Universal Classic Monsters Icons of Horror Collection
Der går ikke lang tid, før de første af de klassiske Universal gyserfilm bliver 100 år gamle, men før vi når så langt, er fire af de største blevet restaureret til 4K UHD-kvalitet! Dracula (1931), Frankenstein (1931), The Invisible Man (1933) og The Wolf Man (1941) er filmene, der har fået denne fornemme behandling. Det kan godt være, at disse monsterfilm er ved at være godt oppe i årene, men de er stadig fremragende og fortjener at blive set i bedste kvalitet!
Indeholder følgende film:
- Dracula (1931)
- Frankenstein (1931)
- The Invisible Man (1933)
- The Wolf Man (1941)
Dracula (1931)
I den første og berømteste af alle Dracula-film ankommer Grev Dracula (Bela Lugosi) til London, hvor han forvandler to unge piger, Lucy Weston og Mina Seward, til vampyrer. Minas far indkalder en specialist, Professor Van Helsing, som hurtigt indser, det er Dracula, der står bag. Van Helsing går i gang med at redde Mina og er herefter, og i utallige filmversioner lige siden, den blodsugende transsylvanske greves indædte ærkefjende.
Frankenstein (1931)
I James Whales originale og berømte Frankenstein fra 1931 skaber videnskabs-manden Henry Frankenstein (Colin Clive) og hans pukkelryggede assistent Fritz et levende væsen ud af en død mand og en udtaget hjerne. Men hjernen tilhører en tidligere forbryder, og Frankensteins skabning bliver ikke helt som forventet. I Boris Karloffs skikkelse er monstret snart brudt ud og på vej til at gøre egnen usikker. Monstret viser sig dog ikke bare at være et monster.
The Invisible Man (1933)
Claude Rains yder en fremragende præstation i sin filmdebut som en mystisk læge, der opdager et serum, der gør ham usynlig. Rains ankommer til en lille engelsk landsby bundet ind i bandage og med mørke solbriller, og her forsøger han at skjule sin utrolige opdagelse. Men det samme serum, der gør ham usynlig, får ham også langsomt til at begå grusomme forbrydelser. Filmen er baseret på H.G. Wells' klassiske roman, og den er instrueret af mesteren ud i det makabre, James Whale.
The Wolf Man (1941)
Da den unge Larry Talbot vender hjem til sit fædrene gods, angribes han af en varulv i skoven. Han slår ulven ihjel, men bliver bidt under kampen. En sigøjnerkvinde kommer Larry til hjælp og fortæller ham, at det døde uhyres forbandelse nu er overført til ham. Hver gang der er fuldmåne, vil Larry blive forvandlet til en varulv. Larry tror først ikke på dette, men inden længe overfalder og dræber et grufuldt behåret uhyre en mand i skoven.
|