Vi befinder os i året 1862 - midt i den amerikanske borgerkrig. Buck Burnett (James Caan) og seks andre unge frivillige fra Texas har besluttet at melde sig til sydstaternes hær. De syv venner begiver sig ud på en rejse på flere hundrede kilometer på hesteryg, så de kan nå frem til slaget ved Shiloh. Slaget ved Shiloh er også kendt som slaget ved Pittsburg Landing. Slaget blev udkæmpet den 6. og 7. april 1862 i det sydvestlige Tennessee, hvor sydstaterne planlagde et overraskelsesangreb på nordstaternes hær. Det er et af de mest blodige slag i den amerikanske borgerkrig med i alt 3.428 dræbte, 16.420 sårede og 3.844 savnede.
Søvnig og umusikalsk "hippie-western" med unge udgaver af James Caan, Harrison Ford, Michael Sarrazin, Don Stroud og Jan-Michael Vincent som en flok venner der går ind i sydstatshæren under Borgerkrigen. Historien svajer hid og did uden forankring og ingen af skuespillerne får for alvor mulighed for at vise hvad de kan. Filmen fremstår mest af alt som en lancering af det begavede cast og ikke så meget mere.