Brugerne skriver om Triangle of Sadness:
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
16. december 2023 |
|
At have og ikke have |
|
Instruktøren havde noget på hjerte i sine tidligere film "Force Majeure" og "The Square" og det har han sådan set også her, men han slipper skidt fra det, i modsætning til tidligere, hvilket helst ikke skulle blive en tendens. Filmen vakte uberettiget opsigt, angiveligt på grund af brækscener, men dem der hæftede sig ved dette, har formentlig set for få film. Det er gjort med større kunstnerisk og stilistisk overbevisning af Makavejev i "Sweet Movie" og Monty Python i "The Meaning of Life". Filmens første halvdel er klart den bedste, men dramaet går stort set i stå i anden halvdel, hvor filmen bliver til en decideret gaber. Det er fortænkt fra starten og blottet for finesse hele vejen, ligesom karaktertegningen er præget af typer og ikke af mennesker, der giver psykologisk mening. Det holder ikke, for selv rige svin har personligheder af en slags.
Det bliver ikke til mange gensyn, hvis nogen overhovedet.
|
|
|
|
Anmeldt af
Svend Erik, Løkken |
20. januar 2023 |
|
Over/under |
|
Den gamle problemstilling om over- og underklasse får her endnu en kunstnerisk behandling. Selvom uligheden globalt er markant stigende, behandler Østlund temaet meget traditionelt og uden anden opfindsomhed end at han lægger 20 minutter med opkast ind i sit værk. Opkastscenerne har påkaldt sig kritikernes udelte interesse, og mange har opfattet det som genial kunst. Selv i Cannes kunne man ikke stå for indfaldet. Hvis man kan blot nødtørftig filmhistorie, vil man vide, at opkast på film ikke er en ny opfindelse. Østlund har tydeligvis gerne ville provokere os, og i vid udstrækning ser det også ud til at lykkes for ham. Skal den type provokation imidlertid virke over tid, er det nødvendigt at scenerne bliver bundet op på en indre spænding, hvilket ikke sker her - her får vi kun rent bræk.
Nok om det.
Resten af filmen er faktisk ret forudsigelig. Der er ingen twists eller overraskelser. Alt kører på velkendte skinner. Overklassen er nogle svin, og når det kommer til stykket, er de ikke meget værd som mennesker. Østlund fortæller os, at det er såre menneskeligt, for hvis underklassen kan se sit snit, vil den opføre sig på samme måde. Humanisme og etik er blot tynd fernis.
Så har vi set det med. Desværre fortæller Østlund ikke særligt elegant. Han bruger sit medie lidt tungt og med pegefingeren langt fremme. Det er en skam, for temaet om ulighed fortjener stor opmærksomhed og mere indlevet behandling. Også selvom det er satirisk fremstillet. Filmen kan ikke hidse mig op til at deltage i hypen, fordi den minder trods alt for meget om gammel vin på nye flasker.
Man keder sig desværre på lange stræk over alle de udpenslede scener, uagtet at skuespillerne yder glimrende præstationer. Se hellere “The Square”.
|
|
|
|
Anmeldt af
Svend Erik, Løkken |
20. januar 2023 |
|
Over/under |
|
Den gamle problemstilling om over- og underklasse får her endnu en kunstnerisk behandling. Selvom uligheden globalt er markant stigende, behandler Østlund temaet meget traditionelt og uden anden opfindsomhed end at han lægger 20 minutter med opkast ind i sit værk. Opkastscenerne har påkaldt sig kritikernes udelte interesse, og mange har opfattet det som genial kunst. Selv i Cannes kunne man ikke stå for indfaldet. Hvis man kan blot nødtørftig filmhistorie, vil man vide, at opkast på film ikke er en ny opfindelse. Østlund har tydeligvis gerne ville provokere os, og i vid udstrækning ser det også ud til at lykkes for ham. Skal den type provokation imidlertid virke over tid, er det nødvendigt at scenerne bliver bundet op på en indre spænding, hvilket ikke sker her - her får vi kun rent bræk.
Nok om det.
Resten af filmen er faktisk ret forudsigelig. Der er ingen twists eller overraskelser. Alt kører på velkendte skinner. Overklassen er nogle svin, og når det kommer til stykket, er de ikke meget værd som mennesker. Østlund fortæller os, at det er såre menneskeligt, for hvis underklassen kan se sit snit, vil den opføre sig på samme måde. Humanisme og etik er blot tynd fernis.
Så har vi set det med. Desværre fortæller Østlund ikke særligt elegant. Han bruger sit medie lidt tungt og med pegefingeren langt fremme. Det er en skam, for temaet om ulighed fortjener stor opmærksomhed og mere indlevet behandling. Også selvom det er satirisk fremstillet. Filmen kan ikke hidse mig op til at deltage i hypen, fordi den minder trods alt for meget om gammel vin på nye flasker.
Man keder sig desværre på lange stræk over alle de udpenslede scener, uagtet at skuespillerne yder glimrende præstationer. Se hellere “The Square”.
|
|
|
Anmeldt af
Extract, Dyssegård |
24. november 2022 |
|
De unge, de rige og de smukke |
|
Ruben Österlunds har begået en satire over det bedre borgerskab, blot glemte han at fortælle en historie, så det er der ikke meget af. Et ungt par inviteres på krydstogt med de rige, kvinden, Yaya, spilles af den appetitlige Charibi Dean (R.I.P.), som I hvad der er filmens bedste scener, iføre sig en bikini for at slange sig på soldækket. Danske Vicki Berlin medvirker som sympatisk chief purser. Grundet en lille bombe ombord, må de alle gå i bådene og strander så på en øde kyst i Det Græske Øhav, hvor de må overleve ved at fiske, hvilket en fra skibspersonalet kan gøre. Indbydende fotograferet og teknisk set iorden film. Blot kniber det gevaldigt med historien i en film på 2½ stiv klokketime. Filmens meget omtalte brækscene, hvor passagererne bliver søsyge under middagen er meget tam sammenlignet med The Meaning of Life. Anmelderne faldt i svime over filmen, som har vundet et hav af priser. Jeg vil mene, at der er tale om en prætentiøs prut! Filmen vandt Guldpalmerne i Cannes, men det er helt sikkert en film til glemmebogen.
|
|
|
Region