×
An unknown error occurred:
UnexpectedClosure
INCLUDEFORM
!

[/!]
 
0.00 kr
Kurven er tom
Til kassen

Log ind

Nyhedsmail
Følg din ordre
FAQ
Sitemap

Witness (Limited Edition) (Blu-ray) (BD) Witness (Limited Edition) (Blu-ray)

Send mig en mail, når den udkommer

Witness (Limited Edition) (Blu-ray) (BD) - Klik her for at se billedet i stor størrelse.
Laserdisken (DK)
Pris: 299.00 kr Klik for at lægge i Laserdiskens indkøbskurv.

Udkommer 16/6-2025

Bestil filmen i Laserdisken!

Medierådets aldersgrænse. Paramount - 1985
USA - Farve - 112 min
Ønskeliste
DramaRomantikThriller
Filmens specifikationer
Original titel: Witness
Dansk titel: Vidnet
Instruktør: Peter Weir
Medvirkende:
John Book  Harrison Ford
Rachel Lapp  Kelly McGillis
Paul Schaeffer  Josef Sommer
Samuel Lapp  Lukas Haas
Eli Lapp  Jan Rubes
Daniel Hochleit  Alexander Godunov
James McFee  Danny Glover
Elden Carter  Brent Jennings
Elaine  Patti LuPone
Moses Hochleit  Viggo Mortensen
Vis alle medvirkende...
Stikord: Amish
Drab / mord
Korruption
Politi
Vidne
Klik for alle udgaver af filmen
Same Cast
Blu-ray pladens specifikationer
Oprindelse:  England Blu-ray pladen har regionalkoden B.Region:

Uden danske tekster

Tekster: Engelsk
Sprog: Engelsk

Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Antal stemmer: 33

Gennemsnit: 8.8 ud af 10     (Antal stemmer: 33)

Du kan også stemme.   

Laserdiskens vurderinger:

Niels Ole
Mogens
Lars
Søren
Peter S

Witness

Det er meget få film, der har evnen til at drage deres tilskuer så fuldstændigt og aldeles ind i deres histories univers, at man fra start til slut hverken åndeligt eller fysisk føler sig til stede i biografrummet, men derimod i filmens virkelighed. Man er ikke længere tilskuer, man er deltager. Man er med i historien som en fuldt engageret tredje person.
    I virkeligheden er der jo tale om den fuldkomne illusion, selv om den tager sig ud som det modsatte. Og i større eller mindre grad er den ovennævnte følelse vel noget, enhver biografgænger på et eller andet tidspunkt har kunnet nikke genkendende til, når han eller hun har ladet sig lukke ind i filmens magiske verden.
    Selv om jeg har set mange film i mit liv - rigtig mange endda - og selv om jeg har et arsenal af favoritfilm, jeg ser igen og igen, så er det kun ganske få, som ved førstegangssynet har givet mig en så intens, næsten hypnotisk oplevelse som beskrevet ovenfor. Lad mig nævne dem, der lige falder mig ind: W.S.Van Dykes San Francisco fra 1936, Sam Woods Kings Row fra 1941, William Wylers The Best Years of Our Lives fra 1946, Howard Hawks Rio Bravo og Billy Wilders Some Like It Hot fra 1959 og endelig Peter Weir's Witness fra 1985.
    Disse film fra vidt forskellige genrer har det tilfælles, at deres figurer på forunderlig vis er gjort levende og vedkommende, således at man som tilskuer fra første scene er dybt optaget af, hvordan det skal gå dem i den spændende historie, som følger efter. Dette er i hvert fald min forklaring på deres dragende virkning. Lad mig understøtte denne forklaring yderligere med en nærmere analyse af sidstnævnte film Witness, som i skrivende stund er 19 år gammel og i mine øjne er den måske bedste film, der overhovedet er lavet siden da. En fremragende film.

Witness er en nutidshistorie om politimanden John Book (Harrison Ford i sit livs rolle), der til daglig hårdt og kontant jager forbrydere i storbyen Philadelphia. Den smukke enke Rachel Lapp (Kelly McGillis) fra et af Pennsylvanias religiøse Amish-samfund er taget ind til storbyen på et sjældent besøg sammen med sin 8-årige søn Samuel (Lukas Haas). Amish-folkene er en ikke-voldelig sekt, der forsager biler, telefoner, elektricitet m.m. og lever på deres helt egne præmisser på 1800-tals manér. På et offentligt toilet på byens store banegård bliver Samuel vidne til et mord, hvorved politiet og dermed John Book bliver involveret. Modstræbende må Rachel se sin søn afhørt af John, som gennem Samuel finder ud af, at morderen er en af hans egne kolleger, McFee (Danny Glover). Denne oplysning giver han videre til sin chef (Josef Sommer), uvidende om, at det er denne, der i virkeligheden står bag hele affæren - en affære, der drejer sig om politikorruption og narkopenge.
    I en underjordisk garage bliver John Book overfaldet af McFee, som sårer ham. Sammen med Rachel og hendes søn flygter han i sin bil ud på landet, i første omgang for at bringe de to passagerer i sikkerhed. Hans sår er imidlertid så alvorligt, at han besvimer og må acceptere at blive hos Amish-folkene. Rachel passer og plejer ham, og langsomt opstår der dybere følelser mellem de to til trods for kulturkløften imellem dem og til trods for den misbilligelse, der hersker i det lille samfund på grund af tilstedeværelsen af denne "English", Amish-folkets betegnelse for menneskene fra det ydre samfund.
    I Rachels hjem bor også hendes svigerfar (Jan Rubes), og da John får det bedre og kommer ud af sin sygeseng, gør den gamle mand sit ypperste for i det mindste at få noget praktisk arbejde hevet ud af den i bund og grund uvelkomne gæst. John bliver sat til at malke, snedkerere og endog indgå i et team af mænd, der bygger en lade til et nygift ægtepar. Den barske politimand får herigennem et indblik i en anden og slet ikke så usympatisk verden, end han er vant til. På nogle punkter er den nye verden dog slet ikke så anderledes endda. Rachel har en bejler (Alexander Godunov), som har luret, at der foregår noget særligt mellem den pige, han er forelsket i, og den fremmede nytilkomne. Hans kølige og fjendtlige reaktion viser, at på trods af deres ikke-voldelige holdning er skinsyge og jalousi på ingen måde ukendte begreber hos Amish-folket.
    Da John og Rachel endelig finder hinanden, indhentes deres kærlighed af skæbnen i form af tre mænd med pumpguns og onde hensigter. Det er lykkedes for de tre at finde deres kollegas skjulested, og de har ikke til hensigt at respektere det lille samfunds regler for konfliktløsning og næstekærlighed.

Det geniale ved Witness er, at den lever og eksisterer på tre ligeværdige planer. Der er dels kærlighedsforholdet mellem Rachel og John, dels modsætningsforholdet imellem bymennesket og det lukkede samfunds beboere med deres anderledes normer, og endelig konflikten mellem politimanden og forbryderne. Den er både en film om "røvere og soldater", en kærlighedsfilm og en film om kulturforskelle. Den er spændende og vedkommende på alle tre planer, men på en sådan måde, at de tre planer ikke opfattes hver for sig, men synes sammensmeltet til en enhed af stor filmisk styrke.
    Halliwells berømte filmguide har også fuldt ud fattet dette. Guiden giver filmen topkarakter og skriver: "This is one of those lucky movies which works well out on all counts and shows that there are still craftsmen lurking in Hollywood"
    Med til at bringe filmen op på et højere plan er Harrison Fords spil i rollen som John Book, både når han demonstrerer sine barske politimetoder, og i det perfekte samspil med den også glimrende Kelly McGillis. Trods det action-prægede og romantiske fællesislæt med helten Indiana Jones og dennes eskapader vil næppe mange blandt publikum få associationer til denne figur. Skuespilleren er her ovre i en helt anden og langt mere nuanceret boldgade.

Witness var nomineret til en Oscar som 1985's bedste film, men vandt ikke. Prisen gik til Sidney Pollacks glansbilledfilm Out Of Africa, og Pollack vandt i kategorien Bedste Instruktør. Hvis man nu gav Peter Weir Sydney Pollacks Oscar og samtidig skaffede Pollack den, han blev snydt for i 1982 med Tootsie, så ville der være orden i tingene.

En lige så god orden, som der er i den fantastiske film Witness.
Peter S

Brugerne skriver om Witness (Harrison Ford):

Anmeldt af lookalot, København K 13. juni 2021
Vidne til mord
Witness (Harrison Ford) Glimrende film af Peter Weir! Filmen er velspillet og godt sat sammen og så er 28 årige lesbiske Kelly Mcgillis absolut dejlig og akut sexet og kolossalt krammevenlig at se på (selvom hun desværre ikke viser bare bryster & bar busk)! Spoiler! Mega ærgeligt at Harrison Ford ikke fik hende i enden! ;0)

Anmeldt af Mercy, Odder 12. oktober 2020
Witness for the execution
Seværdig, men også noget overvurderet film. Måske er det den store troskyldighed, der skurrer hos mig - jeg har det svært med religion og Amish er jo downright latterlig.

Som Monkeyman skriver mangler der et eller andet. Historien har man set før, selvom settingen er ganske eksotisk. Harrison er Harrison og gør det godt.

Ladebyggeriet er fornøjelig og (ufrivilligt?) komisk.

Anmeldt af Monkeyman, København S 12. april 2008
Ford vs. korrupte pansere
Fin og spændende film, som Peter Weir hér har stablet sammen.
Harrison Ford og Kelly McGillis spiller da også upåklageligt, men dog syntes jeg ikke at filmen fangede mig komplet. Det var som om, der var nogle usynlige mangler.

Anmeldt af Kasper, Aalborg SV 18. maj 2007
Vidnet
En fantastisk film med Ford og McGillis.
Kan helt sikkert anbefales.

Anmeldt af ch, Odense C 9. august 2005
Amish-thriller
Fin idé at lade en thriller foregå i et amish samfund, hvor der gælder nogle andre regler og love end dem vi er vant til. En ting som virkelig løfter denne film gevaldigt er det fremragende score af Maurice Jarre, far til Jean Michel Jarre, hvis nogen skulle være i tvivl. Især i scenen hvor Harrison hjælper til med at opføre en bygning bliver der spillet noget musik som virkelig er fantastisk flot.

Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse 17. december 2004
Drengen der så et mord
Peter Weir har aldrig lavet noget bedre end UDFLUGTEN, men denne film hører alligevel til hans hovedværker. Harrison Ford får alt ud af sin hovedrolle. Miljøskildringen er i en klasse for sig, og filmen byder på en særdeles tilfredsstillende slutning.

Anmeldt af Pintoz, Herlev 24. oktober 2004
Dejlig film... Thriller i verdensklasse! Historien holder, skuespillet ligeså!
Fandme god film!

Anmeldt af Svend Erik, Løkken 16. juni 2004
Kultursammenstød
Witness er fra den gang Peter Weir var interesseret i persontegningen, og den handler i bund og grund om kultursammenstød, hvor det centrale tema altid er: kan vi lære at acceptere hinanden? Book - Harrison Fords bedste rolle - respekterer The Amish og vinder deres tillid. Filmen bliver næsten en lære for de, der vil vide noget om integration. Weir holder virtuost flere tråde stramt i hånden og intet løber fra ham. Den er fortælleøkonomisk veltrimmet og lækkert fotograferet, hvilket gør den til et smukt stykke håndværk - og en imponerende film.

Ret din egen anmeldelse af Witness (Harrison Ford) - klik her

Start en debat om filmen Witness (Harrison Ford) - klik her

Start en debat om denne udgave af Witness (Limited Edition) (Blu-ray) - klik her

Klik her for print-venlig udgave

 
Tlf: (+45) 98 13 22 22      mail@laserdisken.dk      CVR: 10 19 42 45