Brugerne skriver om Frankenstein (Boris Karloff):
|
Anmeldt af
Monkeyman, København S |
29. juni 2007 |
|
It's still alive |
|
Dette er vistnok den én mest betydningsfulde skrækfilm, der nogensinde er skabt. James Whale fortæller en fabel om en ganske overambitøs videnskabsmand og hans misbrugte, barnlige udskud af et monster ud fra Mary Shelleys uhåndterlige roman.
Colin Clives neurotiske Frankenstein og Dwight Fryes pukkelryggede dværgassistent er afgørende for filmen, men det var William Henry Pratt, der fik sit gennembrud som monsteret. Han var en 42-årig englænder, som vendte ryggen til en privilegeret opvækst og udvandrede for at blive lastbilchauffør i Canada og spille biroller i USA. Universal Studios´es makeup-geni Jack Pierce udformede det flade hoved, halssømmene, de tunge øjenlåg og de lange, arrede hænder, mens Whale udstyrede skabningen med et lurvet jakkesæt som dem, vagabonder går i, og støvler som dem vejarbejdere tramper rundt i. Men det var Pratt, der forvandlede monsteret fra en knurrende bussemand til en længselsfuld, sympatisk, klassisk karakter, hvis ugerninger sker ved hændelige uheld eller er til vis grund berettigede.
I forteksterne stod der, at monsteret bliver spillet af ´´?´´, men i slutningen af filmen fik publikum at vide, at det var en fyr ved navn Boris Karloff - Pratts scenenavn - som havde skræmt og bevæget og inspireret dem.
''Frankenstein'' er fuld af pragtfulde, teatralske sætstykker og Universals skrækcyklus gennemløber hele registeret fra perfektion til pastiche og kulørt parodi, men ''Frankenstein'' er fortsat en isnende og oplivende oplevelse og en grundsten for hele genren.
|
|
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
4. april 2004 |
|
Legendarisk klassiker! |
|
Selvom det knirker lidt hist og her så er dette stadig en fabelagtig horror/fantasy-film der tillige rummer en inderlighed og en poesi som unddrager sig mange andre film. På denne særlige måde er filmen helt unik. Det skræmmende ligger for en nutidig betragtning nu ikke længere i monstret, men derimod i at der slippes kræfter fri som videnskaben ikke kan kontrollere: det er ikke kun monstret der slår andre ihjel; at han overhovedet ER blevet skabt, ødelægger også hans eget INDRE liv og følelser. Når materien uden videre sættes sammen som byggeklodser følger der også en bevidsthed med som ikke selv har valgt det. Tragedien får derfor også en sjælelig dimension. På denne måde er FRANKENSTEIN utrolig holdbar over tid som problematisering af hvor langt videnskaben skal gå og overhovedet hvorfor! Indtil den ved dette med sig selv, vil sådan en film fortsætte med at være aktuel.
|
|
|
