Brugerne skriver om Ingen tid til kærtegn:
|
Anmeldt af
Thomas Aquinas, Værløse |
9. juli 2012
|
|
Hvor er Lene? |
|
Annelise Hovmand, der nok er mest kendt for Ellehammer-filmen "Nu Stiger Den!", har instrueret denne besynderlige blanding af eskapistisme og familiedrama om en lille pige fra et velstillet hjem der føler sig overset og tager flugten til Nordsjælland for at finde en lille hundehvalp og komme ud til vandet - sådan som hendes skuespillermoder lovede hende, men ikke kunne indfrie på grund af et alt for travlt sceneliv. Filmens tema er gravalvorligt også for alvorligt til at filmen kan betegnes familievenlig, men instruktøren insisterer på at give historien en lethed og ynde som vil appellere til de fleste. Dette virker på ejendommelig måde både for og imod filmen som i sidste ende dog må karakteriseres som vellykket fordi den rummer en varme og optimisme der er svær at stå for. Skuespillerne er alle med til at løfte historien og særligt Eva Cohn som den lille Lene er ypperlig og det viser noget om Hovmands evne til at instruere børn. Som pigens forældre ser vi Lily Weiding og Hans Kurt og i andre roller dukker kræfter som Jørgen Reenberg, Karen Berg, Mimi Heinrich, Bent Christensen, Preben Lerdorff-Rye, Asbjørn Andersen, Jessie Rindom og Holger Juul Hansen op. Mogens Wieth medvirker som sig selv. Bodil Ipsen har en rørende scene som rullestolsbundet kvinde. Den særligt opmærksomme vil få øje på Ove Sprogøe, Karl Stegger, Axel Strøbye, Svend Methling og Vera Gebuhr. Sigrid Horne-Rasmussen og Peter Malbergs forbryderpar er tæt på at gøre filmen til ren folkekomedie, men filmen holder sig nogenlunde på sporet og kammer aldrig for alvor over.
|
|
|