Diane, February 24. Entering town of Twin Peaks.
Nu om dage er vi vant til at få blæst sokkerne af takket være TV-serier, men tilbage i 90'erne, da Twin Peaks kom på banen, var den revolutionerende. TV nu om dage har godt nok oppet sig med hensyn til kvaliteten, men der er stadig ikke rigtig nogen serie, der kommer op på siden af Twin Peaks' vidunderlige vanvid.
Det starter, da et lig skyller op ved en flodbred i byen Twin Peaks, Washington. Det viser sig at være stjernestudenten Laura Palmer, den perfekte pige, der på overfladen ikke har skyggen af problemer i sit liv. Det glansbillede begynder dog snart at krakelere, da efterforskingen starter.
Den friske, motiverede FBI Special Agent Dale Cooper ankommer til byen og begynder jagten på morderen sammen med det lokale politi anført af sheriffen Harry S. Truman. Cooper er ikke bleg for at bruge alternative efterforskningsmetoder. Han er endeløst fascineret af den vidunderlige natur omkring sig og det hav af excentriske personer, han møder i Twin Peaks. Det går dog hurtigt op for ham, at der bag facaderne i denne lille jordbundne by foregår mange mystiske ting. Der gemmer sig noget mørkt i de ellers så smukke skove, og den morder, der er på spil, er ikke bare en almindelig morder. Der er tale om en modbydelig ondskab, der har adgang til de mørkeste afkroge af det menneskelige sind. Agent Cooper får sin sag for.
David
|