Die Hard: The Ultimate Collection:
Die Hard-filmene samlet under ét er guf for både action-film tilhængere og Bruce Willis fans. John McTiernan har instrueret den første, Die Hard, samt den tredje, som fik den danske titel Die Hard Mega Hard, mens Renny Harlin tog sig af Die Hard 2. I de første to film er temaet den ensomme politimands kamp mod en psykopatisk forbryder, mens han i treeren får sig en makker, og stilen bevæger sig lidt mere over i retning af Dødbringende våben-filmene. Læs mere her.
Fox-drengene har gjort det igen. Ikke nok med at vi fik Alien filmene i en lækker box og The Abyss i en Special Edition, der gjorde alle tidligere udgaver til skamme, nu får vi også Die Hard-trilogien, som det var Vor Herres mening at den skulle ses. Buk jer i gruset, vend øjnene væk, for dette - mine damer og herrer - er den moderne actionfilms sorte monolit!
Billede og lyd:
Den første Die Hard boks var ikke just imponerende. Specielt 3’eren så grim ud og var præget af enhver tænkelig digital- og overførselsfejl, man kan tænke sig. Det er der blevet rettet op på nu. Alle tre film har fået den helt store tur med lækre skarpe 16:9 overførsler, der får dem til at se næsten nye ud. Filmene har også fået et bragende DTS lydspor. Trommen, der indleder 20th Cen-tury Fox’ logo, har aldrig lydt klarere. Og igen er det 3’eren, der trods alt ikke har så mange år på bagen, der vinder med et orgie af overdådig surround sound, perfekt til at imponere vennerne, irritere naboerne og kraftigt nedsætte hørelsen. De animerede menuer er af samme høje kvalitet som på The Abyss. Man må gribe sig selv i at sidde og hoppe frem og tilbage mellem menupunkterne bare for at se de seje animationer!
Kommentarsporene:
Die Hard: John McTiernan er blevet klippet sammen med scenografen Jackson DeGovia. Af og til får de kun en sætning ind, før der klippes til den anden. Det er meget hakket og temmelig tørt, og man savner den gode stemning, der kommer, når et par personer sidder og genoplever en film sammen. Det er underligt, at man ikke har fået Bruce Willis med på sporet (han gør det så godt på “Armageddon”), eller for den sags skyld fotografen Jan De Bont. Det er ikke scenografien, jeg har flest spørgsmål til i Die Hard. Visual Effect Supervisor Richard Edlund har fået sit eget spor. Han taler kun over nogle af sekvenserne, men i menuen er der en oversigt, så man kan finde hans kommentarer uden at se hele filmen igennem. Han taler generelt om effekter og meget lidt om de specifikke skud. Hans selskab Boss Film Studios lukkede for nogle år siden, og han virker stadig bitter over det. Han bruger meget tid på at fortælle, hvor gode de var, men der var jo nok en grund til, at studiet måtte lukke ned. Effekterne i “Die Hard” er dog suveræne (tit kan man ikke engang se, at der er tale om effekter), og det er synd, at han ikke går mere i detaljer.
Die Hard 2: Renny Harlin virker anderledes afslappet. Selv om dette klart er den dårligste af de tre film, er det absolut det mest spændende kommentarspor. Han taler næsten uafbrudt og kommer med mange interessante detaljer. Bestemt værd at bruge et par timer på.
Die Hard with a Vengeance: Her sidder McTiernan alene. Jeg er ked af at sige det. Jeg elsker mandens film, men hold kæft, hvor er han kedelig at høre på! Jeg droppede sporet efter 20 minutter og slog over på det øvrige ekstramateriale.
Andet godt:
Die Hard: Det er lykkedes Fox at grave en enkelt ekstra scene op til Die Hard. En længere version af sekvensen, hvor der lukkes for strømmen til højhuset. Den kan ses enten separat eller via “seamless branching”. Scenen er dog ikke færdigproduceret (et af skuddene er sort/hvid), så helt “seamless” er det ikke.
Et tekstkommentarspor giver yderligere detaljer og anekdoter om filmen. Tanken er, at det skal fungere som en MTV lignende pop-up video funktion, men én ting er at se en 3 min. musikvideo på denne måde, noget helt andet er det at se en hel film på over to timer. Det er svært at holde interessen fanget.
En sekvens med outtakes og småscener er til gengæld alt for kort. Den måtte godt have været to timer lang! I “The Cutting Room” kan man eksperimentere med at klippe en scene fra filmen og mixe lyd til. Er man bare en smule computernørdet vil man have prøvet meget mere sofistikerede ting på sin hjemmecomputer og vil sikkert kede sig bravt, men idéen er sjov alligevel. Til sidst er der et interaktivt stillgalleri, der snyder, fordi det ved første øjekast ser r..kedeligt ud, men viser sig at indeholde en overflod af informationer, hvis bare man har lidt tålmodighed. To artikler fra Cinefex og American Cinematographer er også inkluderet, og de er begge suveræn spændende læsning.
Die Hard 2: Den obligatoriske 22 minutters “making of” er for en gangs skyld meget seværdig. Den kommer godt rundt om produktionen og viser bl.a. de store problemer, man havde med den kunstige sne. Meget af det øvrige ekstramateriale er fra pressekittet. Ligegyldige interviews, hvor alle roser alle. Der er dog 4 fraklippede scener, der er meget sjove, plus 3 sekvenser, der viser hvordan udvalgte stunts blev lavet.
Die Hard with a Vengeance: Igen er der lidt for meget pressekit over noget af materialet, men der er alligevel en del interessante ting. Først og fremmest er der jo den notoriske oprindelige slutning. Dén McTiernan skød, men som Fox ikke kunne lide. Jeg vil ikke afsløre her, hvad den går ud på, blot konstatere, at der er en grund til, at den ikke havnede i den endelige film. Bedste her er faktisk de 3 behind-the-scenes sekvenser (30 min. i alt) hvor man ser forberedelserne til “den store eksplosion i starten”, “taxa-turen gennem parken” samt “bomben i toget”. Uden irriterende forklarende voiceover får man et spændende blik bag kameraet, og jeg kunne sidde og kigge på sådan noget i timevis. Der er også 3 featuretter, en lille håndfuld visual effects-vignetter (der er så korte, at det næsten kan være ligemeget), storyboards, interviews og de sædvanlige trailers og tv-spots.
Alle 3 film er proppet med en masse små interessante ting, men jeg ville hellere end gerne bytte dem allesammen for en enkelt timelang dokumentar istedet for de små bidder, der ligger spredt under forskellige menupunkter. Det virker specielt underligt, at der til den første film, der har haft en så banebrydende indflydelse på den moderne actionfilm, ikke er blevet lavet en tilbagebliks dokumentar. Men når alt kommer til alt, er det vigtigste selvfølgelig filmene, der her er præsenteret i deres definitive udgaver. Det er ikke til at komme uden om.
|
Region
