Fast Food Nation
Hver dag aflægger 1/4 af alle voksne amerikanere et besøg på en fast food restaurant. Det vil sige i omegnen af 60 millioner mennesker - om dagen! Omregnet til cool cash svarer det til, at der årligt serveres burgere, fritter, pizzaer, hot dogs, friturestegte løgringe og andre måltider, der kan produceres og konsumeres, inden man kan nå at sige Ronald McDonald, for mere end 110 milliarder dollars. Det er skræmmende fakta, og det er Eric Scholssers bestseller, Fast Food Nation, fra 2001 også.
Scholsser har sammen med instruktør Richard Linklater (Before Sunrise, Slacker) skrevet manuskriptet til filmen af samme navn, som New York Times har kaldt den mest betydningsfulde, politiske film fra en amerikansk instruktør siden Michael Moores Fahrenheit 9/11: "Den gør dig måske ikke ligefrem til vegetar, men den får dig afgjort til at tænke en ekstra gang over vores fast food-kultur", konstaterer avisen fra Cannes '06, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen.
Fast Food Nation er en skræmmende rejse gennem fast food-industrien: fra bunden af fødekæden, hvor en mexicansk immigrantfamilie udnyttes til under minimumsløn i slagteriets pakkeafdeling, over bonden, der kæmper for sin jord, til marketingchefen fra "Mickey's Fast Food", som opdager inficeret kød i kædens bedst sælgende burger, The Big One. Mange historier og skæbner vikles sammen i en film, der beriges af et ensemblecast bestående af blandt andre Ethan Hawk, Catalina Sandino Moreno, Patricia Arquette, Greg Kinnear, Kris Kristofferson, Avril Lavigne og Bruce Willis.
Tekst fra pressemateriale
|