The Stud & The Bitch
The Stud (1978)
Vi skal ned og rode på nederste hylde for at finde denne lumre 70'er film, baseret på en roman af Jackie Collins med hendes søster Joan Collins i hovedrollen. Historien følger den charmerende Tony, der bliver udpeget som manager af en natklub, ejet af nymfomanen Fontaine Khaleds mand. Det er underforstået, at hvis Tony skal beholde sit job, så skal han også "sørge" for Fontaine. Det bliver lidt anstrengende i længden, så Tony kaster sig over Fontaines steddatter. Kort efter begynder hele korthuset at falde sammen.
The Bitch (1979)
Joan Collins spiller Fontaine Khaled - jamen selvfølgelig gør hun da det - i denne opfølger til The Stud. Hun er stadig den sexede, modne kvinde (lidt for moden for de fleste), som fyrene nærmest falder over hinanden for at hoppe i seng med. Denne gang møder hun endnu en ung fyr, der er klar til at kaste sig i lagenerne med hende, men han har skumle mafiaforbindelser og skylder penge til nogle slemme folk, så snart roder Fontaine sig ud i mere ballade, end hun kan klare!
|