Brugerne skriver om Fury (Brad Pitt):
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
23. januar 2016
|
|
Tankguys |
|
Selvom det ikke er en film der sætter sig varige spor som krigsfilm betragtet, så rummer den tilstrækkeligt mange interessante momenter til at man uden videre lader sig fascinere af den. Det er ikke en traditionel handlingsfilm på den måde, at det drejer sig om hvordan gruppen slipper afsted med at løse deres opgave. Derimod handler det om AT de løser den og hvordan de har det med det, så at sige. Det er med andre ord en psykologisk film mere end noget andet og selvom de enkelte karakterer ikke er tegnet helt skarpt op, så tror man på dem. Det er imidlertid Brad Pitts Don der bærer filmen og det skyldes for så vidt ikke mandens præstation, men den rolle som instruktøren lader ham spille i filmen; han er en sammenbidt type der samler trådene for enhver pris så han og gruppen kan komme igennem krigen. Det er faktisk dét filmen handler om og det er i dette spændingsfelt at den lykkes. Der er mere i filmen end man lige aner, så den kan og skal ses flere gange, men lad være med at sammenligne. Den er meget sin egen.
|
|
|
Anmeldt af
Svend Erik, Løkken |
17. december 2014
|
|
WWII (en herlig krig?) |
|
Blandt kritikerne deler "Fury" ikke bare vandene, den splitter dem. Jeg har hidtil ikke haft meget rosende at sige om David Ayer, men med denne film dokumenterer han, at han både kan holde sammen på en historie og give den tilstrækkelig appel, til at man lader sig indfange. Jeg befinder mig derfor fint med de positive anmeldelser, filmen har modtaget.
Flere kritikere sammenligner filmen med "Saving Private Ryan" fordi dens kampscener ejer næsten samme type intensitet som Spielbergs landgang i Normandiet. Andre finder, at den minder om "Inglourious Basterds" fordi Brad Pitts håndtering af sin rolle ligger noget op ad hans metode i Tarantinos film. Og naturligvis står "Fury" på skuldrene af en lang række WWII-film. Den vedkender sig åbenlyst sin arv. Men var kritikerne tilstrækkeligt velbevandrede i krigsfilmcinemateket, eller troede, at publikum var, skulle de også drage sammenligninger med Fullers "The Big Red One" samt en lang B-filmstradition med typer som f.eks. Aldo Ray. Men nok om det.
Ayer har skrevet, instrueret og samproduceret denne WWII-film, som også Brad Pitt står bag. Dens klassiske handling er historien om en gruppe tilsyneladende barske mænd med hærdede og kyniske facader. Mænd, der har været med i deres Shermantank siden Afrika og nu bevæger sig gennem et mudret Tyskland i krigens sidste dage mod Berlin. Krigen har umiddelbart afstabiliseret deres moralske gyro, og en del af filmens suspence udgøres af den fornemmelse, at hver især i tankens 5-mandsgruppe pludselig kan eksplodere i utilregnelighed. Dette demonstrerer Ayer med ubehagelig tydelighed i en lang scene, hvor Pitt og Lerman besøger to tyske kvinder i deres lejlighed. Filmens forudselige ærinde er bl.a. at bevæge sig ind bag de hårde ansigter og fortælle noget mere, ikke meget, om mændene. Fortællingen bygger altså på den gennemprøvede antikrigsmodel, der viser krigens forrående virkninger. Hertil kommer, at den også er en slags coming-of-age beretning, som flere af 50'ernes B-krigsfilm. Logan Lerman kommer som afløser for tankgruppens netop faldne reservekører og maskinkanonskytte. Han har ingen erfaring i noget som helst andet end at skrive på maskine, og skal nu hærdes til mand gennem slagene og samværet med de barske typer. På den måde bruger Ayer et greb, der er afprøvet i utallige film, til at sætte tingene i perspektiv. Typerne er klicheer, handlingen er kliche, kampscenerne er kliche, holdningerne er kliche og filmens forkortede skildringer af tingene er kliche. Hvordan kan det udløse 3,5 stjerner? Ganske enkelt fordi de i øjeblikket ikke virker som klicheer, men snarere som loyal omend ikke altid traditionel overholdelse af publikumskontrakten.
Brad Pitt, Shia LaBeouf, Michael Pena, Jan Bernthal, Jim Parrack og ikke mindst Logan Lerman spiller deres klichefyldte roller godt. Særdeles godt. De tilføjer et moderne aspekt men forholder sig så loyalt til genren, at det ikke giver nyttig mening at sammenligne med hverken Basterds eller Private Ryan. Filmens flow er i orden til trods for sine 134 minutter. Medens det hele står på, fornemmer man ikke, at den kører et minut for længe. Det skyldes spillet, men også de velproducerede kampscener, hvor f.eks. tre Shermans hundeslagsmål med en tysk Tiger vækker opmærksomhed. Stemningen - eller om man vil: tidsepoken - er indfanget, fastholdt og skildret, så det næsten udgør en lille historie for sig. Filmen er velproduceret, velfotograferet og fint klippet. Trods sit tema er den en nydelse at se, i hvert fald hvis man betrager håndværket.
Filmen er i sit udgangspunkt en B-film. Den overdocerer ikke sit umiskendelige antikrigsbudskab. Prikker det blot ind og stoler på at publikum selv kan gøre den del af budskabet færdigt. Den psykoanalyserer ikke sine personer, gør det blot klart, at det er umuligt at opføre sig normalt, når al normalitet i øvrigt er suspenderet. Den har de moderne krigsfilms udpensling af blodige optrin, men det forekommer her selvfølgeligt, at sådan må det være. Turen til Berlin var en blodig og mudret affære, ikke en picnic for Pattons velfriserede drenge. Som en ordentlig B-krigsfilm med antikrigsbudskab er der skabt plads til skildring af kammerateriet, malebondingen og heroismen. Så vi kan forstå, hvordan 5 vidt forskellige mænd kan blive en velfungerende kampenhed på Sherman'ens meget mindre og mere klaustrofobiske plads end Pedersen tildeler mændene i Das Boot Så vi med Ayers knappe sprog kan få (endnu en) forståelse af, hvad det var for mænd og holdninger, der vandt og vinder krigen for os.
Se filmen på min anbefaling ;-)
|
|
|