, at historien ind imellem kan se noget konstrueret ud, og at vi kun interesserer os for Amy Adams figur på et meget ydre niveau. Ford vil måske være tilfreds hermed, for en del af hans ærinde er vel at skildre den overfladiskhed, der let kan lægge sig over de privilegeredes livsførelse bag polerede facader og porte.
Som en anden Lynch understreger Ford sine pointer gennem modstillingen af det glatte overfladiske og det rå og svedige overfladiske. Og som en Hitchcock leger han med vores muligheder for identifikation.
Filmen er glimrende drilleri, som bliver ved at afsløre nye lag gennem hele sin spilletid. Desværre taler den næsten udelukkende til vores kognition, hvor filmmediets grundlæggende styrke er emotionen. Den er pyntet med materielle genstande, der dels skal underbygge dens udsagn om materialismens glathed, dels give os lejlighed til en gættekonkurrence: hvem har lavet de kunstværker, der optræder i løbet af filmen. Umiddelbart kan man genkende Damien Hirsts piledræbte hest og Jeff Koons’ store ballonfigur i rustfri stål.
Jeg vil ikke udelukke, at filmen kan have tilstrækkelig substans til, at et gensyn vil opleves mere fyldigt. Og man må i hvert fald medgive Tom Ford, at han kan noget med mediet; det ser også ud som om manden ville kunne noget med en dedikeret thriller.
|
|
|
Region
