While escaping war-torn China, a group of Europeans crash in the Himalayas, where they are rescued and taken to the mysterious Valley of the Blue Moon, Shangri-La.
Musical remake of Frank Capra's celebrated 1937 classic of the same title; about a group of passengers who survive an airplane crash in the Tibetan mountains and find their Shangri-La. Highlighted by rousing Burt Bacharach/Hal David songs.
Forloren genindspilning af den klassiske Ronald Colman-film der stort set kopierer den oprindelige film billede for billede indtil gruppen ankommer til Shangri-La. Her begynder castet uden varsel at bryde ud i sang og det er mildest talt ikke særligt kønt hvad der kommer ud af munden på dem. Burt Bacharachs ligegyldige pop-numre klæder på ingen måde den højtidelige og opbyggelige James Hilton-historie og der er heller ikke meget positivt at sige om koreografien. Robert Surtees' smukke Cinemascope-farvebilleder er rigtigt gode ved øjnene, men filmen er hul og udtryksløs i størstedelen af de 150 minutter den spiller. Man ender med at ærge sig over det hele. Skuespillerne er alle glimrende, men de har stort set intet at arbejde med. Peter Finch synger også og dét var en klar fejl, selvom han er dubbed; han befinder sig tydeligt nok ikke vel i rollen som baryton. John Gielgud og Charles Boyer som henholdsvis Chang og lamaen virker fejlcastede. En forstemmende oplevelse også fordi at man ved, at det kunne være gjort med meget større omhyggelighed end tilfældet er.