Happy Valley
Den engelske krimiserie Happy Valley følger den barske politikvinde Catherine Cawood fra West Yorkshire, hvis personlige liv og private tragedier er tæt forbundet til de sager, hun efterforsker. Første sæson er fra 2014. Anden sæson kom i 2016. Og tredje og sidste sæson kom i 2023.
SÆSON 1
Politiassistent Catherine Cawood er rystet, da voldtægtsmanden Tommy Lee Royce sættes på fri fod efter otte års fængsel. Catherine mener, at Tommy er skyld i hendes datters død. Hun er overbevist om, at han er en farlig mand, og at det kun er et spørgsmål om tid, før han begår en ny forbrydelse. Samtidig lægger den bitre revisor Kevin en desperat plan, da hans chef ikke vil give ham lønforhøjelse. En plan, hvor Tommy kommer til at spille en brutal hovedrolle.
SÆSON 2
Sarah Lancashire vender tilbage som den hårdkogte politikvinde Catherine Cawood. En dag gør Catherine en grusom opdagelse: Hun finder et mishandlet lig. Skaderne på liget får mordet til at minde om en række andre mord i løbet af de sidste par måneder, så selvfølgelig melder mistanken sig: Er der tale om en seriemorder? Sagen kompliceres dog yderligere, da det går op for Catherine, at hun kendte offeret.
SÆSON 3
Catherine Cawood (Sarah Lancashire) nærmer sig pensionsalderen og er allerede begyndt at lægge planer for sit otium. Da et lig bliver fundet, der tilsyneladende er et offer i en bandekrig, bliver Catherine kaldt ind for at undersøge sagen. En sag, der trækker tråde til Tommy Lee Royce, der stadig sidder bag tremmer. Samtidigt begynder Catherines barnebarn Ryan at vise interesse for at lære sin far at kende.
Tekst fra pressemateriale
|