Band of Brothers / The Pacific
Band of Brothers:
Vinder af 6 priser ved Emmy-uddelingen, heriblandt "Outstanding Mini-series", og med yderligere 13 nomineringer. Dette er en slags Saving Private Ryan tv-serie, der sparer lidt på sentimentaliteten, men ikke på realistiske kampscener.
Band of Brothers fortæller historien om Easy-kompagniet, 506. regiment, 101. luftbårne division i den amerikanske hær. Serien, der bygger på samtaler med overlevende fra Easy-kompagniet og på soldaternes dagbøger og breve, fortæller om folkenes enestående mod og voldsomme angst. Det lette kompagni var en eliteenhed, der blev kastet ned med faldskærm over Frankrig tidligt om morgenen på D-dag, som deltog i slaget i Ardennerne, og som erobrede Hitlers Ørnereden ved Berchtesgaden. Det var også en enhed, der havde en høj tabsprocent, og hvis ry blev legendarisk. Baseret på bestselleren af Stephen E. Ambrose.
The Pacific:
Hvor Band of Brothers fulgte de amerikanske soldaters oplevelser i Europa, omhandler The Pacific de dramatiske krigshandlinger i og omkring Stillehavet under 2. Verdenskrig.
Omdrejningspunktet i den episke serie er tre amerikanske marinesoldater - Robert Leckie (James Badge Dale), Eugene Sledge (Joe Mazello) og John Basilone (John Seda). Vi følger soldaterne fra deres første møde med japanerne i Guadalcanals jungle, gennem regnskoven i Cape Gloucester til de voldsomme kampe ved dødens marker på Okinawa og Iwo Jimas sorte sandstrande.
Med et produktionsbudget på mere end $150 millioner er The Pacific, som er på 10 afsnit af knap en times varighed, verdens dyreste tv-serie.
Tekst fra pressemateriale
|