Legally Blonde Collection
Legally Blonde (2001)
"Clueless" møder "Erin Brockovich" i denne charmerende lille komedie, der med Reese Witherspoon i spidsen lagde USA for sine fødder. Elle (Witherspoon) bliver dumpet af sin kæreste, da han ikke mener, hun er fin nok til at være hans kone, når han går ind i politik; for som han siger: "I need to marry a Jackie, not a Marilyn". Men Elle er ikke lige sådan at slå af pinden, så hun tager hævn ved selv at komme ind på eks-kærestens jurastudie på Harvard, hvor hun får bevist, at man ikke skal skue en blondine på hårene. Dette er en gennemført sød film på linje med førnævnte "Clueless", som jo også var fuldstændig uimodståelig. Det er bestemt ikke stor kunst, men når man laver en film, der er så gennemsyret af blåøjet naivitet, medmenneskelig godhed og lillepiget charme, må man bare overgive sig. Prøv selv - det er rart - på den varme måde!
Legally Blonde 2 (2003)
Elle Woods er tilbage! For to år siden lavede denne blonde bombe – i Reese Witherspoons overdådige skikkelse – ravage på Harvards juridiske fakultet med sin skarpe hjerne, sit bedårende ydre og sit varme, rene hjerte. Nu, to år efter, har Elle fået sin embedseksamen, hendes foretrukne farve er stadig pink, og hun arbejder energisk som håbefuld, ung fuldmægtig i et stort advokatfirma, samtidig med at hun er i fuld gang med at planlægge sit forestående bryllup med sit hjertes udkårne, Emmett (Luke Wilson), som hun blev forlovet med i 1'eren. Derudover har Elle naturligvis stadig sin anden trofaste livsledsager, den lille hund, Bruiser. Da hun får den idé, at Bruisers mor naturligvis skal med til brylluppet, sætter hun en privatdetektiv til at opspore hende – og finder ud af, at hun er blevet solgt som forsøgsdyr til et stort medicinalfirma! Med vanligt engagement og ægte indignation kaster Elle sig nu ud i kampen mod brug af forsøgsdyr – og bliver prompte fyret fra sit job. Ufortrødent drager hun til Washington, hvor hun allierer sig med kongresmedlem Rudd (Sally Field) og indleder et ihærdigt lobbyarbejde for sin sag. Men Elle opdager hurtigt, at det slet ikke er så let endda og løber gang på gang panden mod det store lovmaskineris mur. Det stive politiske system er imidlertid ikke forberedt på en aktivist af Elles kaliber, og på sædvanlig utraditionel vis får hun rejst en folkelig protestbevægelse og gennemtrumfet sin nye lov...
Legally Blondes (2008)
Da Elle Woods' unge, blonde kusiner, Annie og Izzy, flytter fra England til Californien, er de overbevist om, at deres pink spadseredragter, små nuttede hunde og skarpe bemærkninger vil gøre dem til skolens sejeste chicks. Men det tager dem desværre kun to nano-sekunder at opfatte, at deres look er et lysår fra den cool dress kode og pengefikserede magtstruktur, der gennemsyrer alt på deres nye skole. Og da skolens mest magtfulde klike vender sig mod pigerne og forsøger at få dem anklaget for kriminelle aktiviteter, må Izzy og Annie mobilisere al deres logiske intelligens og blonde charme for at rense sig for anklagerne og én gang for alle vise de andre elever på skolen, at hvad end det er i klassen eller en retssal, skal man aldrig undervurdere en blondines alsidige evner... og slet ikke to!
|