Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Gennemsnit: 8.1 ud af 10

Du kan også stemme.

12345678910

Aguirre, den gale erobrer

Brugerne skriver om Aguirre, der Zorn Gottes:

	Anmeldt af Film-Fyren, Skovlunde	4. august 2024
	Den gale erobrer
	Fantastisk film. Klaus Kinski og Werner Herzog's første samarbejdelse, og uden tvivl en af deres mest originale. Omgivelserne i Amazonas og kostumerne er rigtig flotte, og det er alt sammen filmet på et håndholdt kamera. Vi følger hele tiden sammen med ét hold, vi er hele tiden i normalperspektiv, og indimellem snakker rollerne til kameraet. Kort sagt er det som om at vi selv er tilstede. Skuespillet, navnlig Klaus Kinski, er også alle pengene værd, og med smukt baggrundsmusik og en rolig stemning, har den præcis den atmosfære, den bør have! "Aguirre, the Wrath of God" er en helt unik og original historisk storfilm, om Lope de Aguirre's ekspedition efter El Dorado, efter Inkarigets fald i 1500-tallet.

	Anmeldt af Rasmus, København S	1. maj 2008
	Besættelsens kraft
	Werner Herzogs oversete tyske filmjuvel, ”Aguirre, der Zorn Gottes”, (”Aguirre, the wrath of God”) er en film uden mage. Det synes nemlig ikke usandsynligt at påstå, at ingen hverken før eller siden denne beretning om en spansk erobrers ætsende tømmerflådetur mod mørkets hjerte har matchet en så særegen filmisk balancegang mellem kluntede amatørpræg og ren cinematisk ekstase, som den Herzog her lægger for dagen. Lad mig bare konstatere, at denne film er noget af det mest besynderlige og samtidig mest besættende jeg endnu mindes at have lagt øjne til. Selv ikke en elendig stemmesynkronisering og middelalderkostumer, der mest af alt ligner opstøvet fra et aflagt skoleteaterdepot kan skjule det hjerte og den sjæl, der ligger til grunde for ”Aguirre, der Zorn Gottes”. Vilkårene for Herzog og hans filmhold har med al tydelighed været usle, men alligevel synes et berigende strejf af spontan genialitet at gennemsyre det endelige resultat. Som bedste eksempel heri står den håndholdte kameraføring, der ganske vist udpensler filmens egentlige primitivitet, men samtidig brillerer i sin rå dynamik. Mange af de fugtindhyllede billeder af såvel personerne som landskabets utilregneligheder klæber sig til nethinden som en insisterende tæge. Det feberagtige sammensurium af pinligt dubbing-arbejde, nervespækket fotografering og en ikke mindst svært foruroligende underlægningsmusik - der må lade de indledende 10 minutter og de afsluttende 2 hengå i filmhistoriebøgerne - er særdeles mærkbart, men alligevel ikke den bærende force i ”Aguirre, der Zorn Gottes”. Den ære kan umuligt tilfalde andre end hovedrolleindehaveren Klaus Kinski, der for hvert minut af sin gyldne tilstedeværelse udbygger hver en mimisk nuance i filmens lidende titelrolle. Han gør en uafrystelig figur ud af Aguirre, en mand fanget i besættelsens gradvist knusende tag, og gør dette alene ved hjælp af den lysende galskab der ligger gemt i tyskerens øjne. Når Kinski vender blikket mod kameraet og siger: ”Ich bin der Zorn Gottes”, er det så blodet næsten isner - hold da fast hvor det fungerer! Analysemæssigt er ”Aguirre, der Zorn Gottes” ligeså en sand lækkerbisken at bearbejde, men i stedet for at udpensle Herzogs knivskarpe allegori vil jeg i stedet opsummere, at et ateistisk filmbudskab næppe har fejet fødderne væk under mig som dette. Dertil synes den på alle måder sindsoprivende slutsekvens af Aguirres kulminerende vanvid uundgåelig at inddrage. En slutning der har hjemsøgt mig lige siden jeg så den og som burde høre til blandt filmhistoriens bedste. Særligt i kraft af den, er ”Aguirre, der Zorn Gottes” en overrumplende filmoplevelse i sin både narrative og symbolske form – mørk, gal, uforglemmelig.

	Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse	22. marts 2007
	Galskab og magt
	Herzogs evne til at fortælle med billeder og musik er ganske enestående efter min mening, uanset formatet, og så meget desto mere fordi det ikke på overfladen virker specielt originalt. Han griber fat i én, ikke blot fordi hans film handler om enspændere eller vanvittige, men fordi han tilsyneladende brænder levende for at gøre deres historier autentiske. Jeg tænker her i første omgang på "Fitzcarraldo", "Kasper Hauser" og så "Aguirre". Faktisk forekommer denne film mig bedre end den tematiske "efterfølger" hvor Kinski kæmper med at få skibet over land, fordi Herzog her afdækker ikke blot Aguirres storhedsvanvid men tillige et ekstra lag, nemlig den katolske kirkes synder. Hvordan Herzog løfter dette jungledrama op i en anden sfære må være filmisk magi, og dén kan man som bekendt ikke sætte på formel. Man må nærmest bare kalde den et mindre mesterværk.

	Anmeldt af Svend Erik, Løkken	14. december 2006
	Guds vrede
	Herzog og Kinski skildrer atter en galnings færd, som ingen andre formår det. Denne gang spiller landskabet dog en mindre rolle dels på grund af flodbreddens ensformighed, dels på grund af billedformatet. Det betyder, at ét af Herzogs vigtige virkemidler dæmpes for meget. Samtidigt er filmen optaget på en tømmerflådes begrænsede plads, hvilket medfører mange portrætter og færre halvtotaler til at karakterisere relationer. Disse forhold reducerer de sædvanlige herzog-karakteristika med en generel svækkelse af filmens intensitet som det uheldige resultat. Filmen fremtræder derfor i perioder lidt kedelig, selvom vi ikke snydes for adskillige typiske herzog-effekter.

	Anmeldt af Kalle Marx, Esbjerg	7. september 2006
	En sjælden filmoplevelse.
	Klaus Kinski og Werner Herzog havde deres kreative højdepunkt med "Aguirre", en film der, som andre store film som "2001" og "Apocalypse Now", ikke bare er en film, men en slags invasion af tilskuerens bevidsthed. Det er en film der ret uretfærdigt er overset af mange. Budgettet har ikke været vanvittigt og kamera og lys anvendes meget naturligt, nærmest dokumenterende. Det er heller ikke et værk, der er fyldt med en masse overflødigt teknisk lir. I stedet skabes filmen af omgivelserne, stemningen, fantastiske billeder og filmens hypnotiske dragen. Klaus Kinski har en af de der one-of-a-kind præstationer, hvor man med 100% sikkerhed kan sige at ingen anden kunne fylde rollen som Aguirre ud ligesom Kinski gør det. Hans skæve kropsholdning og hans maniske øjne, samt hans skræmmende megalomanske monologer tegner en formidabel karakterskildring. I hvilken anden film havde det virket, hvis hovedpersonen havde kigget direkte og intenst ind i kameraet og ytret sætningen "I am the wrath of God!"? Filmen fortælles ud fra en munks dagbog, om hvordan Aguirre overtager en spansk ekspedition, da den tidligere leder nægter at fortsætte mod El Dorado. Hans storhedsvanvid leder ekspeditionen på en lang rejse i håb om den gyldne by, men hvor kun døden er en realitet. De spanske erobreres grådighed bliver deres undergang og munken der egentlig også i bund og grund er guldtørstig rammes af samme uundgåelige skæbne, hvilket giver anledning til den tro at Aguirre virkelig er Guds vrede. Mændene straffes for at følge ham. Slutbilledet, hvor han står alene på en tømmerflåde omgivet af lig og en masse små aber, er blandt de bedste der findes. Den summer hele filmen op, skaber stemning og er fantastisk flot på samme tid.

Start en debat om filmen Aguirre, der Zorn Gottes - klik her

Start en debat om denne udgave af Aguirre: The Wrath of God (4K UHD & Blu-ray) - klik her

Klik her for print-venlig udgave