Den problematiske eftersynkronisering
The Little Mermaid betragter jeg efterhånden som en gammel ven. Hun kom ind i min tilværelse kort efter premieren i USA i november 1989, da hun gik direkte ind på 3. pladsen på den amerikanske biografhitliste. Det var egentlig ikke nogen stor præstation for en ny film - dengang gik enhver re-release af Walt Disneys gamle klassikere direkte ind på Top 3, men for første gang i årtier var anmeldelserne af en ny tegnefilm fra Walt Disney studierne overstadige, og The Little Mermaid blev ved at spille for fyldte biografsale, mens andre film forsvandt i glemslen igen. Anmeldere og publikum var kort sagt enige; Walt Disney Productions var efter en lang ørkenvandring endelig ved at finde tilbage til den gamle stil.
Oscar-uddelingen var det første vidnesbyrd om noget stort. Ikke mindre end 2 af de 4 nominerede sange fra 1989 var fra The Little Mermaid, som vandt prisen med Under the Sea (min personlige favorit var nu Kiss the Girl), og komponisten Alan Menken vandt helt fortjent også en Oscar for bedste underlægningsmusik. Det var dengang en af mine mest spillede CD-plader med sine 13 temaer og 7 sange, som næsten hver og én er en Oscar værdig. Siden filmen året efter udkom på LaserDisc, har den været en af de mest spillede LaserDiscs i min filmsamling.
Idag kan vi i tilbageblikkets klare lys endvidere se, hvilken enorm betydning filmen fik både for det skrantende Walt Disney studie og for tegnefilmen som helhed. Dens kunstneriske og økonomiske succes satte turbo på Walt Disneys tegnefilm-afdeling til stor glæde for Roy Disney, Walts nevø og nyudnævnt chef for afdelingen, og The Little Mermaid viste sig snart "blot" at være forløber for endnu større kunstneriske og økonomiske successer i de efterfølgende år: Beauty and the Beast (Skønheden og Udyret, 1991), Aladdin (1992) og The Lion King (Løvernes konge, 1994).
 Filmen er naturligvis baseret på H.C. Andersens eventyr Den lille havfrue, og det gør os danskere lidt stolte, men også en smule nærtagende overfor de ændringer, som har været nødvendige for at tilpasse historien til en tegnefilm for hele familien.
Den begynder gråt og trist oven vande, hvor vi møder prins Eric og en flok sømænd, der på en fisketur diskuterer, hvorvidt havfolkenes hersker "King Triton" eksisterer. En forskrækket fisk, der var tiltænkt andre formål, tabes ud over rælingen og ender trygt og sikkert i havet, hvor den nu roligt kan trække vejret. Mens fisken bevæger sig længere ned mod bunden af havet, møder tilskueren forskellige kulørte skabninger og farverne begynder stille at dukke frem. Denne indledende scene kulminerer ved, at King Tritons overdådige slot kommer til syne, hvorefter man blot sidder i sin stol og må erkende, at "havet er skønt".
Resten af filmen byder på mødet med Triton, hans teenage-datter Ariel (den lille havfrue), krabbekomponisten Sebastian med en kraftig jamaicansk accent, den kluntede havmåge Scuttle, Ariels bedste ven flynderen Flounder, den djævelsk lede havheks Ursula og hendes hjælpere, samt et væld af andre uforglemmelige figurer.
At det ellers så pæne Disney-selskab har fået tag på voldskomikken, viser en scene, hvor Sebastian under et besøg i menneskenes verden har forvildet sig ind i køkkenet på slottet, hvor den gale, franske kok er i færd med tilberedningen af en alt-godt-fra-havet menu. Afhuggede fiskehoveder og andre ubrugelige dele flyver rundt i lokalet, og Sebastian får naturligvis en lidt underlig fornemmelse i maven ved synet af alle disse herligheder. Da kokken langt om længe får øje på den lille, labre, levende krabbe, sker der for alvor ting og sager. Denne scene er allerede gået over i historien som en af de morsomste og vildeste tegnefilmsekvenser nogensinde.
 Nu er der gået mere end en halv snes år, siden jeg blev afvænnet for min The Little Mermaid-afhængighed, der påbød mig at se filmen mindst to gange ugentligt, og jeg er blevet opmærksom på, at filmen faktisk ikke er perfekt. Det gjorde Walt Disney-studiet nærmest selv opmærksom på ved umiddelbart efter at lave to film, som er endnu bedre, nemlig Beauty and the Beast og Aladdin. De satte helt nye grænser for perfektion, og de satte dermed The Little Mermaid lidt i perspektiv.
Disse to efterfølgende film kan jeg stadig ikke sætte en finger på, men slutningen af The Little Mermaid har jeg det ikke så godt med mere. Man fornemmer problemet med at give filmen en happy-ending til erstatning for H. C. Andersens originale slutning, der både er upassende trist og ufilmisk. Filmen romantiserer livet under havet, og det er helt fint, og den tilsætter som i andre Walt Disney-film en masse humor via bi-figurerne, og det er også helt fint, og den formår i lighed med de bedste Walt Disney-film at fremstille en uforglemmelig, magtfuld og helt igennem ondskabsfuld skurk i havheksen Ursula.
Men det kniber mod slutningen, hvor Hollywoods ufravigelige formel tvinger Ariel i den yderste knibe blot for at blive reddet i sidste øjeblik. Det er helt fint, at Ariel næsten når sit mål blot for at blive sat skakmat af den snedige Ursula, men det lykkedes aldrig for filmskaberne at finde et troværdigt hul i Ursulas brynje, så hun på en mere troværdig måde kunne tabe det afgørende slag, så Ariel og prinsen kunne få hinanden til sidst og leve lykkeligt til deres dages ende. Slutningen virker med andre ord for letkøbt, men det ændrer ikke, at filmens første 3/4 er en vidunderlig oplevelse.
Børnefilm og eftersynkroniseringer Da filmen er en af mine personlige favoritter, har jeg anbefalet den til nær og fjern, gammel som ung, på videobånd eller LaserDisc eller DVD, eller hvilket medium filmen end måtte være indspillet på. Uanset hvilke genrer, man normalt interesserer sig for, vil man kunne glæde sig over The Little Mermaid og de andre store Walt Disney klassikere.
Jeg har alligevel oplevet folk, der troede, at jeg gjorde nar, og uden at vide det mindste om filmen kunne finde på at svare:
- Nej, det er en tegnefilm. Det er vist ikke noget for mig.
- Har du set nogle af Disneys tegnefilm?
- Nej, det har jeg ikke. Det er ikke lige mig, svares der med et smørret grin. Det sker af og til, at jeg får ren besked:
- Tegnefilm? Jamen, jeg er en voksen mand!?
Og det bringer mig frem til emnet:
Hvorfor tror mange danskere, at tegnefilm kun er for børn? Tegnefilm kan være andet og mere end Cirkeline (en temmelig god børnefilm iøvrigt), Samson & Sally eller Rejsen til Amerika. Re-issues af gamle Walt Disney-tegnefilm når hvert år til tops på de amerikanske hitlister og ses af flere mennesker end mange store, dyre produktioner med stjernenavne. Over halvdelen af de 10 mest solgte film på video i USA er Walt Disney-tegnefilm, som i USA ikke kun betragtes som børnefilm.
Hvorfor ser danskere så forskelligt på tegnefilm?
Måske er svaret: Eftersynkroniseringen!
Det er min teori, at tegnefilm gøres til børnefilm! Med fuldt overlæg byttes det 10-100 årige publikum ud med det 5-10 årige. Filmen fratages sin troværdighed til fordel for ikke-læsende børn, som nu kan følge med i historien ved egen hjælp. Filmoplevelsen går til gengæld fløjten. Jeg er ikke meget for eftersynkroniseringer af følgende årsager:
1) Personligheden tilpasses ikke stemmen.
En films succes er afhængig af, om figurerne/personerne i filmen er troværdige og har personlighed. Den betingelse skal tegnefilmen også opfylde.
Det begynder med stemmen. Stemmen udvælges før en figur færdiggøres, og figurens personlighed og opførsel tilpasses stemmen. Dette gjorde Walt Disney altid meget omhyggeligt. F.eks. blev stemmen til Snehvide valgt, uden at Walt Disney selv så prøverne. Han stod bag et gardin for ikke at lade personens udseende få indflydelse på hans vurdering.
Der vælges gerne ukendte skuespillere, så skuespillernes egen personlighed ikke ødelægger illusionen. Denne vigtige detalje tilsidesættes desværre ofte på de danske udgaver, hvor de danske distributører tværtimod prøver at få fat i kendte skuespillere, som i kraft af deres navn kan hjælpe til at sælge filmen. Der vælges ikke nødvendigvis skuespillere, som i kraft af deres stemme og talent gør filmens figurer troværdige.
Resultatet er ofte, at tegnefilmfigurerne bliver utroværdige, fordi det er alt for tydeligt, at det er Jesper Klein, Claus Ryskjær eller Ove Sprogø, der taler!
2) Mundbevægelserne passer ikke.
Ved at indspille dialogen først, kan man også tilpasse mundbevægelserne nøjagtigt. Vi lægger ubevidst mærke til det og opfanger lynhurtigt, hvis en live-action film er asynkron. Hvis mundbevægelserne ikke passer til talen, er det en lille påmindelse om, at det i virkeligheden ikke er denne figur, der taler. Det gælder også for tegnefilm. Korrekte mundbevægelser er med til at skabe troværdighed, og det kan ikke lade sig gøre på "oversatte" udgaver.
3) Selve oversættelsen er tumpet.
 Alle engelsk-kyndige ved, hvor fjollet eller direkte forkert undertekster ofte oversættes. Det er endnu værre, når en sætning skal siges på netop den tid, som munden bevæger sig. Det er svært, da almindelige dagligdags udtryk er meget forskellige fra land til land, og det går helt galt med sangene, der både skal rime og have versefødderne til at passe. En umulig opgave.
Howard Ashman var tekstforfatter til The Little Mermaid i et enestående samarbejde med Alan Menken, der komponerede musikken. Deres samarbejde resulterede i en række film med sange, der både på en naturlig måde førte historien videre og fortalte os noget vigtigt om figurernes personlighed. Deres sange, som vandt Oscar for årets bedste sang hvert eneste år, de havde en sang med i en film, er helstøbte kunstværker. At oversætte teksterne er som at rive Leonardo da Vincis maleri af Mona Lisa over og lade en anden kunstner male den manglende halvdel.
Det dur bare ikke.
4) Stemmerne lægges oven i lyden.
På en original film er dialogen, dvs. stemmer, blot en bestanddel af det samlede lydbillede, som er en omhyggelig blanding af dialog, musik og effekter. Ved eftersynkronisering lægges dialogen ovenpå den originale lyd og fortrænger originallydsporet i stedet for at være en del af det samlede lydbillede. Den tekniske kvalitet forringes simpelthen.
Det er et teknisk problem, og de digitale muligheder i de senere år har afhjulpet problemet betydeligt - hvis den danske producent vel at mærke vælger at bruge de nødvendige resourcer.
Den lille havfrueDen danske tegnefilmudgave er forringet på så mange små, men hver især væsentlige punkter, at filmene ikke efterlader tilnærmelsesvist det samme indtryk som originaludgaven. Denne tradition for at eftersynkronisere tegnefilm (hvilket alene gøres af hensyn til børnene) har mere end noget andet bidraget til, at tegnefilm ikke tages alvorligt som film, men "bare" opfattes som underholdning for børn. Det er en trist misforståelse, som snyder mange mennesker for nogle fantastiske filmoplevelser i selskab med Walt Disneys klassiske tegnefilm.
Prøv at forestille dig, at almindelige live-action spillefilm blev udsat for samme behandling! Hvor mange ville leve sig ind i Indiana Jones' univers og "tro på" disse films figurer, hvis f.eks. Jesper Klein skulle være stemme for Indiana Jones, og Ove Sprogø skulle tale i stedet for Sean Connery?
 Jeg ofrede en biftur til den danske udgave af The Little Mermaid, og resultatet er bedre end sædvanligt. Først og fremmest er stereolydsporet bevaret, og det redder meget af den fantastiske filmmusik med de iørefaldende gennemgående temaer. Der er et lille tema til hver lejlighed, og hver hovedperson har sit eget diskrete tema, som kendetegner ham/hende. Der er mange surround-effekter, og de er bevaret. Den tekniske kvalitet er ganske god.
Stemmerne er valgt, så de ligner de amerikanske, og det går rimeligt, når ikke der synges, selvom Kirsten Rolfes' stemme er så udpræget Kirsten Rolfes, at jeg ikke kan lade være med at tænke på tv-serien En stor familie, som placerede Kirsten Rolfes på mit landkort nogle år tidligere.
Det samlede resultat er alligevel en skuffelse. Det ér altså en musical, og det er musikken og sangnumrene, som er filmens absolutte højdepunkter. Filmen er bygget op omkring Ariels vidunderlige stemme, som fortryller prins Eric, og som Ariel bytter til et par ben.
Så er det pinligt, at der ikke i Danmark findes én eneste kvinde, der synger godt nok til Ariel. Man har måttet ty til Sissel Kyrkjebø, og uagtet hendes kvaliteter iøvrigt ødelægges illusionen fuldstændigt, når Ariel bryder ud i sang med norsk accent og en stemme, vi kender alt for godt i anden sammenhæng. Jeg vil gerne opleve Sissel Kyrkjebø synge sange fra The Little Mermaid til en koncert, men med Sissel Kyrkjebø som stemme i filmen er Ariel som figur tabt på gulvet.
Filmens absolutte musikalske højdepunkter er krabben Sebastians numre, de to Oscar-nominerede: Under the Sea og Kiss the Girl. Cabaret-numrene er så fantastisk udført, at de isoleret set slår enhver nok så fantasifuld musikvideo med flere længder. Sebastian har i Samuel E. Wright den mest fantastiske stemme, og den kan Thomas Eje ikke leve op til. Samtidig er
 problemerne med gendigtningen af sangene alt for åbenbare, teksterne er frygtelig knudrede og tåbelige. De er heldigvis noget nær uforståelige, fristes man til at tænke.
En dansk anmelder skrev rosende om Den Lille Havfrue, men han syntes alligevel, at filmen manglede noget varme og liv i personerne. Når den "mishandlede" danske udgave fik så stor en succes i biograferne herhjemme, siger det først og fremmest noget om, hvor fantastisk den var, inden den blev overladt til den danske producent.
Hans Kristian
Specielt om denne udgivelse:
Ingen special features
|
Region
