Brugerne skriver om Mother of Tears:
|
Anmeldt af
Extract, Dyssegård |
15. oktober 2020
|
|
Den sidste af de tre mødre |
|
Argento er tilbage med den sidste af filmene om De Tre Mødre. Lad mig sige det med det samme: Den lever absolut ikke op til de to forgængeres, Suspiria(1977) og Inferno(1980), standard. Asia Argento spiller datteren til den kvinde, der tog opgøret med de anden mor i Inferno og forsøges myrdet med aber i filmens begyndelse. Historien giver ikke meget mening og er rodet fortalt og i sammenligning med de to forrige i serien sjusket filmet og rummer kun momentvis de kvaliteter, der gjorde forgængerne så gode. Der er drysset blodige mord med mild hånd i filmen og faktisk ville jeg sige, at det ligner mere en Fulci film end en af Argento. Fin lydside af Claudio Simontti fra Goblin, der jo lavede musikken til Suspiria. Filmen kan ses, hvis man sætter forventningerne helt nede i gulvhøjde. Filmen skuffer mest, fordi man forventer så meget mere. Finalen virker noget afliret.
|
|
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
18. august 2014
|
|
Den sidste heks |
|
Det må efterhånden være tydeligt for enhver, fans såvel som skeptikere, at Dario Argento ikke længere er med på beatet, så at sige. Efter min mening skal man helt tilbage til "Trauma" fra 1993 for at finde noget der minder om tidligere tiders storhed, men overraskende nok har han med denne film, som kun er 7 år gammel, vist, at han endnu godt kan skrue en okay gyser sammen. Bevares, filmen er ingenlunde så visuel eller nervepirrende som hans storværker, men mindre kan jo altså også gøre det. Filmens historie er ujævn for at sige det mildt og der er mere end en enkelt løs ende undervejs, men Argento har stadig et par visuelle tricks oppe i ærmet og han leverer et par chokerende filmsyner her og dér. Seværdig nok, selvom slutningen bestemt ikke gør filmen retfærdighed. Men godt at se at Argento stadig kan levere en hæderlig film.
|
|
|
Anmeldt af
Monkeyman, København S |
2. februar 2012
|
|
Han, Hun, Djævlen Og Dario |
|
Så er det endelig lykkedes for gode gamle Dario Argento, at fuldføre sin hekse-trilogi, med "Mother of Tears".
Og lad mig sige, jeg havde faktisk glædet og mig til at se om det nu var ladesiggørelig, at få den gamle Horror-Konge Dario på rette spor, efter nogle svipsere på det seneste.
Filmen starter ellers godt, og det er hurtig tydelig at Argento stadig har en sans for det groteske og makabre, hvilket varmede mit hjerte dybt, selvom det ikke just var lutter glade billeder man så.
Argentos egen datter Asia Argento spiller hovedrollen, og jeg må blankt indrømme at jeg længe har båret rundt på et ´´crush´´ overfor hende... ja, måske er hun ikke jordens kønneste kvinde, men hun er i mine øjne ganske tiltrækkende, men nok om mine egne fantasier, for her havde vi altså en god start, men hvordan forløber filmen sig så efter at man havde fået sin første potion af gore og mystik?
Jo, lad os sige kvaliteten svinger, hvertfald plotmæssigt. For man vil både glæde og græde under denne lidt mærkelige Argento seance.
Det er scener som er ganske fint velskrevet og i særdeleshed blodig underholdende, og så skifter vi lige pludelig kvalitet, hvor stemningen flades ud og hvor plottet bliver lidt for vattet.
Det står derfor snart hurtigt klart for én, at filmen ikke kan nå "Susperia" og "Inferno" til sokkeholderne, hvilket ikke er så overraskende, da de to film er semi-mesterværker og grundpillerne i senmoderne italiensk horror.
Undervejs for man også fortalt, at den tredje heks, bedre kendt som ´´Mother of Tears´´, var den ondeste af de tre hekse, men det er for mig lidt svært at forstå.
Hvor de to andre hekse virkede som noget okkultagtig, skræmmende og en næsten uovervindelig kraft, så er heksen i denne film en køn nøgen kvinde, der elsker at vise sine meloner, hvilket jeg ikke kan klage over som sådan, men det gavne ikke filmen, og derfor virker de andre to hekse langt mere troværdige og interessante.
Køber man en film som denne, så er det fordi man enten er fan af Argento eller bare er en smule interesseret i ham.
Filmen er i nogle segmenter en herlig blodig triumf for instruktøren, men så samtidig også et bevis på at vores kære legandariske filmskaber endnu ikke har fundet den gamle magi.
Slutningen er decideret en ren skuffelse!
Jeg giver filmen 2 1/2 stjerne, men den havde nok kun fortjent en ren 2'er.
|
|
|
Region
