Brugerne skriver om Pirates of Penzance, The (The Movie):
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
1. januar 2020
|
|
Gilbert & Sullivan |
|
Efter at have set "The Pirate Movie" skulle man som skuffet tilskuer måske tro, at der ville være tale om en væsentligt bedre version af operetten med denne film der kom året efter Annakins fejltagelse. Det er der ikke, for filmen er kun marginalt bedre, men det siger ikke så meget, når niveauet er så lavt. Der er mange ting galt med denne film, men først og fremmest er den overophedet, hysterisk, overspillet og usammenhængende. Så er vi ligesom i gang! Kevin Kline er tit taget i at give den for megen gas, men her er det jo nærmest latterligt! Men det er ikke rimeligt at pege fingre af ham alene, for stort set alle falder igennem, herunder også Angela Lansbury der simpelthen bare ikke aner hvilket ben hun skal stå på. Filmen blev udsendt til biograferne, men den ligner mest en filmet teaterforestilling med et set design der virker som en bevægelig teaterscene, men det er måske også meningen at vi hele tiden skal mindes om, at det hele bare er en illusion, for instruktøren gør sig ingen umage med at tage eskapismen alvorligt på sine egne betingelser, men holder i stedet hele projektet ud i strakt arm, og gør enkelte steder faktisk grin med det hele, hvilket får de "alvorlige" øjeblikke til at fremstå så meget mere forlorne. Det er film som disse, der er med til at devaluere begrebet underholdning og give eventyret et dårligt ry. Filmen har dog en enkelt formildende kvalitet, nemlig Douglas Slocombes fremragende billedside, men selv en mesterfotograf kan ikke redde et stykke bras.
|
|
|