Brugerne skriver om Nutcracker, The (Elle Fanning):
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
1. januar 2020
|
|
Et gok i nødden |
|
Der har i vor tid sneget sig en mere end almindeligt kedelig tendens ind, der går på at befamle en række af kulturhistoriens koryfæer, hugge en hæl og klippe en tå, og dernæst tilsætte alverdens ingredienser og så ryste det hele sammen til en - for i hvert fald det kræsne publikum - uspiselig anretning, men som tilsyneladende går i visse segmenter som lind milkshake. Det kan man så mene om hvad man vil, men nogle gange bliver det for meget, som tilfældet er med denne komplet rædselsfulde fortolkning af Tjajkovsky's klassiske ballet. Den forrige anmelder opremser sådan set de mange gyseligheder som udgør denne travesti, så en gentagelse vil være spildt spalteplads. Men denne skribent vil gerne tilføje, at hvis der skulle være forældre derude der ønsker at deres børn bliver introduceret for klassikerne i deres rene form, så bør disse velsignede få gå en stor bue uden om denne uhyrlige gang semuljevælling. Den har alt dét som den klassiske historie ikke har, nemlig ingenting at byde på, men hvis ingenting ER noget for nogen, så fred være med dét. At filmen er lavet af den samme instruktør der gav sit publikum "Runaway Train" er et mysterium der ikke uden videre lader sig opklare.
|
|
|
Anmeldt af
René, Åbyhøj |
3. marts 2012
|
|
The Nutty Nutcracker |
|
Handlingen i filmen "The Nutcracker - The Untold Story" - løst baseret på E.T.A. Hoffmann's eventyr, og Tjajkovsky's farvestrålende og populære ballet - tager sin begyndelse i Wien ved juletid, omkring år 1900. Vi introduceres for en lettere dysfunktionel familie, bestående af børnene Mary og Max, far og mor, to tjenestefolk .... og onkel Albert Einstein. I følge filmen er det også på omtrent samme tidspunkt, at onkel Albert går rundt og sysler med sin relativitets-teori. Og i gadebilledet introduceres vi søreme også kortvarigt for en vis Herr Siegmund Freud.
Filmens cover kunne såmænd let forlede nogen til at tro, at der hér er tale om en helt typisk julefilm for hele familien, med feer, børn, magisk legetøj og tryllestøv. Forkert! Dét her er næppe noget for børn - i hvert fald ikke for de mindste. For snart tager filmen en mørk drejning: Nøddeknækkeren (som er en forhekset prins) bortføres af rottekongen og hans hær til en trøstesløs grå by ("Metropolis"?), der er blevet erobret af rottehæren. Og nu begynder det så for alvor at blive syret:
Rotterne repræsenterer nazismen, og rottekongen: Adolf Hitler / folke-forføreren / diktatoren. Indsamlingen og afbrændingen af børnenes legetøj har en tydelig parallel til nazisternes afbrænding af jødisk litteratur i 1930'erne. Og den kulsorte røg, der non-stop vælter op fra afbrændings-centrenes skorstene, associerer til udryddelseslejrenes krematorieovne - ligesom der i historien også opereres med udtrykket: "Rattification" (= Endlösung). Til sidst i filmen gør befolkningen så oprør mod rotterne i noget, der til forveksling godt kunne ligne en tro kopi af russernes storm på Rigskancelliet i 1945. Ah, den allesteds-nærværende løftede pegefinger.
Med andre ord så skyder instruktøren febrilsk med spredhagl i alle retninger, og luften er tyk af kraftigt understreget symbolik i denne hér højst mærkværdige "Nøddeknækker-film". Ligesom den konstante tilstedeværelse af Tjajkovsky-musik i baggrunden, og et par indlagte sange med tekst af Tim Rice, også kun bidrager til at gøre helheden endnu mere grotesk og bizar. Efter at have set "The Nutcracker - The Untold Story" til ende, må jeg ærligt erkende at jeg faktisk ikke rigtigt aner, hvad jeg dog skal stille op med dette miskmask af et Freudiansk mareridt. Blot ville jeg inderligt ønske, at filmen havde vedblevet med at være "An Untold Story". For instruktøren jonglerer efter min mening rundt med alt for meget på én gang, og taber desværre også det meste af det på gulvet igen.
|
|
|