|
|
|
|
Bestil filmen i Laserdisken!
|
|
|
|
 |
Miramax
-
2004
USA
-
Farve
-
96 min
|
 |
 
|
|
DVD-pladens specifikationer |
|
TV-system:
PAL
|
Region:
|
Oprindelse:
England
|
Uden danske tekster
|
|
|
Billedgalleri:
|
|
Ella Enchanted:
Den lille Ella af Frell var ikke en heldig kartoffel, da hun som spæd fik lydighedens gave af en fe. Siden har hun været tvunget til at gøre alt, hvad hun får besked på, og livet bliver ekstra svært, da hendes far gifter sig med den stangstygge Dame Olga. Fast besluttet på at overvinde sin forbandelse begiver Ella sig ud på en forunderlig eventyrrejse til alle kongerigets afkroge. Hun støder på en skrupskør nisse og ramler ind i den populære Prins Char fra sladderbladene. Og efterhånden finder hun svaret på sit hjertes ønsker og drømme. ”Magiske Ella” er et fortryllende tegneserie-fantasy-eventyr fyldt med magi og musik, orker og nisser, kæmper og onde stedsøstre, og den udspiller sig i en eventyrverden, som dog ikke er helt upåvirket af nutidens bekvemmeligheder. Filmen, der er instrueret af Tommy O’Haver (Get Over It
), bygger på en prisbelønnet bog af Gail Carson Levines, og den charmerende og magiske Ella spilles af unge Anne Hathaway fra Prinsesse Eller Ej.
Tekst fra pressemateriale
|
|
Brugerne skriver om Ella Enchanted:
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
23. august 2011
|
|
Pigen fra Frell |
|
Ikke siden "The Princess Bride" har man set så vellykket en kombination af revisionistisk parafrasering af et eventyrunivers og vel heller ikke gjort med så megen musikalitet og energi som netop Reiner gjorde det for godt 20 år siden. Det er en rigtig familiefilm, idet der er noget for enhver aldersgruppe, men det betyder ikke at filmen af dén grund gaber over mere end den kan klare. For her er virkelig lagt hjerte i at gøre det til en god oplevelse for alle uden at springe over hvor gærdet er lavest eller forfladige klichéerne som man desværre ofte ser i mange Hollywood-film inden for genren. Det er en virkelig festlig og munter film som vil appellere meget bredt. Meget flot visuel film med en glimrende rytme og fint formede billeder der hele tiden understøtter både handling og univers. Helt klart en sikker lille vinder der skal ses igen.
|
|
|
Anmeldt af
Karina, Søborg |
11. september 2005
|
|
Rigtig sød |
|
Meget sød film. Ideen er både vældig sjov og ganske skrækindjagende. Hathaway er ualmindelig charmerende, og generelt er castingen rigtig god. Er ikke så pjattet med Prince Char - han er lidt for fad og kedelig, selvom figuren er meget tiltalende. En god historie til en stille hyggeaften.
|
|
|
Anmeldt af
René, Åbyhøj |
6. marts 2005
|
|
En fin eventyrkomedie. |
|
Som spæd får pigen Ella fra landsbyen Frell en højst tvivlsom dåbsgave af sin Fé-gudmor nr. 2: - Evnen til at være lydig og altid gøre, hvad der bliver sagt. (Fé-gudmor nr. 1 er desværre lidt fummelfingret med sine trylleformularer, og afstår derfor klogeligt fra selv at give nogen gave. F.eks. er hun ved en beklagelig fejl kommet til at trylle sin kæreste, Benny, om til en talende bog.)
Man kan nok forestille sig, at der uvægerligt vil opstå visse barokke situationer i løbet af filmen, når Ella f.eks. bliver konfronteret med dagligdags vendinger som "Årh, rend og hop!" eller "Gå hjem og vug". For hun er som følge af fortryllelsen (eller forbandelsen, om man vil; Fe-gudmor nr. 2 er nemlig ikke helt fin i kanten) simpelthen nødt til at gøre nøjagtigt, hvad hun bliver bedt om.
Hele filmen er faktisk udelukkende bygget op omkring alle de forskellige gags der opstår, når Ella modtager en "ordre". For det pudsige i det er jo, at "orderegiveren" er fuldstænding uvidende om at han eller hun netop har udstedt en befaling der skal efterkommes, når Ella pludselig begynder at gebærde sig underligt. Naturligvis er situationen ikke holdbar i længden for hende, og hun beslutter sig for at drage ud i verden for at finde den ansvarlige Fe, og få hende til at hæve fortryllelsen. Undervejs får hun følgeskab af en talende bog ved navn: Benny (ja, netop!), en Elf og selveste Prins Charmont. Eller bare: "Char", blandt landets giftelystne tøser.
Det lyder som et ret tyndbenet plot, hvilket det også er - selv med tilførelsen af et par øretæveindbydende stedsøstre, den skurkagtige onkel Edgar (prinsens formynder, der vil være kalif i stedet for kaliffen) og en romance imellem Ella og Charmont. Men ikke desto mindre har man alligevel formået at frembringe en særdeles habil eventyr-/familiefilm, som overlever primært i kraft af sin humor og musikalitet. Dog skal det lige understreges, at filmens første ca. 15 minutter er de absolut dårligst fungerende i hele filmen. Det er, som om handlingen lige har brug for at "varme op", for at komme ordentlig i gang. Men når man først er kommet over det punkt, så virker magien i filmen til gengæld efter foreskrifterne.
Og så er der jo også filmens hovedperson - Anne Hathaway. Hendes brune øjne og store, smittende smil er jo næsten ikke til at stå for, hvilket lægger yderligere et par points til i den samlede vurdering - Hæ-hæ.
Jeg har to favorit-scener i filmen:
1) Ella bliver af sine stedsøstre narret til at stjæle et par glassko på markedspladsen. Under udførelsen af sit forehavende bliver hun opdaget af en soldat, og så går den vilde jagt. Under flugten springer Ella over et par vinfade på jorden, og i samme sekund råber forfølgeren bag hende, på amerikansk strisser-manér: "FREEZE!". Og ja, rigtigt gættet: (Pling!) Ella stopper midt i springet og svæver fastfrosset i sin bevægelse, lige oven over tønderne. I billedgalleriet længere oppe på siden ser man, hvordan.
2) Ella og hendes følgesvende er havnet ved en bryllupsfest hos Kæmperne. Gæsterne bliver bedt om at levere lidt underholdning til festlighederne. Elfen undslår sig, og det samme gør Ella. Men så sker der det uheldige, at en af Kæmperne insisterer over for Ella: "Jo, kom nu - syng!" (Pling!) Ella stivner, og begynder (uden videre entusiasme) at synge rockgruppen Queen's: "Somebody to love" - først a cappella, med en spinkel, usikker stemme der truer med at knække over i utide. Siden falder "orkesteret" (lut, citter, spinet osv.) ind med "Queen"s karakteristiske piano og guitar-sound, og sangen får straks mere kraft. Efter hvert endt vers kommer der tilråb fra salen, som: "Højere!", "Læg lidt mere sjæl i det!" og "Dans!", hvorefter Ella's fremførelse ændrer sig tilsvarende. Og jo, det ER Anne Hathaway selv, der synger - og hun gør det fremragende.
Alene denne scene er for mig næsten hele filmen værd, og jeg kan varmt anbefale den for børn og barnlige sjæle (jeg hører selv til i den sidste kategori) fra ca. 10 år og opefter. Filmens første 15 lidt uinteressante minutter trækker ned i karaktergivningen, og filmen får således tre stjerner ud af fire mulige.
|
|
|
Ret din egen anmeldelse af Ella Enchanted - klik her
Start en debat om filmen Ella Enchanted - klik her
Start en debat om denne udgave af Ella Enchanted - klik her
|
Klik her for print-venlig udgave |
|