|
Læs mere om Laserdisken her |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Billedgalleri:
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Takeshi's ode til den udødelige kærlighedHar man stiftet bekendtskab med nogle af den japanske instruktør og skuespiller Takeshi Kitanos værker som Gonin eller Brother, vil man næsten per automatik associere til gangsterfilm, pludselig vold og spektakulære mord begået med koldt blod, når man ser hans navn. Det var eksempelvis svært at finde en passende grimasse, da han i den ultravoldelige, men kinetiske og tankevækkende fremtidssatire Battle Royale med frygtindgydende præcision kaster en kniv tværs gennem et klasselokale og lige i panden på en ung skolepige, der formaster sig til at tale uden at række hånden op først! Med denne markante scene in mente er det derfor umuligt ikke at blive overrasket over hans romantiske drama Dolls, der er så radikalt anderledes i sit temperament og tonefald, men ikke desto mindre eksekveret med et nænsomt og lyrisk håndelag, der synes at falde ham lige så naturligt som at gøre bevæbnede yakuza'er koldere end sushi.Og med dette temposkift er der absolut ingen grund til at forvente sig noget ordinært fra en original instruktør som Kitano. Jovist, det handler så afgjort om kærlighed, men han følger ikke den slagne vej med fikseret blik på den fysiske tiltrækning mellem mænd og kvinder ligesom hovedvægten af de talrige overfladiske og kommercielle amerikanske melodramaer, og derfor leder man forgæves efter læber, der mødes, eller kroppe, der forenes i lidenskabens sveddryppende vold. I stedet interesserer den uforudsigelige japaner sig meget mere for den besnærende, åndelige samhørighed og de kraftige, emotionelle bånd, der kan opstå mellem mennesker, samt de glæder og sorger, der ofte uafvendeligt følger med. For lige så let, som det er i stand til at gøre en glad, give sommerfugle i maven og fylde én med en behagelig, glødende varme i hele kroppen, så kan dét at nære stor hengivenhed for en anden også bringe en ud i bundløs sorg og give bestandige ar på sjælen, når man udsættes for tab eller svigt fra nogle, som står en nær. Dette visualiseres i tre beslægtede handlingsforløb. Der er gangsterbossen (Tatsuya Mihashi), som tøver med at genoptage kontakten med den kvinde (Chieko Matsubara), der hver eneste lørdag, siden han forlod hende for mange årtier tilbage, trofast og forhåbningsfuldt har ventet på deres genforening ved den bænk i parken, hvor de plejede at nyde hendes medbragte frokost. Parallelt følger man den voksne groupie, hvis hele tilværelse er centreret omkring det kvindelige teenageidol Haruna (Kyôko Fukada), som en dag isolerer sig fra omverdenen efter et fatalt biluheld, der koster hende det ene øje, hvorpå hendes svorne fan bringer et stort offer for blot for en stund at kunne være ved hendes side. Endelig er der så rammefortællingen om den fattige Matsumoto (Hidetoshi Nishijima), der modvilligt giver efter for forældrenes pres og gifter sig ind i en rig familie på trods af hans trolovelse med den yndige Sawako (Miho Kanno), der i fortvivlelse forsøger selvmord, men overlever, dog ikke med forstanden i behold. Da Matsumoto erfarer dette, forlader han sit bryllup og henter den nu apatiske Sawako ud fra hospitalet, hvorefter han (både i konkret og overført betydning) binder sig definitivt til hende via et rødt reb. Forarmede drager de som et par udstødte så til fods ud på en billedskøn tur gennem Japan for at søge efter noget, som de har mistet. Disse to elskendes trængsler er en opdatering af den japanske dramatiker Monzaemon Chikamatsus tragedie fra det 18. århundrede, MEIDO NO HIKYAKU, der er én af de klassiske historier i det traditionsrige Bunraku-teaters repertoire. Overbygningen til film sker bl.a. ved at iklæde Sawako og Matsumoto de kendte dukkekostymer, og Kitano lader dem på raffineret vis knytte de tre forløb sammen til et harmonisk hele, samtidig med at de driver handlingerne frem, efterhånden som de vandrer gennem de skiftende årstider hen mod vinteren og den bevægende, katarsiske finale, hvor så lidt som en lillebitte ansigtstrækning ender med at kalde tårerne frem i øjenkrogene. Der er som antydet meget stærke følelser på spil i denne eventyrlige meditation over ensomhed og grænseløs, uegennyttig kærlighed, og med sparsom brug af dialog samt en fuldkommen symbiose mellem blid, vemodig underlægningsmusik og strengt stilistisk, malerisk fotografering er Dolls et levende, elegisk billeddigt med direkte forbindelse til det sanseligt bankende hjerte. Der skal tre mand til at bevæge en Bunraku-dukke - Kitano har både skrevet og klippet sin film ud over selv at styre sine figurer i sit eget filmiske Bunraku-teater. Det kunne ingen anden have gjort bedre. Fra redaktionen: René Pedersen har også sin egen hjemmeside, hvor du kan læse omtaler af andre små, skæve og anderledes DVD-film. Siden hedder Verdensfilm.dk. René
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Brugerne skriver om Dolls (Takeshi Kitano):
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Skriv din egen anmeldelse af Dolls (Takeshi Kitano) - klik her
Start en debat om filmen Dolls (Takeshi Kitano) - klik her Start en debat om denne udgave af Dolls (Takeshi Kitano) (Blu-ray) - klik her | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Region
Tlf: (+45) 98 13 22 22 mail@laserdisken.dk CVR: 10 19 42 45