Hans Christian Kaye Andersen
I HC Andersen jubelåret 2005 med alle dets mere eller mindre outrerede festivals til ”ære” for den store digter, herunder nyopfundne og smarte skuespil, der spekulerede i forfatterens intimeste privatliv, sjæleliv og underliv, ja da var det ganske forfriskende for i hvert fald undertegnedes enfoldige eventyrsind at vende blikket, og ikke mindst ørerne, mod den gamle Hollywood-produktion fra 1952, kort og præcist kaldet Hans Christian Andersen. Den har absolut ikke en skid at gøre med Andersens livshistorie – hvilken den klart og tydeligt gør opmærksom på i introduktionen – men alligevel forekommer den i hele sit enfoldigt romantiserede layout og sit overglade væsen mere respektfuld og ærlig over for den verdensberømte danske digter end de tåbeligste af de koncertindslag og fiselitterære udgydelser, som det forventningsfulde publikum blev præsenteret for i årets løb. Så sandelig har HC Andersen ikke skrevet ”Kejserens Nye Klæder” forgæves.
Filmen er en slags musical – med tryk på ordet "slags". Den bør først og fremmest ses for Danny Kayes og for Frank Loessers vidunderlige sanges skyld. Det eneste, som den sympatiske skuespiller har tilfælles med eventyrdigteren, er det let forvoksede organ, der sidder midt i ansigtet, og intet kunne være mere tilfældigt. Men Danny bringer ene mand charme og menneskeligt nærvær ind i denne ellers ret så candyflossede historie, som lever i kraft af de sangmæssige højdepunkter, alle fremført af Danny selv. I nogle af sangene (The Ugly Duckling, The Emperor's New Clothes, Thumbelina ) fortæller han i sammenpresset form "sine" eventyr for lyttende børn, mens andre (Wonderful Copenhagen, der var en landeplage herhjemme efter filmens danske premiere, Anywhere I Wander, No Two People m.fl.) er traditionelt indlagte musicalsange, som fører handlingen videre.
Frank Loesser, komponisten bag den banebrydende Guys And Dolls, har til Hans Christian Andersen skrevet nogle af sine mest veloplagte og iørefaldende melodier.
Handlingen tager sin begyndelse i Odense, som filmen igennem omtales som "landsbyen". Byen ligger midt i et idylliseret fynsk landskab, der får skønscenariet fra The Wizard Of Oz til at fremstå som en kulisse fra The Blair Witch Project i sammenligning. Hans Christian, kaldet Hans, er den lokale skomager, der som en anden halvdel af brødrene Grimm fortæller sine hjemmelavede eventyr for byens børn ved bredden af noget, der skal forestille Odense Å. Det gør han så godt, at børnene skulker fra skole for at lytte til ham, mens skolemesteren er stærkt ophidset og ønsker at jage ham ud af byen. Sammen med sin unge ven Peter drager Hans mod København, og den kulisseopbyggede udgave af den danske hovedstad á la 1900-tallet, som her præsenteres, er noget af det absurdeste, man som dansk biografgænger kan opleve på film om sit land. Et hollywoodsk sammensurium af elementer fra Kgs. Nytorv, Amalienborg Slotsplads og det Kongelige Teater, altsammen i særegen opfattelse, udgør scenen, som befolkes af rødklædte livgardister, balletdansere og politifolk i mærkelige uniformer. Hvad Hans oplever i den danske hovedstad har som sagt intet med virkeligheden at gøre. For H.C. Andersen-forskere må specielt filmens københavnske del være et mareridt at gennemstå, medmindre man for sig selv omdøber Hans til Poul og lader være med at forske. Franske Zizi Jeanmaire er ballerina på den Kongelige Ballet, og da Hans ved et tilfælde bliver sat til at reparere hendes sko, bliver hun hans romantiske Jenny Lind-figur og årsagen til, at han skriver sit berømte eventyr "Den lille havfrue". Eventyret bliver opført på teatret under ledelse af ballerinaens temperamentsfulde mand, spillet af den middelmådige Farley Granger i en rolle, der virker temmelig malplaceret i filmen, og Hans får efterfølgende sine eventyr udgivet af en forlægger, hvis søn han har hjulpet med at komme sig over et mindreværdskompleks! Alt får en ende, og til sidst drager Hans hjem til "landsbyen", hvor han fortsætter med at fortælle sine eventyr for sine bysbørn, hvoraf nu også de voksne har overgivet sig.
Hans Christian Andersen er instrueret af Charles Vidor, men er producenten Samuel Goldwyns værk mere end nogen andens. Han gik med ideen til filmen i mange år, kasserede 16 manuskripter, før han fandt ét, han kunne bruge, og var i det hele taget meget optaget af, at filmen skulle blive en af hans største succeser. Det blev den, og den blev iøvrigt nomineret til hele 6 Oscars, heraf to for musikken, uden dog at vinde nogen.
Det eneste ved filmen, der virkelig irriterer denne artikels forfatter, er de tåbelige germaniseringer af navne og begreber i filmen. Hans udtales som "Harns", altså med åbent "a". I ordet Copenhagen er den engelske udtale "hæjgen" erstattet med den tyske "hargen", den danske møntsort er gudhjælpemig en "Mark", og en borgmester er blevet til det semiprøjsiske "Burgomaster". Her er den hollywoodiserede fortolkning af begreberne trods alt for pinlig. Men når Danny Kaye med sin i virkeligheden meget smukke sangstemme giver sin specielle version af Den grimme ælling, glemmer man disse indvendinger og tænker med gysen på, at rollen som H.C. Andersen oprindeligt skulle have være givet til Gary Cooper. Var dette sket, ville denne trods alt venlige artikel næppe være blevet skrevet.
Peter S
|