Arahan:
Den unge betjent Sang-whan ser tilfældigt et tasketyveri og løber straks efter den skyldige. Da han endelig indhenter røveren, er denne allerede blevet stoppet af en ung pige, Eui-jin - en supertrænet martial arts kæmper. Eui-jin lægger an til at bruge den berømte "palm blast" teknik på røveren, men hun rammer forbi og nedlægger i stedet Sang-whan, der bliver slået bevidstløs!
Da han vågner igen, står han foran 5 af de berømte Seven Masters, vogtere af nøglen til Arahan, et ophøjet stadie, hvor man ikke har mere at lære. Da de ser, at Sang-whan har en ekstraordinær god chi, tilbyder de at træne ham og lærer ham om martial arts filosofien. Efter nogen tøven - og meget brok - indleder Sang-whan sin træning side om side med Eui-jin.
Samtidigt i en grotte langt under byen bryder nogle arbejdere igennem en væg og afslører et hemmeligt kammer, der har været glemt i mange, mange år. I kammeret sidder Heun-un, en af de oprindelige Seven Masters.
Han går øjeblikkeligt i gang med den plan, der fik ham lukket inde i første omgang. Han vil have fat i nøglen til Arahan, så han kan herske over hele jorden. Han opsøger de resterende Seven Masters for at finde ud af, hvem der har nøglen. De gamle mestre er intet ved siden af den mægtige Heun-un. En efter en falder de, og snart er det kun Sang-whan og Eui-jin, der står mellem Heun-un og hans mål...
Arahan er et sprudlende moderne martial arts eventyr, der lander et sted mellem Shaolin Soccer
og Volcano High.
Første del af filmen fokuserer på den fumlende, talentløse Sang-whan, der kæmper med at lære den ædle kampkunst, mens han brokker sig endeløst, for i virkeligheden var han mest interesseret i at mestre "palm blast" teknikken, så han ikke bliver ydmyget af de lokale gangster. Langsomt bliver han dog bedre, og det lykkes endda de gamle mestre at banke lidt filosofi ind i hovedet på ham.
En time inde i filmen får vi den første store kamp, og derfra er der fuld tryk på resten af tiden! Den ene store kamp leder videre til den næste, efterhånden som historien og Heun-uns jagt spidser til.
Kampene er fyldt med ny-klassiske elementer som brug af computer effekter, wire tricks og masser af ultra-slowmotion, men heldigvis forstår filmen at begrænse sig, så vi ikke ender i kunstige ligegyldige opvisninger, som de herrer Jet Li og Jakcie Chan efterhånden er blevet eksperter i. Kampene er også fyldt med en bitter, rå energi, og så er de ofte holdt i lange, uafbrudte skud, så man rigtig kan nyde bevægelserne. Lækkert!
Arahan lader aldrig sin komplicerede baggrundshistorie få kontrol over plottet. Man kan sagtens ignorere alle de gamle legender og forhistorien og stadig få noget ud af filmen, om ikke andet så fordi Arahan er fyldt med energi og fortællelyst. Er man til Shaolin Soccer
og Volcano High, eller de vanvittige optrin, som kun koreanerne kan lave dem, så er Arahan bestemt et køb værd.
David
|