Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Gennemsnit: 9.4 ud af 10

Du kan også stemme.

12345678910

Lars von Triers Armageddon

Brugerne skriver om Melancholia (Lars von Trier):

	Anmeldt af ch, Odense C	16. november 2012
	Yderst interessant armageddon film
	Hvad der i første halvdel af Melancholia minder om Triers bud på en "Festen" film, hvor folk opfører sig underligt og næsten alt går galt ved et bryllup, udvikler sig i anden halvdel til en blive en yderst fascinerende og dybt filosofisk armageddon film. Det virker til at være en meget personlig film som Trier selv har skrevet og instrueret, og man kunne næsten foranlediges til at tro, at kun en person som selv lider af angstfobier og melankoli vil kunne lave en film om dette emne så godt og anderledes. Den er en film, man tænker over efter at have set den og som virker på et dybere plan. Melancholias musiktema fra Wagners opera Tristan og Isolde er yderst velvalgt og utroligt stemningsfuldt.

	Anmeldt af Monkeyman, København S	24. august 2012
	Lars og den blå planet
	Personligt synes jeg at Lars von Trier er én af de mest interessante filmbekendtskaber, der er kommet ud fra det danske kongerige.... okay manden er lidt sær og han kommer med kommentarer, som folk vil finde anstødelige, fordi de ikke ved at Lars er lidt en ´´prankster´´. Men bag alle rygterne og historierne, så gemmer der sig en original og interessant filmskaber, der i mine øjne altid har været bedst, når han droppede sine egne dogmekoncepter, og gik til filmmediet med alle snydemetoderne, hvor den visuelle fantasi kunne få frit løb, hvilket er én af grundene til at "Europa" fejede benene væk under mig, med dens magiske fortæller og visuelle evner. For mig er von Trier ikke vild opløftende, når det kommer til kridtstreger, selvom "Dogville" på ingen måde var et dårligt filmbekendtskab! Med "Antichrist" fra 2009 vakte min interesse for von Trier for alvor op igen... og det var en speciel og grum filmoplevelse der gik lige ind i hjernen på mig! Endelig havde vor kære landsmand droppe dogme-klichéerne og hoppet i den redningsbåd jeg havde håbet på han ville. Men hvor "Antichrist" hoppede ind i mit sind, så ryger "Melancholia" lige ind i mit hjerte! Aldrig har jordens undergang været så enkelt og smukt opført på samme tid, og så er der samtidig også plads til at stille kæmpe eksistentielle spørgsmål omkring livet, jorden og universet. Mange vil nok mene at filmen er en anelse for langsommelig og sløv, men det er nok et spørgsmål om temperament og tålmodighed, og jeg må altså indrømme at jeg var fanget fra først til sidst i von Triers melankolske legeland, hvor én af mine store drengedrømme endelig blev opfyldt... eller som Kirsten Dunst selv formulerede det i et interview: ´´Når man laver en film med Lars, så skal man forvente at være nøgen et par steder´´... og Dunst giver os ´´THE FULL MONTY´´ og det giver i sig selv høje point, uden at jeg nødigt skulle lyde som en værre liderbuks! Det er også et eller andet sted befriende at se en dommedags film, hvor ting og sager ikke sprænger i luften, hvor slatne Hollywood kommentarer er forkastet/manet til jorden og hvor karakterne synes troværdige og nærværende. Er man kun til Blockbusters og lineær plots, så er det nu du bare lade være med at læse videre og kaster dig over "Transformers 3" i stedent for, men er du i det varierende hjørne, hvor du er ude efter den ultimative stimulans indenfor filmkunst, ja så læs bare videre! For mig er "Melancholia" bare en fandens forfriskende pust i dommedags-genren, hvor dette er klart det mest radikale bud indtil videre i denne opbrugte kategori, hvor syndfloder og meteornedslag er dagligdags kost. Dommedags-aspektet er bare en krans uden om et familiedrama, der udspilles, og som starter med et storstilet bryllup, hvor bruden synes ude af takt med de glædelige omgivelser hun bevidst burde være i... noget er galt, og snart bliver alt omgivet at melankoli og en trykket stemning. Lars von Trier har med denne film nærmest skabt et vindue til den menneskelig psyke, vores svagheder, vores styrker og vores idé om at alting ender lykkeligt, selvom vi ved at vi en dag må stille træskoene! At vi er omgivet af en vis form for melankoli i hverdagen! Jeg tør godt kalde dette stor filmkunst! For mig falder brikkerne for en mesterlig filmoplevelse sammen. Jeg tror både på historien og dens persongalleri, og effekter/visuelle elementer og musik (klassisk selvfølgelig) er eminent sammensat, og er med til at give dette værk et ekstra nøk opad. Og så fik jeg vidst også afsløret mit ´´crush´´ på Kirsten Dunst.... SE FILMEN, hvis du er til vedrørende kunst!

	Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse	23. maj 2012
	Det sidste bryllup
	Med udgangspunkt i en slags genrefilm fortæller von Trier en historie om det moderne menneskes ensomhed og den skrøbelighed der præger tilværelsen. Selvom han holder fast i nogle af de gamle dogmegreb, som på nuværende tidspunkt er begyndt at blive lidt trættende, så lykkes det ham at fastholde interessen fordi han er så dygtig en fortæller. Med relativt enkle detaljer tegner han et billede af livets grundlæggende meningsløshed og de ritualer vi benytter os af for at fortrænge den. En genial detalje er bønnerne i flasken! At jorden tilsyneladende er ved at gå under er egentlig en detalje for karaktererne har allerede lagt deres personlige liv øde på hver deres måde. Der er meget at komme efter i denne film og selvom den er lidt for lang, så rammer von Trier sin film helt godt ind. Skuespillerne gør det alle godt og herligt at se at Kirsten Dunst komme så godt til sin ret og Sutherland ligeså. Giv filmen en chance også selvom man måske synes at von Trier bare er et forvokset barn der sidder og leger med sin egen afføring i sandkassen. Manden er (indrømmet) tydeligvis ikke normal, men han kan altså stadig godt lave film og faktisk nogle gode af slagsen også.

	Anmeldt af Svend Erik, Løkken	16. april 2012
	Aspekter af melankoli
	Trier bruger gæsterne ved en celeber bryllupsfest til at introducere depressionens mange forskellige ansigter og udtryk, og han går herefter videre og viser, hvorledes den kan ændre udtryk , hvis den udsættes for pres. Det lyder enkelt, og er det da også. Undertiden forekommer det oven i købet både langsommeligt, syret og krukket. Hertil kommer et irriterende håndholdt kamera, der vist nok skal illudere sitrende og uforklarlig uro. Nu skulle man tro, at det samlede resultat er en dårlig film, men det er mærkværdigvis ikke tilfældet. Filmen fængsler, ikke ved detaljerne, men som helhed. Og den vil ikke rigtig slippe nethinden. Det lykkes Trier at forplante uroen ud over lærredet, og det sker oven i købet ved hjælp af nogle særdeles smukke omend rystede billeder. Dunst og Gainsbourg spiller fremragende og Sutherland viser en side, som jeg håber, vi får set mere af i fremtiden. Filmen er seværdig.

Start en debat om filmen Melancholia (Lars von Trier) - klik her

Start en debat om denne udgave af Melancholia (Lars von Trier) - klik her

Klik her for print-venlig udgave