Omhyggelig og gribende lovestory der foregår under 2. verdenskrig. Man husker de meget smukke sort/hvide billeder, den klassiske sang og en 10-årig Elisabeth Taylor der har en lille rolle i filmen. Det var iøvrigt en produktion som blev lavet med særligt henblik på det engelske publikum der for en stor dels vedkommende forholdt sig skeptisk til det stigende antal amerikanske soldater i landet efterhånden som invasionen nærmede sig. Der var brug for film der kunne formilde dem og denne var en af dem. I rollerne ser man Irene Dunne, Roddy McDowall, Van Johnson, Gladys Cooper og Peter Lawford. Instrueret af den solide Hollywood-håndværker Clarence Brown.