Billedgalleri:

Brugernes bedømmelse:

Gennemsnit: 8.0 ud af 10

Du kan også stemme.

12345678910

Laserdiskens vurderinger:

Mogens

Ulzana's Raid

Specielt om denne udgivelse:

Brugerne skriver om Ulzana's Raid:

	Anmeldt af Extract, Dyssegård	18. december 2018
	Ulzana på krigsstien
	En ret typisk amerikansk senwestern, der er en del mere usminket end tidligere tiders westerns, som f.eks. The Searchers., hvor Duke forespurgt om hvad der var sket med en død hvid kvinde svarer Do you want me to paint you a picture? - og ja, så ved man godt at hun blev både voldtaget og lemlæstet. Men det antydedes kun dengang. Her vises det i blodige billeder. Men mens der dog er flere amerikanske westerns fra 60'erne og frem, der beskriver indianerne som de ædle vilde, så er det ingenlunde tilfældet her. De portræteres her nærmest som brutale seriemordere og voldtægtsmænd, omend væsentligt mere klygtige end fordums tiders rødhuder, der blot fungerede som hesteoperaernes kanonføde. Om Vietnam spøgte i baggrunden da man lavede filmen er uvist, men kampen mod indianernes war party beskrives som en brutal og blodig affære på begge sider. Aldrich filmen er effektivt fortalt, godt spillet og udmæret fotograferet, filmmusikken af Frank De Vol er traditionel og funktionel, men ikke videre mindesværdig. Burt Lancaster leverer en stor præstation som kavalerispejder og hans skæbne hamonerer fint med den defaitistiske og nihilististiske stemning i filmen med den meget destruktion og selvdestruktion. Bl.a. hvor en ung soldat skyder sig gennem hovedet for at undgå at blive taget af indianerne og efterfølgende sprættes op af af indianerne, der leger kastebold md hans indvolde. Det vagte en del fuore, da DR omkring 1980 valgte at vise filmen. Avisens TV side bragte et billede af den mishandlede døde farmer bundet til et træ. Det er som nævnt en af Aldrich bedste film, omend hverken så kendt eller anerkendt som The Dirty Dozen. Den er til 3 1/4 stjerne. Vi runder op.

	Anmeldt af Holliday, Aalborg	10. oktober 2011
	Band of Brothers
	Jeg har umiddelbart svært ved at komme i tanke om en anden genre, hvor jeg så uforbeholden kan sætte mig ned og se en film uden hverken at have det mindste kendskab eller viden om, hvad det er jeg skal se, som tilfældet er med westerns. Især ældre westerns. Indrømmet der er rigtige mange middelmådige westerns, alligevel er det yderst sjældent man sidder bagefter og tænker, det var da en åndssvag film! Eller spild af tid. Jeg tror, det faktum handler meget om, at westerns ofte er meget ritualistiske i deres opbygning og som ofte også i fortællingen. Det er let genkendeligt, man ved hvad man får og man forføres hurtigt og villigt ind i den eksotiske western mytologien, som ligger så mile vidt fra lille Danmark og os danskere som nogen anden genre. Begejstringen kan selvfølgelig også bare ligge begravet i fortiden, da jeg blot var en lille purk? Jeg fattede ikke et ord af, hvad de sagde og kunne knap nok læse endnu og slet ikke undertekster. Men hvad gjorde det, når der både var hujende indianer med krigsmaling og bue og pil. Cowboys som drev kvæg på tværs af det imponerende landskab og nu og da en sherif som ene mand stod op imod en hel bande banditter? Jeg tror faktisk ikke, jeg blinkede en eneste gang, når der var en western i tv. Eller sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg lå der imod måbende på gulvet, så tæt på jeg overhovedet kunne komme uden min mor råbte op om, at jeg skulle rykke længere tilbage, for ellers fik jeg dårlige øjne. Ødelagt syn eller ej, Ikke et sekund måtte misses for bagefter skulle man ud på gaden iført vest, hat og revolverbælte selvfølgelig. For nu skulle al inspirationen omsættes til leg med vennerne, hvor de uheldige udvalgte fik lov at være indianerne. Ak ja, i dag ville det sikkert tolkes som spirende racisme. Så det er med uhørt stor fornøjelse, at det nu er muligt at synke dybt ned i stuens bedste lænestol søndage klokken 16, med eftermiddagskaffen og skærekagen indenfor rækkevidde og nyde DR2’s western kavalkade. Her er der for en kort stund dømt frirum for Vild med dans, idiotiske gameshows og endeløse tv-serier. De næste tre søndage bliver vi i øvrigt forkælet med selveste The Duke. DR2’s western Kavalkaden har både budt på gensyn og overraskelser. For mig var søndagens bidrag den sidste af slagsen og endda en stor en. Ulzana’s Raid har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med, men blot det faktum, at filmen er instrueret af Robert Aldrich (The Dirty Dozen, What Ever Happend to Baby Jane? Kiss Me Deadly) og at vejret skreg på en western og kop varm et-eller-andet, ja så var der ikke så meget at rafle om. Apache indianeren Ulzana (Joaquin Martinez) bryder ud af reservatet med en håndfuld krigere og den unge, nyudklækket og der med selvfølgelig uerfaren løjtnant Garnett DeBuin (Bruce Davidson) får til opgave sammen med en lille håndfuld soldater og spejderen MacIntosh (Lancaster), at bringe Ulzana og hans warparty tilbage - død eller levende. Så simpel er præmissen faktisk for Ulzana’s Raid. Det er der for så vidt intet forkert i, mange af de bedste film har en meget simpel handling. Tænkt blot på film som: The Shining, Alien, Psycho og Apocalypse Now, for nu blot at nævne nogle få. Nu er Ulzana’s Raid ikke blandt verdens bedste film, men lad mig blot afslører allerede her, at det er en fremragende western. Intet mindre. Som så mange andre amerikanske film fra denne periode kan der trækkes klare paralleller til Vietnam-krigen. Jeg tror, hvis jeg husker rigtigt, at det var smuglerfilm Scorsese kaldte film, som var dobbelttydige og smuglede budskaber/holdninger/problemstillinger og kommentarer ind i film omkring et politisk sprængfarligt emne, som de ellers ikke kunne kommenterer direkte på, grundet hvad der var kendt som McCartyismen i 50’ernes USA. Det er svært at forestille sig i dag, at der er emner eller hændelser, man ikke kan lave film om. Men tidligere ville det, havde været yderst vanskeligt for amerikanske filmskabere, at kommentere på f.eks. situationen i Irak eller Afghanistan. Således var det til dels også med det amerikanske engagement i Vietnam, hvor man gerne så, at Hollywood støttede op omkring krigen frem for at bære brænde til bålet. En film som Waynes The Green Barets, er et godt eksempel på en ”godkendt” Vietnam film. Om den så er propaganda eller ej, kan man jo altid diskutere. Folk har en tendens til at udråbe film til at være propaganda, urealistiske og ensidige, hvis de ikke er enig i filmens holdninger. Men det er vel stadig ikke kriminelt at være pro Vietnam-krigen, trods alt? Og det var Wayne. Et eksempel i modsat grøft er Stones såkaldte vækkelse film Platoon, som er hyldet som en stor antikrigsfilm fordi den…hvad? Fremstiller en enkelt deling som et billede på den amerikanske soldats moral, etik og agerren i Vietnam. Med alle de værste menneskelige egenskaber der kan opdrives på Guds grønne jord. Voldtægtsforbrydere, mordere, forrædere, kujoner, racister, stofmisbrugere og ja, man kunne blive ved. Er dette en objektiv fremstilling? Eller er det blot politisk korrekt propaganda som vi gerne se det? Stone siger ja, mange veteraner kan ikke genkende sig selv, eller deres kammerater i Stones virkelighedsbillede. Under alle omstændigheder efterlader Stone det aftryk, at den amerikanske soldat er en simpel forbryder med den lavest moralske fællesnævner og Wayne ham, som en uspoleret helt. Måske ligger sandheden et sted i midten som i alle krige? På trods af de lange referencer skygger til Vietnam konflikten, kan (og bør) man se Ulzana’s Raid på sine helt egne præmisser som en western. Det er nemlig en yderst velfortalt og veldisponeret film, som overrasker med en voldsom brutalitet, som både kommer direkte til udtryk f.eks. hvor en soldat først forlader en mor og hendes søn på en hestevogn da apachene angriber. Hun skriger på ham om hjælp og han vender om, blot for at skyde hende en kugle for panden, ta' drengen med sig på hesten, som ender med at blive skudt. Da skyder han sig selv igennem munden for ikke at blive taget til fange og tortureret. Indianerne skærer så hans hjerte ud og spiller bold med det. Alligevel er brutaliteten stærkest i de indirekte scener hvor Lt. DeBuin og hans lille deling, som fortvivlet følger i blodsporet på Uzana’s og hans krigere, ser konsekvenserne af den brutalitet indianerne har angrebet nybyggerne med på deres vej. En er bundet med hovedet nedad, hvor der så er tændt bål under ham. Alt i mens han kone er blevet voldtaget og mishandlet. En anden er også brændt ihjel, bundet til et træ og med sin hunds afskåret hale proppet ned i halsen. DeBuin spørger fortvivlet hvorfor? MacIntosh svare: Apache har også en sans for humor. Ulzana’s Raid gør sig ingen kunstige illusioner omkring at fremstille indianerne som forfulgte uskyldigheder, som lever i pagt med hinanden, naturen og kun slår ihjel for at spise og overleve. På samme måder er der heller intet heltemodigt eller misforstået frelse over de hvide og deres tilstedeværelse. Vi udsættes der i mod for mennesker og de omstændigheder som har formet dem og der med de briller, de ser verden igennem. Ulzana's flugt fra reservatet og fangeskab handler ikke kun om en mand, som søger friheden, men om en mand der vil genskabe sig selv og sin "power" som menneske og mand. Finde tilbage til hvad han engang var. Lt. DeBuin er som sagt den idealistiske unge officer, som med stor begejstring ser frem til sin første mission og hvis far, som er præst, har affødt den holdning, at man kan møde indianerne på en anden præmis, end den der har været brugt hidtil. DeBuin mødes selv med skepsis fra sine overordnede og hovedrysten fra egne mænd. Især fra sin sergent (fortrinligt spillet af Richard Jaeckel). Der med placerer DeBuin sig i en position, hvor hans principper, tro og manglende erfaring, konsekvent og uden nåde bliver udfordret og udstillet. Især når han mødes af Ulzana’s grusomheder og han ender til sidst i, hvad man vel kan kalde a full circle. Modsat DeBuin har vi den rutinerede spejder og indianerjæger McIntosh. Spillet køligt og overraskende low-key af Burt Lancaster. En mand som kender til indianerne, deres metoder og måde at tænke på og endda er gift med en. En mand som har set det hele to gange også lidt til. Han har set mennesker komme og gå, og vil bare overleve en dag til. Lancasters hærdede ansigt, stålfaste blik og afdæmpet stemme, siger alene det hele i kontrasten til DeBuin’s drenget og nærmest engleagtige udtryk, som stadig har troen i behold og viljen til at vil skabe en bedre verden for alle parter. Tredje part og nok så vigtigt, bindeleddet mellem indianerne og de hvide og der med soldaternes og vores ”tolk” til en slags forståelse for Ulzana’s ugerninger er apache spejderen Ki-Ni-Tay. Fremragende portrætteret af Jorge Luke. Det er nemlig Ki-Ni-Tay som DeBuin går til, når han må give fortabt i bibelens ord og han vakler i troen, og skal have afløb for sin fortvivlelse og samtidig prøve, at forstå baggrunden for Ulzana’s grusomheder. Han spørger bl.a. Ki-Ni Tay hvorfor Ulzana gør hvad han gør? Ki-Ni-Tay svare, at sådan er de bare, Apache indianerne. Vil du gøre det samme? Ja, svare Ki-Ni-Tay uden at tøve og forklare så videre, at en Apache indianer samler styrke (power) når en anden mand dør for hans hånd. Jo længere og mere han lider og pines, jo mere styrke samler du og du skal have styrke, for at overleve i dette land. DeBuin spørger også McIntosh hvorfor han ikke hader indianerne. McIntosh svare, at det vil være som at hade ørkenen, fordi der ingen vand er. Sammenholdet mellem McIntosh og Ki-Ni-Tay er i øvrigt smukt formidlet af Aldrich hele filmen igennem. Det foregår uden de store følelsesudbrud eller opklarende samtaler. Men ved hjælp af små indforståede blikke, nik og vink. Ikke mindst i filmens finale og hvor MacIntosh har mistet sin hest og DeBuin beordre ham til at tage Ki-Ni-Tay's. Her aflvere MacIntosh så sin winchester til Ki-Ni-Tay, som han tager hesten. Ulzana’s Raide er spændingsmættede western som roterer handlingsmæssigt omkring kattens leg med musen og hvem der kan snøre den anden til at lave den første fejl og der med blotte struben for modstanderen. Ulzana’ og hans lille gruppe af krigere er i mindretal og på flugt, men fører intelligent guerillakrig og soldaterne længere ind i ørken og mod et baghold. Filmen kunne sagtens være faldet i fælden og blevet en ensidig forestilling om en gruppe indianers killing-party, men den yderst velskreven dialog tillader det ikke. Her vender vi problemstillingerne og åbner for, hvis ikke en forståelse for Ulzana’s handlinger, så underligt nok, menneskeligt syn på og indblik i kulturen og baggrunden for samme. Snu nok ikke via Ulzana og hans krigere, men via deres forfølgere. Aldrich viser et stort overblik og et godt øje for Arizonas smukke natur, der som i så mange andre westerns veksler forræderisk mellem nærmest ubeksrivelig skønhed det ene øjeblik og nådesløst barsk i det næste. Filmen er i øvrigt både smukt fotograferet og effektfuldt klippet. På minus siden trækker scoret ned som ikke er lige godt vægtet og ramt alle steder. Desuden er filmen groft nedklippet og skulle være vanskelig at opdrive i en uncut version. Den tyske og italienske udgivelse er vist det tætteste, man kommer på en uncut version.

	Anmeldt af Svend Erik, Løkken	14. december 2005
	Efter Ford
	Filmen har så mange hilsner til John Ford, at man på et tidspunkt begynder at savne Fords mest typiske kendetegn: Folkloren, den forsonende humor, en klar stillingtagen osv. Men Aldrich holder sig til 70'er-dydens smalle vej og giver os en alvorstung fremstilling af jagten på Ulzana. Det gør han, så vi midt inde i filmen glemmer Ford og optages af filmens egen diskussion om "de retsindiges" ret til at bekæmpe "de andre". Og han gør det udmærket, på nippet til at have skabt en klassiker. Filmen er højst sandsynligt en kommentar til USAs tilstedeværelse i Vietnam. Aldrich skaber blandt andet intensitet ved at skifte mellem totaler og nærbilleder i en blændende klipning, og hans evne til at skabe overblik i kampscenernes geografi medvirker til at gøre filmen medrivende. Svær at komme udenom.

	Anmeldt af Thomas Aquinas, Værløse	10. januar 2005
	På sporet af apacher
	En af Aldrichs vægtigste film. En brandspændende western med en usædvanligt potent Lancaster som spejderen der skal guide en ung officer gennem fjendeland.

Deltag i debatten om filmen Ulzana's Raid - klik på "svar"

Forfatter Emne: Ulzana's Raid Extract Se alle titler her Sendt 2011/10/11 16:54:41 IP: Logget "Groft nedklippet"? PAL versionen af Robert Aldrich instruktørudgave spiller 98:59 min iflg. DVDcompare.net. Jeg målte den version DR2 viste til 98:55 min. Holliday Sendt 2011/10/21 11:59:53 IP: Logget Manglende scener Der mangler blandt andet en scene, hvor Lancaster læser og sammenligner med bibelen. Der mangler en scene i starten mellem befalingsmændene også mangler der en scene med Lancasters kone, før afgang. Extract Sendt 2011/10/22 01:58:13 IP: Logget Hvilken version er det? Hej Holliday, hvilken version er det du har set? Iflg IMDB spiller Ulzana's Raid 103 min, hvilket i PAL tid er ca 99 min. Så jeg undrer mig over hvad det kan have været for en version hvor de pgl scener er med i. Holliday Sendt 2011/10/23 12:50:36 IP: Logget Mr. Extract. Jeg så den dødlige DR version, men den har været vist på bl.a amerikansk tv i tre forskellige versioner. Extract Sendt 2011/10/23 16:10:42 IP: Logget Doc Holliday Som der skrevet står på Wikipedia: There are two cuts of the film because Burt Lancaster helped to produce the movie. One version was edited under the supervison of Aldrich, the other by Lancaster. There are many subtle differences between the two although the overall running times are similar and most of the changes involve alterations of shots or lines of dialog within scenes. Så spørgsmålet melder sig om det er Aldrich eller Lancaster versionen der indeholder de scener du beskriver. Holliday Sendt 2011/10/24 19:54:34 IP: Logget Mr Extract Har du den på dvd? Extract Sendt 2011/10/25 18:55:44 IP: Logget Doc Nope, har kun den DR2 har sendt.

Start en debat om denne udgave af Ulzana's Raid: Limited Edition (Blu-ray) - klik her

Klik her for print-venlig udgave