Agatha Christies teaterstykke er overført til film med begrænset held idet historien mest af alt er grebet an som et lystspil og ikke som seriøs mordintrige. Det virker tilsigtet, men er næppe helt effektivt. Glynis Johns er imidlertid god som moderen der får nok at se til, da eks-manden pludselig dukker op og afpresser hende for at få forældremyndigheden over deres datter. De øvrige skuespillere virker alle meget anonyme og det er i det store og hele lidt svært at tage filmen helt alvorligt. Men som gemen puslespilsfilm fungerer den sådan set udmærket. Stykket blev filmet igen til TV i 1982 med Penelope Keith og Robert Flemyng.