Udgivet 27. december 2019
af Universal (DK)
|
52GSU3100716
/
UPC# 7330031007161 |
|
|
|
|
Bestil filmen i Laserdisken!
|
|
|
|
|
Columbia Pictures
-
2019
USA
-
Farve
-
161 min
|
|
|
|
4K UHD-pladens specifikationer |
|
Oprindelse:
Danmark
|
Region:
|
Med danske tekster
|
Tekster: |
Dansk Engelsk Norsk Svensk Finsk
|
|
Sprog: |
Engelsk
|
|
|
|
Billedgalleri:
|
|
Once Upon a Time... in Hollywood
Quentin Tarantinos niende film udspiller sig i det kaotiske år 1969. Stedet er Hollywood, Los Angeles. Skuespilleren Rick Dalton var engang toppen af poppen, men arbejder nu primært som gæsteskurk på diverse tv-serier. Hans faste stuntmand Cliff Booth har fulgt Rick i tykt og tyndt og hjælper nu sin gode ven med alt fra huspligterne til moralsk støtte, når Rick mister selvtilliden. Ricks nye naboer er til gengæld Hollywoods seneste stjerner, Sharon Tate og Roman Polanski, men i udkanten af byen lurer en ny trussel, nemlig flokken af Charles Mansons kultmedlemmer.
Tekst fra pressemateriale
|
|
Brugerne skriver om Once Upon a Time... in Hollywood:
|
Anmeldt af
Extract, Dyssegård |
26. april 2021 |
|
Hollywood gennem farvede briller |
|
Quentin Tarantino kaster sin kærlighed på Hollywoods gyldne tidsalder anno 1969, med store personligheder som Steve McQueen, Sharon Tate, Roman Polanski, Sam Wanamaker m.fl og så lige de to fiktive personer, skuespilleren Rick Dalton(Leo DiCaprio) og hans stunt double Cliff(Brad Pitt), der forresten giver Bruce Lee røvfuld! Det blev IKKE taget godt imod i Kina. Et kalaidoskopisk billede af Hollywood iflg Tarantino, et vildt farveladeorgie med komediens lette tråd, omend mere alvorlige toner også indfinder sig. Masser af veloplagte præstationer og Tarantino er ikke bleg for at lave om på virkeligheden, så den passer i hans kram. Det er simpelthen flabet lavet og der er ikke mange instruktører der slipper godt fra den slags. Men Tarantino og hans særegne stil gør, og det er helt forrygende, et overdådigt smoregasbord af detaljer, som gør, at ét gennemsyn simpelthen er for lidt. Der er flere gode slidlag på filmen. Naturligvis en must see.
|
|
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
21. januar 2021 |
|
Cowboyhelten og hans stuntman |
|
Man ser altid frem til en ny film fra Quentin Tarantino, ikke alene fordi der ofte går en del år imellem dem, men også fordi han nok er den mest vidende instruktør om genrer og filmhistorie, i hvert fald i sin generation, noget han har formået at bruge aktivt i sine film, måske i virkeligheden bedst i hans foregående film "The Hateful Eight", hvor han blander mindst tre forskellige genrer så ikke et søm anes undervejs. Det står desværre mere sløjt til i hans seneste udspil som, uvist af hvilke grunde, har været højt tiljublet siden premieren. Filmen, der skal forestille at være en slags hommage til særligt 60'erne og 70'ernes Hollywood, har et lækkert look og et cast der gør det fint, men uanset hvordan man vender og drejer det, så mangler der en sammenhængende historie. Det er Tarantino når han bliver så snakkesalig, at han glemmer at han er i gang med en film. Man ser denne svaghed i selv hans bedste film, men den er altid blevet kompenseret for med en god historie som han ikke fraviger. Det sker bare ikke her. Derfor bliver filmen først lidt anstrengende, så irriterende for til sidst at blive en decideret belastning. Hvorfor hans udlægning af de faktiske begivenheder i perioden har modtaget så stor applaus kan kun hentes i den rent intellektuelle tilgang til film, og i mindre grad i hvilken dramatisk betydning det har for en i forvejen besværlig film. Hvorom alting er, så er den en stor skuffelse og næppe en film der vil finde vej til afspilleren mange gange.
|
|
|
Anmeldt af
Svend Erik, Løkken |
10. februar 2020 |
|
Tarantinos 9. |
|
Tarantino genskaber 60’ernes Hollywood i forrygende billeder og med så megen ømhed og usminket nostalgi, at hans niende film er en fest for filmnørder og tarantino-geeks. Vi får en klar fornemmelse af, hvad der i hans 8 film drev ham til at hente “glemte og brugte” skuespillere tilbage til storhed, hvad der fik ham til at tviste både handling og dialog og hvorfor han fandt en slags kærlig, drillende forløsning i kontrafaktisk historieskrivning. Skuespillerne nyder at være med, de shiner alle. Måske falder der Oscars af. Lad mig specielt nævne Julia Butters Trudi, som en fin, lille overraskelse. Som et godt musikstykke vil filmen blive nydt adskillige gange over en lang årrække. Nogle har ment, at den gode Tarantino har overgået sig selv, det er vanskeligt at finde ordentlige argumenter mod den påstand. Hvad han imidlertid helt klart har præsteret, er at dokumentere at Hollywood stadig er drømmefabrikken, som kan fange og fastholde os, hvis man tør slippe fantasi og talent løs og et øjeblik glemme det sædvanlige samlebånd. Se den -igen!
|
|
|
Anmeldt af
Alex, Viborg |
26. januar 2020 |
|
TARANTINO'S MAGNUM OPUS |
|
Hvor er der dog, mange mennesker som ikke forstår noget som helst om film. Hvis det er fremtidens film seere, så kan vi vist godt sige R.I.P til film industrien, som vi kender og elsker den.
Denne film er absolut Tarantino's Magnum Opus.
Det er et sandt mesterværk.
Folk siger, at den ikke har noget plot og er kedelig.
Jeg er måløs over, hvor utålmodige voksne mennesker kan være.
Kan man ikke engang sidde stille et par timer og nyde et stykke film kunst. Behøver der, at ske alt muligt ligegyldigt melodramatisk pjat konstant?
Filmen levere et smukt indblik i hollywood anno 1969.
Det er et "memory piece" fra Tarantino's side af. Han lukker os ind i sin hukommelse, og viser os det han husker fra Hollywood i den periode. oven i det, Skaber han to dynamiske og fascinerende karaktere, som viser os rundt i Hollywood, og vi nyder at hænge ud med dem. Ingen tvivl om at dette er et klassisk eksempel på en (HANG OUT) Film.
Parallelerne mellem Rick Daltol og Cliff Booth, er geniale. Den måde Rick er i dramatiske situationer, på en ufarlig måde altså på film/tv sets. Kontra Cliff, som er i "rigtig" fare ude i det virkelige liv, præcis ligesom en stuntmand er på et set.
En intelligent måde at vise os hollywood på..
Venskabet mellem de to mænd er fascinerende, Cliff Booth er nærmest hans altmuligmand/chauffør/bodyguard.
Sharon tate's del i filmen er super vigtig, vi ser ligesom den lidt uskyldige tid, der var i slut 60'erne. Og i virkeligheden blev den uskyld ligesom dræbt da hun blev dræbt af manson familien. Hvor 70'erne blev en mere dyster og mørk tid, bla. i filmindustrien.
Tarantino laver selvfølgelig et twist, der ændrer historien en smule.
Jeg lader være med at gå dybere ind i det her, da jeg synes man skal nyde filmen uden spoilers.
Jeg ville dog ønske jeg kunne gå dybere i analysen, jeg tror ikke der er nogen mennesker næsten, som ser hvor dyb filmen er.
Og hvor mange symbolske smukke øjeblikke der egentligt er i filmen.
Musikken er en kæmpe del af filmen.
Jamen man kan snakke evigt om hvor perfekt den er.
Jeg accepterer bare ikke den hypotese, af der skal være et plot i en film for, den kan være god?
Karakterene og universet er interessante nok til at bære filmen.
Det er ikke nødvendigt med et åndsvagt plot.
Forresten er kontrasten mellem Rick Dalton og Sharon tate fantastisk.
Hun er ligesom på vej frem i Hollywood og har en blomstrende film karriere, hvorimod Rick Dalton kæmper sig igennem diverse TV pilots, hvor han er tvunget til at spille skurken, da han nærmest er blevet type-castet.
Hans storhedstid er forbi, han har ikke haft nogle hovedroller siden han spillede Jake Cahill i Bounty Law.
Vi ser ham dog tage til Italien og lave spaghetti westerns, en genre Tarantino elsker, men som Rick Dalton afviser totalt. Den nye tid, og den nye måde at lave film på, er så fjernt fra det han voksede op med. Men han må acceptere de nye tider, i Hollywood.
Præcis, som Tarantino er nødt til at acceptere de ændringer der sker i Hollywood nu om dage.
Det er en dybt personlig film. Det er en film og den døende race af skuespillere, som Tarantino voksede op med, de skuespillere der aldrig helt fik deres store chance, og den CREDIT de fortjener. Tarantino hylder dem i denne film.
For guds skyld giv filmen, din fulde opmærksomhed, lev dig ind i universet og se den MANGE GANGE.
|
|
|
Anmeldt af
Michael Walters, Frederiksberg |
29. december 2019 |
|
Enormt kedelig |
|
Der er næsten intet positivt jeg kan sige om denne film, jeg er faktisk overrasket over at det er quentin der står bag den.
Der er en god følelse af 60´er har jeg læst men filmen er bare for kedelig til at jeg har lagt mærke til det, hoved skuespillerne gør det da godt men det er bare ikke nok og efter 2 timer og nogle 40 minutter ville jeg ønsker at jeg ikke havde sat den på da jeg intet fik ud af den udover en masse klip mellem de forskellige ´´´historier``
æv jeg havde ellers set frem til den
|
|
|
Anmeldt af
goggly, Brønshøj |
2. september 2019 |
|
Godnat Tarantino |
|
Årets mest hypede film. Rip De spiller godt God fornemmelse for året 69 God musik Men Røvkedeligt, Tarantino er blevet stueren, kun tilsidst sker begynder det at blive lidt spænnende, man venter længe på der sker noget, men det er 3 timer for lang tid at vente Forvent ingen action, der sker mere i en film med Dirch Mange vil hurtigt kede sig. Der er ingen handling
|
|
|
Ret din egen anmeldelse af Once Upon a Time... in Hollywood - klik her
Start en debat om filmen Once Upon a Time... in Hollywood - klik her
Start en debat om denne udgave af Once Upon a Time... in Hollywood (4K UHD & Blu-ray) - klik her
|
Klik her for print-venlig udgave |
|