The Mexico Trilogy
Robert Rodriguez' Mexico-trilogi startede med den selvfinansierede El Mariachi i 1992. En vildt underholdende low-budget actionfilm, der fik åbnet Hollywoods øjne for den talentfulde instruktør. Få år efter kom Desperado, der introducerede os for Salma Hayek (ja tak, mange tak) og var med til at gøre Antonio Banderas til en international stjerne. I 2003 blev trilogien rundet af med den omfattende Once Upon a Time in Mexico, der var endnu større end sine to forgængere.
El Mariachi (1992)
Han vandrede ind i byen med sin guitar i hånden. Det eneste, han ville, var at blive en berømt "Mariachi-guitarist" som sin far, tjene et par håndører og leve fra dag til dag. Istedet eksploderer hans rolige liv i en blodig menneskejagt, da han forveksles med en berygtet og hensynsløs lejemorder, som ingen kender udseendet af, men som altid bærer sin maskinpistol i en guitarkasse. Nu er alle ude efter hans hoved - der er ingen han kan stole på, og hvor end han løber hen, pifter kuglerne om ørerne på ham.
Desperado (1995)
Han kom fra intet - og når han er færdig, vil der intet være tilbage. Antonio Banderas er den sværtbevæbnede hævner, der som en sortklædt straf fra oven kommer til den lille mexicanske by med et regnskab at gøre op og en særdeles kontant måde at gøre det på. Hans mål er narkobossen Bucho, en mand som holder hele provinsen i et blodigt jerngreb - og for at komme til ham, er der kun én vej: han må skyde sig igennem.
Once Upon a Time in Mexico (2003)
En narkobagmand forbereder et kup mod den mexicanske præsident. En amoralsk CIA-agent vil forhindre det. Ikke for at redde præsidenten, men for at sikre sig en mindre formue midt i forvirringen. Han tager kontakt til den legendariske revolvermand El Mariachi – spillemanden, der skjuler alverdens skydevåben i sin guitarkasse. Men alt for mange ved alt for meget om planen, så El Mariachi er jaget vildt indtil den store dag, hvor en general vil forsøge et kup, hvor en lejemorder vil være på spil, hvor en pensioneret FBI-mand vil prøve at tage hævn, hvor ingenting går helt som planlagt. Ikke andet end at El Mariachi slår tonen an sammen med sine to kolleger, mens kuglerne fyger om ørerne på dem.
|