Hovedparten af Mass udspiller sig i et simpelt rum, hvor fire skuespillere sidder om et bord. Alligevel er dette nok en af de mest ubehagelige og intense filmoplevelser, man kan forestille sig. Situationen er denne: Der har været et skoleskyderi. En række elever er blevet dræbt, hvorefter morderen vendte våbnet mod sig selv. Nu mødes to sæt forældre. Det ene par er forældre til et af ofrene, det andet par er forældre til gerningsmanden. Og nu skal de prøve at blive forsonet.